Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Sveriges valg vil gå over i historien

Lars Hovbakke Sørensen: Der blæser helt nye politiske vinde over Sverige i disse uger. Valget på næste søndag vil blive et af de mest spændende i mange år, og det vil muligvis gå over i historien som det valg, der bragte »danske tilstande« til Sverige.

Tegning: Lars Andersen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det højrenationale parti Sverige­demokraterna, som ikke blev repræsenteret i Riksdagen ved det seneste valg, står ifølge meningsmålingerne til at komme ind ved valget søndag 19. september. Og partiet vil endda med stor sandsynlighed få væsentligt flere stemmer, end de aktuelle målinger tyder på.

Når Sverigedemokraterna stormer frem, skyldes det især den grundlæggende forskel i synet på udlændingepolitikken, som findes hos Sverigedemokraterna, og det syn på udlændingepolitikken, som findes hos samtlige andre svenske partier. Sverigedemokraterna mener nemlig, at der er en sammenhæng mellem på den ene side antallet af indvandrere, der kommer til Sverige, og på den anden side, hvor godt integrationen lykkes. Alle øvrige svenske partier benægter eksistensen af en sådan sammenhæng. I modsætning til de fleste politiske partier i Danmark, både de borgerlige (VKO-partierne og Liberal Alliance), Socialdemokratiet og - til dels - SF. Det er dét, der gør udlændingdebatten i Danmark helt anderledes end udlændingedebatten i Sverige.

Årsagen er en historisk betinget forskel mellem Danmark og Sverige i synet på det nationale. I Danmark forbindes »danskhed« traditionelt først og fremmest med, at man har en bestemt kultur, et bestemt sprog, en bestemt religion, en bestemt etnicitet osv., fordi man i perioden fra det store nederlag til de tyske stater i krigen i 1864 og helt frem til 1980erne stort set ikke var vant til, at der boede nogen kulturelle, sproglige og etniske mindretal inden for Syddanmarks grænser.

I Sverige forbindes »svenskhed« derimod i høj grad også med dét at være internationalt orienteret, at være åben over for tredjeverdenslande, at »balancere« mellem forskellige synspunkter, og at passe på ikke at støde nogen, fordi det var dét, man klarede sig igennem Den Kolde Krig fra 1945 til 1991 ved at gøre. I Sverige forbindes »det na­tionale« med andre ord med dét at være international. Mange svenskere og svenske politikere er - selv om det kan lyde som et stort paradoks - stolte af, at de efter deres egen opfattelse er meget bedre end andre folk i verden til ikke at skelne mellem forskellige folkeslag og mene, at nogle er bedre end andre.

Sverigedemokraterna er imidlertid ikke det eneste borgerlige parti, der ser ud til at ville gå frem ved valget. Også to af de fire regeringspartier står til fremgang: Fredrik Reinfeldts konservative statsministerparti, Moderaterna, og regeringens næststørste parti, det liberale Folkpartiet.

Statsminister Reinfeldts store popularitet og den socialdemokratiske leder Mona Sahlins lige så store upopularitet er en af forklaringerne på de borgerliges fremgang og Socialdemokraternas udsigt til kun at få omkring 28 pct. af stemmerne. Men der er også en lang række andre grunde.

En af grundene er, at Sverige i de seneste fire år har haft en borgerlig regering, uden at det har ført til den »afvikling af velfærdssamfundet«, som Socialdemokraterna i valgkampen i 2006 forudsagde, at en borgerlig valgsejr ville medføre.

En anden grund til de borgerlige partiers fremgang er, at Sverige har klaret sig relativt helskindet gennem den økonomiske krise. Regeringens eneste akilleshæl er den høje arbejdsløshed. Men her er regeringen i den heldige situation - selv om den naturligvis ikke vil indrømme det - at man i den borgerlige lejr (men uden for den borgerlige firepartiregering) har Sverigedemokraterna til at opfange de utilfredse arbejdsløse vælgere, der ellers kunne finde på at stemme på Socialdemokraterna. Rigtig mange socialdemokratiske kernevælgere overvejer denne gang, om de skal stemme på Sverigedemokraterna.

En tredje grund til de borgerlige partiers succes er, at mange både borgerlige og socialdemokratiske vælgere, der mener, at udlændingepolitikken, retspolitikken og skolepolitikken har været alt for slap i de seneste år, denne gang i stort tal vil stemme på enten Sverigedemokraterna eller Folkpartiet. Og dermed kommer alle disse vælgere til at tælle med på den borgerlige side. Ligesom Dansk Folkeparti herhjemme i mange år har tiltrukket både vælgere, der tidligere har stemt på Socialdemokraterne, og vælgere, der tidligere har stemt på andre borgerlige partier, og dermed har været med til at sikre, at der siden 2001 har været et flertal i Folketinget, der har bakket op om en borgerlig regering.

I Sverige har Folkpartiet, som gennem hele sin historie siden grundlæggelsen i 1934 og frem til 2002 mindede meget om Det Radikale Venstre i sit syn på værdipolitikken, i de seneste otte år fjernet sig meget fra sit udgangspunkt og gjort det til sin specialitet at markere en skarp højreorienteret værdipolitisk profil, specielt når et valg nærmede sig. En profil med fokus på ønsket om mere faglighed og disciplin i grundskolen, om større krav til indvandrerne i det svenske samfund osv. Folkpartiet havde i de sidste uger og dage i valgkampen frem imod valget i 2002 stort held med på denne måde at tiltrække vælgere, der ellers ville have stemt enten på Socialdemokraterna eller Sverigedemokraterna. Dette var dengang både medvirkende til det dårlige valg for Socialdemokraterna og til, at Sverigedemokraterna ikke kom ind.

Folkpartiet ser ud til at gentage denne strategi i valgkampen frem mod dette valg, og igen med et vist held. Dog med den forskel, at man denne gang nok primært vil kunne trække stemmer fra Socialdemokraterna. De vælgere, som ikke mener, at Folkpartiets fokus på at forbedre integrationen er tilstrækkelig, men som også ønsker en begrænsning af antallet af indvandrere, vil nemlig opmuntret af meningsmålingerne, som sender Sverigedemokraterna over spærregrænsen, denne gang kunne gå over til Sverigedemokraterna uden at frygte, at deres stemme bliver »spildt«.

I det hele taget har det faktum, at der i Sverige er mange forskellige borgerlige partier, som hver især har en speciel politisk profil og udfylder en bestemt rolle, i de seneste år udviklet sig til en kæmpe styrke for det borgerlige Sverige. I 1970erne, 1980erne og 1990erne var eksistensen af de mange forskellige borgerlige partier en svaghed, fordi det borgerlige samarbejde ofte strandede på grund af partiernes indbyrdes uenigheder. Men efter at de nuværende fire regeringspartier oven på endnu et valgnederlag til »den røde blok« i 2002 fandt sammen (i »Alliancen«), er tilstedeværelsen af de mange forskellige partier i den borgerlige lejr blevet noget, der samlet set har styrket de borgerliges stemmetal. Man så det ved valget i 2006, og man ser det igen ved dette valg. I den borgerlige lejr er der »noget for enhver smag«. Er man eksempelvis borgerlig, fordi man ønsker disciplin og faglighed i grundskolen, eller fordi man ønsker, at der skal stilles kontante krav til indvandrerne, kan man stemme på Folkpartiet. Er man borgerlig, fordi man - ligesom bl.a. VKO-partierne og Socialdemokraterne herhjemme - mener, at der er en sammenhæng imellem antallet af udlændinge, der kommer til Sverige, og hvor godt integrationen lykkes, og man derfor mener, at indvandringen skal begrænses, kan man stemme på Sverigedemokraterna. Er man borgerlig af økonomiske grunde - i stedet for af værdipolitiske - og ønsker man skattelettelser og en »ansvarlig økonomisk politik«, kan man stemme på Moderaterna. Er man borgerlig, fordi man ønsker at styrke mulighederne for kernefamilien, kan man stemme på Kristendemokraterna. Er man borgerlig, fordi man ønsker, at der skal gøres noget for de små landsbysamfund i »Udkantssverige«, kan man stemme på Centerpartiet.

Derfor står de borgerlige til at beholde magten og måske endda ligefrem blive styrket ved det kommende valg. Socialdemokraterna har kun én politik, der både indeholder punkter, som den enkelte vælger sympatiserer med, og punkter, som den samme vælger absolut ikke sympatiserer med.

Derfor vil vi også på valgaftenen på næste søndag formentlig se et politisk sverigeskort tegne sig, hvor mange af de tidligere meget »røde« kredse i den nordlige del af Sverige skifter til den »blå« farve, mens det i forvejen meget blå sydlige og sydvestlige Sverige sikkert vil blive endnu mere blåt. Både Sverigedemokraterna, Moderaterna og Folkpartiet har af mange forskellige grunde især stået stærkt i det sydlige Sverige. Men dette ser denne gang for alvor ud til at ville ændre sig. Der blæser helt nye politiske vinde over Sverige i disse uger. Valget på næste søndag vil blive et af de mest spændende i mange år, og det vil muligvis gå over i historien som det valg, der bragte »danske tilstande« til Sverige.