Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Studerende skal lære at sætte et punktum

På universiteterne har der længe været tradition for, at længden af studiet altid kunne udskydes efter forgodtbefindende. Nu starter forhandlingerne om en reform af fremdriftsreformen. Men målet står fast: De studerende skal igennem deres studier på normeret tid.

Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: ERIK REFNER
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kom med på et lille tankeeksperiment: En jurist ansat på et prestigefyldt advokatkontor får en ny opgave udstukket af sin overordnede. Opgaven er sat til at tage 100 arbejdstimer. Kunne man forestille sig, at juristen replicerede til sin overordnede: »Hvis jeg lige får 20 timer mere, bliver resultatet bedre!«

Nej, sådan et svar ville være uhørt. For kunden, der har bestilt opgaven, skal bruge advokatens løsning på et bestemt tidspunkt og kan ikke vente for evigt. Og prisen, som er aftalt med kunden, kan ikke pludselig skrues en femtedel i vejret. Desuden står der andre opgaver i kø på advokatkontoret og venter på, at advokaten får tid til at kaste sig over dem.

Til gengæld ved kunden, at der er afsat en tidsramme på 100 arbejdstimer, og resultatet kommer til at afspejle, hvad der kan nås på den tid.

I den virkelighed, der hersker på arbejdsmarkedet, er tidsrammer ikke noget, man kan skrue på efter forgodtbefindende. For at samfundets processer hænger sammen, bliver alle, der agerer, nødt til at holde sig til de tidsrammer, der er aftalt. I vores uddannelsessystem er der i dag en anderledes virkelighed. »«

På vores videregående uddannelser, især på universiteterne, har der længe været tradition for, at længden af studiet altid kunne udskydes efter forgodtbefindende. Hvis den studerende havde lyst til at skrue op for sit studiejob i en periode, kunne studielivet til gengæld blive skruet ned. Hvis man havde lyst til at tage en pause og tage på en lang ferie, kunne man udskyde sine fag og eksaminer til næste semester. Og hvis man syntes, at det speciale, man arbejdede på, kunne blive bedre af, at man brugte et helt i stedet for et halvt år på at skrive det, kunne man gøre det.

Jeg lytter til studerende, der mener, at den fremdriftsreform, der er blevet indført på de videregående uddannelser, kun fører til lavere kvalitet. I den seneste tid har jeg gennemført samtaler med uddannelsesinstitutionerne, og i dag påbegynder jeg forhandlingerne om en ændret fremdriftsreform. For den alt for rigide form, reformen er blevet indført på, har ført til for mange uhensigtsmæssige regler. Vi skal af med de centrale regler og det unødvendige bureaukrati, og de enkelte uddannelsesinstitutioner skal have mere frihed til selv at tilrettelægge deres uddannelser og stille de mest hensigtsmæssige krav til de studerende.

Men målet med fremdriftsreformen står fast, og jeg holder fast i det: De studerende skal i højere grad end i dag igennem deres studier på normeret tid – det er der bred politisk enighed om. De uendeligt lange studietider, vi har set, skal høre fortiden til. Og ja – det betyder, at man som studerende har mindre tid til rådighed til at fordybe sig i dele af sit studium. Men sådan er virkeligheden ude på arbejdsmarkedet også.

Det kan være svært at sætte det sidste punktum i et spændende speciale, der skal afrunde et langt studium. Ville specialet blive bedre, hvis man havde ti måneder til at skrive det i stedet for seks? Ja, det ville det måske. Men det er jo ikke det, man bliver målt på. Der er sat en tidsramme for specialet, og det, den studerende bliver bedømt på, er, hvad han eller hun evner og præsterer inden for den tidsramme.

Det er det, som er kunsten; at kunne nå en given opgave inden for en afgrænset periode.

Valgte vores førnævnte advokat alligevel at bruge 20 timer mere på den opgave, hans overordnede havde udstukket, ville det ikke blive modtaget godt: Han får en utilfreds kunde ud af det, for opgaven ville blive løst senere end aftalt. Desuden ville den blive 20 procent dyrere end aftalt.

Chefen ville også blive utilfreds, for det ville have den konsekvens, at de næste opgaver, der ventede på advokaten, også måtte udskydes. Faktisk kunne advokaten let blive fyret, fordi han ikke lever op til de krav, der blev stillet.

Jeg lytter til studerende, der efterspørger, at deres studier får erhvervsrelevans og større tilknytning til arbejdsmarkedet, så de lettere kan få job efter endt studieliv. Det er også derfor, regeringen opfordrer alle uddannelsesinstitutioner til at tænke i, hvordan deres udbud bliver mere praksisnære.

Fremdriftsreformen, i den justerede form vi for øjeblikket forhandler om, vil snarere være en hjælp i den mission end en modstand. Reformen vil – også i en justeret form – betyde, at der bliver stillet større krav til de studerende, end de har været vant til. Og kan de ikke leve op til deres studiums krav, kan de risikere at blive smidt ud. Nøjagtig som det ville ske på arbejdsmarkedet. Formår de studerende at tage de nye krav til sig, vil de også have lettere ved at leve op til arbejdsmarkedets krav.

Fremdriftsreformen har medført masser af problemer. Dem vil vi løse ved at lave reformen om. Men fremdriftsreformen har også sat fokus på, at vores studerendes forhold til tidsforbrug er kommet helt ud af proportioner.

I forbindelse med en debat i september hørte jeg formanden for Danske Studerendes Fællesråd, Yasmin Davali, forklare i DR2 Morgen, at det er et problem, at fremdriftsreformen gør, at der »ikke er plads til, at studerende har behov for lidt ekstra tid til at forstå stoffet, hvis det er svært, og den giver ikke plads til, at man kan have en hverdag, hvor man også skal passe andre ting.«

Jeg vil gerne opfordre alle landets studerende til at spidse ører, når jeres studievejleder forklarer, hvad der kræves af jer. Det er vigtigt, at I lever op til det, men til gengæld behøver I ikke levere 120 arbejdstimer, hver gang studiet efterspørger 100. Lær at sætte punktum. Vær tilfreds med, at I bliver så dygtige, som I kan, på den tid, der er afsat. Det er tankevækkende, at flere undersøgelser viser, at alt for mange studerende rammes af stress, og jeg vil gerne opfordre de studerende til at overveje, om en del af det pres, de mærker, skyldes deres egne krav til konstant at levere mere og bedre. Min personlige fornemmelse er, at en del af den udbredte stress kan afværges ved, at de studerende bliver bedre til at afrunde arbejdet og gå videre til næste opgave.

Til gengæld gør det ingen skade at skrue ned på andre aktiviteter i den periode, man studerer. Hvis man gerne vil dygtiggøre sig og opnå sine bedste resultater, bør man fokusere. Men når jeg hører om studerende, der føler sig presset af, at de også skal nå deres fitnesstræning, studiejob, byture, venner, familie og også holde fri, tænker jeg, at hvis det virkelig er så hårdt at leve op til fremdriftsreformens krav om at passe sit studium, bør man som studerende se nærmere på mængden af krav, man stiller til sig selv og sortere ud i de unødvendige.

Som studerende har du et bestemt stykke tid til rådighed til at gennemføre studiet. Det er dig, der bestemmer, hvordan den skal udnyttes bedst.