Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Sundheden drukner i bureaukrati

Sygehussektoren er blevet ufleksibel og ineffektiv, fordi den er båndlagt af overdrevne kontrolforanstaltninger. Konstruktiv kritik er blevet til kontrolmiddel bag ryggen på de ansatte med konsekvens i form af dårligt psykisk arbejdsmiljø og stress af frygt for sanktioner.

»Konsekvensen af regionernes centralisering af magten har forringet kerneydelsen i takt med, at kvaliteten af registrering er i top.« Arkivfoto: Scanpx Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vi har fået et sundhedssystem baseret på kontrol, mistillid og stress. Lægerne har fortsat det fulde ansvar, men ingen indflydelse. Lægerne forventes at udvise rettidig omhu, øge produktionen, overtage andre faggruppers funktioner og erhverve en række klinisk meningsløse kompetencer.

Efter oprettelse af De Danske Regioner er der sket en bureaukratisering med ansættelse af adskillige administrative embedsmænd og veluddannede funktionærer i magtens centrum til at styre hvad som helst uden nødvendigvis at have indsigt i hospitalernes daglige funktioner. De har indført eget fagsprog. Bureaukratisering kamufleres som effektivisering baseret på massiv kontrol, dokumentation, afkrydsningsskemaer, registreringer, indførelse af 104 standarder med flere hundrede indikatorer og kostbart stressende tidsrøvende akkrediteringssystem baseret på Den Danske Kvalitetsmodel (DDKM).

Sygehusene har indført styringsinstrumenter, hvor alt, hvad der afviger fra standarder, er kritisabelt, hvilket har medført selvcensur hos personalet af frygt for karrieren.

Man har effektivt knægtet ytringsfriheden. Kritikken rettes mod den ansatte, hvis enkelte målområder overtrædes.

Systemet er rigidt, idet virkeligheden flytter sig hurtigere end målpunkterne. To eller flere patienter med samme sygdom skal ikke altid behandles efter samme standarder.

Sygehussektoren er blevet ufleksibel og ineffektiv, fordi den er båndlagt af overdrevne kontrolforanstaltninger. Konstruktiv kritik er blevet til kontrolmiddel bag ryggen på de ansatte med konsekvens i form af dårligt psykisk arbejdsmiljø og stress af frygt for sanktioner. De, der ytrer sig bør anerkendes og ikke sanktioneres. En ny kultur, der bygger på tillid og ansvar, bør genindføres, så kvalitetsarbejdet flyttes fra skrivebordene i kvalitetsafdelingerne over i klinikken.

Læs også: Sygehuse advarer mod konsekvenser af stigende medicinudgifter

Indførelsen af DDKM har ifølge Ugeskrift for Læger kostet 375 millioner kroner plus tusindvis af medarbejdertimer. DDKM har gjort kvalitetsprocessen mudret, uoverskuelig og forringet kerneydelsen (patientbehandlingen) som følge af mindre tid til patientkontakt (målt til ca. 20 procent) og mindre koncentration om patienternes reelle problemer. Man skal for hver patient indtaste koder, registrere, dokumentere, krydse af, finde betalingstakster (DRG), påsætte diagnoser, ordinere undersøgelser og medicin, give nye tider og trække journaler frem.

Akkrediteringsprocessen har endnu ikke vist, at den betyder noget revolutionerende for den kliniske kvalitet i sundhedsvæsenet, men har krævet store ressourcer, som tages fra andre områder, hvilket i mange tilfælde har haft uheldige konsekvenser for patienter og medarbejdere.

Akkrediteringsprocessen er ikke vejen til, men i vejen for klinisk kvalitet.

Dog har indførelse af nogle relevante standarder med måling af vitale værdier som blodtryk, temperatur, vejrtrækning, iltmætning og bevisthedsniveau haft effekt, idet man tidligt opdager, om patienterne er kritisk syge, og man derfor kan sætte den relevante behandling ind. Desuden har relevante procedurer før operationerne vist sig nyttige.

Men vigtigheden af ovennævnte standarder bliver vægtet på samme niveau som de standarder og indikatorer, der benyttes, hvor det f.eks. kræves, at »Jens« på 17 år, som er indlagt til næste dag efter en mindre operation, skal have udfærdiget et skriftligt aflastningsprogram, for at han ikke skal få tryksår til næste dag. Statistisk set vil det ske om 400 år. En tidskrævende, sløvende proces, som afleder opmærksomheden fra vitale og relevante tiltag. Der findes adskillige lignende overflødige standarder.

Det, som politikerne og regionerne kalder kvalitet, drejer sig overvejende om registrering og dokumentation for, at de hundredvis af indikatorer bliver udført. Forbedret registrering forbedrer ikke patienternes helbred. Det har ikke meget med den kliniske kvalitet af patientbehandlingen at gøre, hvor kvaliteten baseres på god tid til patientkontakt, tid til at lytte og udvise forståelse og empati samt tid til undervisning,

Hvem har ansvaret for politikernes sundhedsfaglige beslutninger uden kompetent sundhedsfaglig opbakning, når det går galt? Mange eksempler kan nævnes. 1813-vagtordningen i Region Hovedstaden blev etableret på trods af mange fagligt kompetente advarsler og med nogen modstand fra Sundhedsstyrelsen. Et velfungerende vagtsystem passet af specialister i almenmedicin ( praktiserende læger) blev efter politisk beslutning erstattet af et system med sygeplejersker i den akutte telefonvisitation med mulighed for at tilkalde en læge, som ikke nødvendigvis er specialist inden for almenmedicin.

Læs også: Støttepartier vil gøre op med eksplosive medicinregninger

Visitation er en af de sværeste og farligste funktioner i sundhedsvæsenet, idet beskedne symptomer fra patienterne kan dreje sig om livsfarlig akut sygdom. Det går altid galt på et eller andet tidspunkt. Kompetent visitation af akutte patienter kan ikke læres på kursus, uden at man har set patienterne i de aktuelle sygdomssituationer. Det er da også ifølge dagspressen gået galt flere gange. Hvem har ansvaret? Hvem kan sagsøges? Kan den visiterende klare presset, når det går galt?

Konsekvensen af regionernes centralisering af magten har forringet kerneydelsen i takt med, at kvaliteten af registrering er i top. Patientkontakten og tiden til undervisning er faldet med ca. 20 procent. Patientforløbene er afkortet på bekostning af vigtige afslutningssamtaler. Der er lange ventetider på skadestuerne. Ressourcer bruges på administration. Der er flere utilsigtede hændelser og patientklager. IT-systemer i regionerne har svært ved at kommunikere over regionsgrænserne uden tidsrøvende procedurer.

De praktiserende læger og speciallæger står nu over for samme kostbare tidsrøvende processer som akkreditering, registrering, dokumentation og indberetning til databaser. De vil komme til at bruge ca. 20 procent mere tid pr. patient svarende til seks-otte færre patienter pr. dag. Lysten til at blive praktiserende læge er dalende, og mange unge læger vælger praksis fra. Nogle ældre kolleger giver op over for det meningsløse ekstra arbejde og afhænder deres praksis eller lukker. Det er et stort tab af klinisk kompetence erhvervet gennem mange år.

I fremtiden bør der ske en slankning af DDKM med fjernelse af de mange overflødige standarder og indikatorer. Beskæring af akkrediteringsprocessen bør effektueres, idet den står i vejen for den kliniske kvalitet. Kvalitetsarbejdet bør flyttes fra skrivebordene over i klinikken. Medbestemmelse og ansvar bør følges ad. Tilstrækkelig tid til patientkontakt er et must. Undlad at påføre de praktiserende læger og speciallæger den planlagte akkrediteringsproces, som har været til stor ulempe og skade for hospitalsvæsenet. De faglige rådgivere bør have aktuel klinisk erfaring og ikke rekrutteres blandt læger i administrative stillinger gennem så mange år, at de ikke har forudsætning for at vurdere det kliniske arbejde. IT-udstyr bør standardiseres til det samme i alle regioner og overvejende have klinisk kvalitet. Måske kunne man for at mindske bureaukratiet gøre regionerne upolitiske og reducere antallet af dem.

Det er efterhånden ved at gå op for de ansvarlige politikere, at de økonomiske omkostninger, det betydelige tidsspild og den forringede kliniske kvalitet ved indførelse af DDKM ikke er acceptabel. Man overvejer at udfase DDKM og indføre en slankere model nu i samarbejde med sundhedsvæsenets parter og aktører. Man bør i den sammenhæmg også undlade bureaukratisering af de praktiserende læger og speciallæger.