Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Synes du virkelig ikke, at det kan betale sig at arbejde? Så vil jeg gerne have dit job

Mit navn er Sarah, jeg er 28, jeg er uddannet cand.merc.int., jeg taler tre sprog flydende, og jeg er arbejdsløs på 15. måned.

Det kan altid betale sig at arbejde.

Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle gå ledig så længe. Jeg blev færdiguddannet 8. juni 2016. Jeg har søgt efter mit første job lige siden. I mellemtiden har jeg taget en lang række kurser, deltaget i jobrettede aktiviteter, været i virksomhedspraktik, rakt ud til mit netværk, kontinuerligt rettet i min Linkedin-profil, skrevet uopfordrede ansøgninger osv.

Jeg har stadig ikke noget arbejde.

De sidste 14,5 måneder har været de mest syrede, mest ensomme, og generelt de sværeste måneder i mit liv, fordi jeg har brug for at arbejde. Jeg er et socialt væsen, der trives i selskab med andre, og som elsker at bidrage til det dejlige land, Danmark er. Det land, der passede min syge, døende far, mens jeg var på studiet eller på arbejde, det land, der har uddannet mig, mine fire søskende og alle andre, jeg kender, det land, der har betalt SU til mig og lettet min arbejdsbyrde under mit studium.

Men også det land, der med lynets hast nedsatte dimittendsatsen for dagpenge, det land, hvor nogle politikere taler om ledige som en gruppe uegnede, dovne, lade, umotiverede, nassende mennesker, der ikke forstår, at det er dem, der tales om. Det land, der sagde til mig og mine medstuderende, at fremdriftsreformen betød, at vi skulle skynde os gennem uddannelsen og ud på arbejdsmarkedet og betale tilbage. Det Danmark, der puster mig i nakken, og som giver lidt med den ene hånd og tager min frihed med den anden.

Jeg vil bidrage - ikke bedrage

Jeg ønsker ikke min ledighed, jeg ønsker at bidrage! Mine dagpenge har reddet mit liv, og jeg er dybt afhængig af dem. Men når jeg bliver talt til med capslock i breve fra jobcentret og A-kassen, bliver jeg træt. For jeg gør alt, hvad jeg kan, jeg vil ikke snyde, jeg vil ikke forstille, og jeg vil ikke bedrage nogen. Jeg vil bidrage.

Jeg vil ikke bare bidrage, jeg vil lære, udvikle, fejle, uddanne og udfordre og alt andet, et givtigt arbejdsliv giver. For det er ensomt at være ledig, det er fremmedgørende, lammende, frustrerende og nedbrydende. Det er svært at fortsætte sin søgen efter et job, man ikke får, men som man ved, man fortjener. Især når man ønsker at bidrage.

Uanset hvilken løn jeg får i mit første job, vil det kunne betale sig, for følelsen af at nytte, af at kunne, og af at der er brug for ens kompetencer, er fuldstændig nødvendigt for at føle sig som en del af noget.

Så fortæl mig, du, der siger, at det skal kunne betale sig at arbejde, gør det ikke det? Betaler det sig ikke for dig at arbejde? Også uden en skattelettelse? Betaler det sig ikke at have kolleger? At blive udfordret? At få lov til at vise sit værd? Det synes jeg, det gør. Og hvis du ikke gør, ja, så står jeg faktisk og mangler et arbejde.