Forløbet omkring asylansøgerne i Stefanskirken viser nogle af de dilemmaer, en sognekirke kommer til at stå i, når den bliver inddraget i en asylpolitisk aktion, den ikke selv har været med til at forberede. Der er behov for, at Folkekirken formulerer en politik, afstikker nogle rammer, eller i det mindste udvikler et beredskab, som kan stå til rådighed i den slags situationer.

Jeg blev inddraget i processen omkring Stefanskirken, da menighedsrådet bad mig om at være deres talsmand, og jeg har som sådan haft anledning til at følge processen på nært hold. Lad det være sagt med det samme: Jeg er fuld af beundring over for den måde, Stefanskirkens præst og menighedsrådsformand tacklede situationen på, da asylansøgerne først var blevet installeret i kirken.

Den omsorg, der blev vist hver enkelt asylansøger under deres ophold i kirken har ifølge flere af asylansøgernes egne udsagn været med til at give dem mod på livet igen.

Sagen er bare at det ikke var for at modtage omsorg, men som et led i deres kamp for at opnå asyl, at de 11 iranere henvendte sig i Stefanskirken. Vi ville ikke være ærlige over for os selv, hvis vi som kirke lukker øjnene for den politiske dimension af en sådan aktion og blot forholder os rent pastoralt til den.

Det er ikke vanskeligt at få sympati for iranernes kamp for at opnå asyl. Der var for det første dem, som har været i asylsystemet umenneskeligt længe, fordi de ikke frivilligt turde rejse hjem til Iran, og fordi der ikke er en hjemsendelsesaftale, som muliggør en tvangsmæssig hjemsendelse. Man kan sagtens forstå logikken bag politikernes afvisning af at give ophold til folk, som over længere tid nægter at medvirke til deres udsendelse. Men på et tidspunkt får sagerne en sådan karakter, at der bare må findes en løsning. Det er ikke i orden at børn skal vokse op i asylcentre, fordi deres forældre ikke frivilligt vil rejse hjem.

Så var der for det andet dem, som var konverteret fra islam til en anden religion (kristendom eller bahai). En del af denne kategori af asylansøgere får afslag med henvisning til, at de må kunne praktisere deres tro i det skjulte i deres hjemland. Denne praksis er blevet kritiseret af UNHCR. En gruppe præster og lægfolk i Folkekirken har længe arbejdet på at få ændret praksis på dette område. Der var kort sagt grunde nok til at engagere sig i disse menneskers kamp for at blive set og forstået.

Problemet var imidlerid, at vi som kirke ikke blev inddraget i processen. Stefanskirken skulle levere scenen, alt det andet - kontakten til presse og politikere, det asyljuridiske arbejde osv. - skulle aktivisterne nok tage sig af. Processen omkring Stefanskirken har endnu en gang med al tænkelig klarhed vist, at denne rollefordeling ikke er holdbar.

Dette viste sig allerede i spørgsmålet om hvorvidt sultestrejke var et legitimt middel i kampen. Menighedsrådets udmelding var, at de ikke kunne tage ansvar for at have mennesker som sultestrejkede i kirken. Både fordi der er et sundhedsmæssigt ansvar forbundet med at huse en sådan gruppe, og - mere grundlæggende - fordi vi ikke anså sultestrejke for en argumentationsform som hørte til i kirken.

I sultestrejke truer man med sin egen død. Og truslen om at tage sit eget liv er i familie med truslen om at tage andres. Den instrumentaliserer døden og respekterer ikke menneskelivets ukrænkelighed. Måske er der situationer, hvor sultestrejke kan forsvares som middel til at kæmpe for andres liv, men som et middel til at opnå noget for sig selv er det vanskeligt at forsvare. Derfor var det en helt nødvendig melding fra menighedsrådet, at asylansøgerne måtte holde op med at sultestrejke eller forlade kirken. Men denne melding burde være givet på et tidligere tidspunkt. Det havde været en hjælp i sådan en situation, hvis der var en politik i Folkekirken som sagde, at kirkerum ikke må anvendes til sultestrejke.

Et andet punkt, hvor rollefordelingen viste sig problematisk, var i selve vores adgang til asylansøgernes sager. Menighedsrådet ønskede at en af Flygtningehjælpens asylrådgivere skulle være til stede, når præsterne skulle have deres første personlige samtale med de enkelte asylansøgere. På den måde ønskede vi at sikre, at vi fik et realistisk billede af den enkeltes asylsag. Modvilligt gik asylansøgerne eller aktivisterne ind på dette vilkår, men da en af asylrådgiverne viste sig at være af iransk oprindelse, gik processen i hårdknude, og det endte med, at Flygtningehjælpen måtte tilbagekalde sine medarbejdere.

Samtalerne blev gennemført. Men vi var nu afskåret fra at kunne sammenholde den beretning, vi fik af asylansøgerne, med de afgørelser, der var truffet i sagerne, og at få en uvildig asylvejledning. Hermed var vi reelt afskåret fra at kunne gå ind i en egentlig fortalervirksomhed i forhold til gruppen. Vi var helt overladt til asylansøgernes og aktivisternes egen opfattelse af deres situation.

Det netværk, som lægger navn til aktionen, kalder sig Tilflugt i Kirken, men i realiteten er det organisationen Asylret, som står bag. Jeg havde anledning til at drøfte tankerne bag aktionen med lederen af Asylret, Said Parvin. Han er kommunist, og det var tydeligt, at aktionens formål for ham ikke blot var begrænset til at skulle hjælpe enkelte asylansøgere, men også at fremme revolutionen. Da jeg spurgte en repræsentant for Asylret, hvorfor de som kommunister havde valgt at henlægge aktionen til en kirke, fik jeg ikke andet svar end at vi skulle være stolte over at være blevet fundet værdige til formålet. Med denne tankegang er kirken en del af problemet, og kun en del af løsningen i det omfang, den vil stille sig til rådighed som scene.

Det var tydeligvis langtfra alle de sultestrejkende (og sikkert heller ikke alle aktivister), som abonnerede på denne opfattelse af, at det hele sigtede mod en verdensrevolution. Nogle af dem var, så vidt vi kunne se, kommet ind i aktionen uden at have fået tilstrækkelig saglig information om deres situation og muligheder.

Mediemæssigt er en kirke en ideel ramme for en asylaktion. De 11 iranere var ikke ene om at sultestrejke. Omkring pinse var der mere end 80 sultestrejkende syrere og iranere fra asylcentrene i Sigerslev, Brovst og Sandholm, Jelling og på et asylcenter på Langeland. Men det var de 11 iranere i Stefanskirken, som fik pressebevågenhed, fordi en kirke på Nørrebro er en mere spektakulær ramme for en sultestrejke end en parkeringsplads foran asylcentret.

Så kan man selvfølgelig spørge: Er det ikke godt, at kirken er med til at fremme deres chancer for at få asyl, selv om det sker på en lidt bagvendt måde? Svaret er nej! Det er en forkert sejr for en rigtig sag. For ved at skabe rammer for den slags aktioner er vi samtidig med til at skabe en konfronterende atmosfære, som vil gøre det endnu vanskeligere for alle de andre asylansøgere at blive hørt.

Det er frustrerende at skulle se i øjnene, at vi som kirke har været med til at styrke jungleloven snarere end at præge og påvirke den omhyggelige sagsbehandling i et gennemsigtigt retssystem.

Vi kan efter min opfattelse ikke leve med den rollefordeling mellem kirke og asylaktivister som aktionerne i Brorsonskirken og Stefanskirken er udtryk for. Men vejen frem er ikke bare restriktioner. Det handler om, at vi som kirke bliver bedre til selv at sætte dagsordner for de tiltag, vi lægger hus til.

I Finland har den lutherske kirke formuleret en vejledning til, hvordan en lokal sognekirke bør handle, hvis der kommer en gruppe asylansøgere til kirken og beder om at få lov at opholde sig der. I Tyskland har bevægelsen Asyl in der Kirche formået at skabe politisk debat omkring konkrete asylproblematikker, fordi de havde et mandat fra den officielle kirke at arbejde på.

Det vil uden tvivl være en meget vanskelig opgave for Den danske Folkekirke at formulere en politik på dette område, men måske det kunne lade sig gøre med inspiration fra nogle af vore nabolande at skabe nogle tydeligere rammer eller i det mindste at etablere et beredskab, som skal kunne gå ind og rådgive og støtte sogne som går sådan en proces igennem.

Hvis ikke Folkekirken vover sig ud i denne balanceakt, vil udefrakommende asylaktivister igen kunne anvende en lokal sognekirke som scene.