Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Som lille pige havde jeg den daglige tjans at gå ned til en mand, der boede længere nede ad vejen med dagens avis efter, at min mor havde læst den. Ved 16-tiden ringede jeg troligt på døren, som blev lukket op af Svend, der altid havde riller på kinden efter tidlig-halvfjerdsernes brune fløjlspuder, som han åbenbart lige havde rejst sig fra.
Hjemme sov vi ikke om dagen – så protestantiske var vi dog – hvilket medførte, at jeg en dag spurgte Svend om, hvorfor han sov hele tiden. Til det svarede han: »Når man sover, synder man ikke.«
Efter at have overvejet dette nøje nikkede jeg samtykkende, for hvor mange sovende bankrøvere og cykeltyve havde man egentlig hørt om?
Det var nogenlunde ved den tid, hvor jeg var begyndt i 1. klasse på den stedlige folkeskole, hvor begreber som lilla betænkninger, adskillelse af skole og kirke, kundskabsformidling som erstatning for forkyndende undervisning var noget, der blev diskuteret, men endnu ikke havde vundet indpas.
Det var der, at jeg hørte om troen, ja, om religionens væsen i det hele taget. Altså det der med, at man kunne tro på en gud, der befandt sig uden for tid og rum, men alligevel altid var til stede i menneskers liv, blev kilde til stor undren i mit liv.
Det år, jeg blev født, blev der ikke i mit hjem sunget med på sange om, at en gud elskede en, men nok snarere på She loves you yeah, yeah, yeah.
Syndfrie Svend
En dag fortalte læreren om det eneste syndfri menneske, der nogensinde havde levet, og at han hed Jesus. Jeg tænkte, at jeg hellere måtte udvide lærerens horisont lidt og fortælle, at der længere nede ad vejen fra vores hus altså også boede en syndfri, og at han hed Svend og ikke Jesus.
Læreren blev overrasket over denne nye oplysning og spurgte nærmere ind til, hvori Svends syndfrihed bestod. Jeg fortalte glad om, at han sov dagen lang og derfor var syndfri. En længere og umisforståelig belæring fulgte, hvor jeg blev bragt til den forståelse, at det ikke forholdt sig sådan med Svend – han var hverken syndfri eller efterlignelsesværdig med sit eksorbitante søvnbehov og mangel på luthersk foretagsomhed i dagens klare lys.
Imidlertid åbnede hele denne lille og aldrig glemte batalje en dør ind til et område, som hidtil havde været ukendt for mig, men som blev åbnet pga. forundring, en forundring, som har holdt sig til i dag. En nøgleoplevelse kan man vel kalde det. Dér begyndte mit livtag med troen i kristen forstand.
Det skal siges, at jeg var barnedøbt »for det blev man jo«, men videre var der ikke rigtig sket i sagen i min tidlige barndom. De højtidelige ord om, at barnet skulle oplæres i den kristelige børnelærdom blev ladt tilbage i kirken på hylden sammen med den slidte salmebog efter endt gudstjeneste. Det år, jeg blev født, blev der ikke i mit hjem sunget med på sange om, at en gud elskede en, men nok snarere på She loves you yeah, yeah, yeah.
Dogmatisk synsvinkel
Den kristne tro, som det drejer sig om for mit vedkommende, har mange udtryk, og næppe noget udtryk er det korrekte eller sande med mindre, at man anlægger en meget dogmatisk synsvinkel. Personligt opfatter jeg troen som en dør, man kan gå ind ad og få nye perspektiver på livet og døden og alt det midt imellem.
Døre er fascinerende. Det er nemlig sådan med døre, at de netop giver et nyt perspektiv på tilværelsen – man kan gå ind og ud ad døre, hvorved ens udsigt forandrer sig markant. Hvor der er en dør, er der et brydningsfelt mellem ude og inde, og en dør rummer altid forandringens mulighed i sig. Der sker noget, når man går gennem en dør. Troen har som dør en forandrende kraft i sig, der gør, at nyt og godt altid kan ske selv der, hvor man tror sig totalt fortabt – i forbindelse med livsomvæltninger som dødsfald, social nedgang og livsproblemer af allehånde slags.
Et samfund, der har svært ved at tåle fejl af sine indbyggere, trænger til tro.
Måske er det lige præcis der, troen har fælles fodslaw med håbet og kærligheden, disse tre, der aldrig kan verificeres, evidensbaseres eller kontrolleres, men dog alligevel udgør den vigtigste base for ethvert menneskeliv. I min erfaring er troen aldrig konstant og jævn, men altid i proces, ikke-eksisterende, skeptisk tvivlende, lille eller stor.
Men faktisk er dette fokus, tror jeg i hvert fald, på troens forskellige stationer ikke altid særligt frugtbar, fordi dette fokus i sig bærer kimen til et værre navlepilleri – er min tro nu god nok, stor nok, flot nok? Og nej, det er den sikkert ikke, min er i hvert fald ikke, men jeg er gået gennem troens dør og tænker, at det må bære alligevel. På trods. Så slipper jeg og omgivelserne, nok så vigtigt, for mine evige kvababbelser og navlebeskuende betragtninger om min generelle utilstrækkelighed i tilværelsen. I trosmæssig forstand er det nok mere frugtbart at være naglebeskuende end navlebeskuende.
Større perspektiv
Troen gør, at mennesket kan udfolde sig frit uden den i samfundet allestedsnærværende frygt for at tage fejl, sige fejl, gøre fejl; frygten for ikke at være om end ikke perfekt så dog optimal, den bedste udgave af sig selv, som det hedder, eller fejlfri i sine præstationer på studiet eller arbejdspladsen, i parforholdet og med børnene eller i fritidens jagt på ironmen og instagrammable lækkerhed. Fordi troen ved, at der er et større perspektiv på livet end det at klare sig godt i andres øjne og i (præstations)samfundets evigt nærværende øjne i form af de sociale medier; at man, når og ikke hvis man falder, falder i hænder større og rummeligere end ens egne små og på alle måder ret fedtede hænder.
Det er jævnligt set, at troen opfattes som et sutteklud, en erstatning for evnen til at tåle at se tilværelsen i øjnene uden filter. Sådan kan jeg ikke opfatte troen. Jeg tror, at troen giver mennesket rygstød og klippegrund til netop at se den uperfekte tilværelse lige ind i øjnene og omfatte det uperfekte med både håb og kærlighed. At noget nyt kan spire af det gamle, som, man ellers mente, var den meget un-instagrammable og pinlige ende på det hele.
Jeg kunne ønske mig, at flere ville se den åbne troens dør lige foran dem. Ikke for Guds skyld, bevar mig vel, og måske endda ikke for deres egen skyld, men for de andres skyld – fordi jeg tror, at troen kan stemme til et venligere blik på medmenneskets fejl og utvivlsomt store mangler og dets åbenbare fiaskoer. At den menneskelige automatpilots fordømmelse af det fejlbarlige menneske ned i samfundets dybeste og mest skamfulde helvede ikke var så nærliggende en reaktion, men i stedet for blev skjult af kærlighedens kåbe, som salmedigteren Thomas Kingo skriver det et sted.
Et samfund, der har svært ved at tåle fejl af sine indbyggere, trænger til tro. Det er forstemmende, at vi er ved at oparbejde et livssyn, hvor fejl ikke tåles, og hvor fejlfindingskulturen har stærke kår. Selvfølgelig skal man gøre sit bedste – så lutherske er vi vel, trods alt – men ikke på en måde, hvor fejl altid og uden undtagelse udskammes på samfundets store powerpointshow og fører til fornedrelse af det enkelte menneske.
Fejl er et vilkår
Vi har fået mennesker til at tro, at vi skal være ufejlbarlige, men som min gamle lærer utrætteligt (og upædagogisk) påpegede, er det os ikke forundt at være det. Det er et vilkår. Så vidt jeg kan bedømme, er det kun troen på, at der er en anden virkelighed, hvor håbet og kærligheden har førerpladsen, der kan redde os fra at perfektere os til en åndelig død. Fejl er et vilkår, men de er måske også nødvendige.
I dag skal en forsker f.eks. næsten kunne sige på forhånd, hvad resultatet af hendes forskning vil vise for at kunne få midler til undersøgelserne. At forskningen fører til, at det ikke kunne blive til noget, regnes ikke for et resultat. Men det er det selvfølgelig. Fejl er livsoplysende og frugtbare på deres helt egen og nødvendige måde. Det kan man leve med, når troen bærer.
Og PS: Da jeg nåede en såre voksen alder, gjorde min mor mig opmærksom på, at Svend var på natholdet på en lokal fabrik. Med den viden på et tidligt tidspunkt havde jeg været en nøgleoplevelse fattigere!
Denne kronik kan læses i sammenhæng med kronikken af tidligere Jehovas Vidne, Simon Nielsen Ørregaard, formand for Ateistisk Selskab, i Berlingske 22. december, hvor han fortæller, hvorfor han ikke tror på Gud.
