Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Stor usikkerhed om udstationeringsskat

Bo Sandemann Rasmussen: Det store problem med de nye regler for beskatning af udstationerede fra danske virksomheder er, at Skatteministeriet næsten intet erfaringsgrundlag har for sine konsekvensberegninger. Det kan gå ud over jobskabelsen.

Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Afskaffelsen af §33A i ligningsloven i forbindelse med sommerens skattereform har vakt en del røre i erhvervskredse, hvor man mener, at Skatteministeriet har overset en række uheldige konsekvenser af, at udstationerede medarbejdere ikke længere kan få lempelse i indkomstbeskatningen i Danmark. Erhvervsorganisationer og flere toneangivende virksomheder, der i stort omfang anvender udstationering af medarbejdere, har fremført, at de nye regler væsentligt forringer konkurrenceforholdene for danske virksomheder ved at fordyre udstationeringer. Samtidig kritiseres Skatteministeriets beregninger af, hvad afskaffelsen af §33A betyder for skatteprovenuet og beskæftigelsen, ved helt at se bort fra, at ændringerne vil give en betydelig reduktion i antal udstationeringer, hvorved en del jobs i støttefunktioner i virksomhedernes danske afdelinger vil falde bort. Er der belæg for de synspunkter, erhvervsorganisationerne og de berørte virksomheder fremfører, eller er de blot i gang med et lobbyarbejde for at forhindre, at en skattebegunstigelse bortfalder?

Lad det være helt klart: §33A er en form for erhvervsstøtte til de virksomheder, der anvender udstationering af medarbejdere, og det er også helt legitimt, at man i en skattereform vælger at se på, om man kan skaffe en del af finansieringen af en lettelse i beskatningen af arbejde fra en reduktion af en sådan erhvervsstøtte. Det skete ved skattereformen fra 2009, hvor man f.eks. fjernede en række momsfritagelser og begrænsede forskellige særordninger for erhvervene. Det afgørende er, at man vælger at reducere erhvervsstøtten på en måde, der ikke hæmmer jobskabelsen alt for meget. Hvordan skal man så beregne konsekvenserne af at reducere erhvervsstøtten (eller for den sags skyld andre finansieringskilder i en skattereform)? I Skatteministeriet (som benytter samme beregningsmetoder som Finansministeriet) beregner man den såkaldte »varige provenueffekt«, som er en slags langsigtet effekt, der vil udmønte sig, når alle tilpasninger til skatteændringen har fundet sted, og der i øvrigt er fuld beskæftigelse. Det betyder, at såfremt skatteændringen undervejs fører til tab af jobs som følge af forringet konkurrenceevne, så forudsættes det, at de mennesker, der bliver arbejdsløse, finder nye jobs igen. Det er en helt plausibel antagelse på lang sigt og er helt i tråd med, hvordan man beregner effekten af f.eks. en forhøjelse af beskæftigelsesfradraget, der øger arbejdsudbuddet: Det øgede arbejdsudbud giver umiddelbart ikke flere jobs, men på sigt må det forventes, at de pågældende finder beskæftigelse (bl.a. fordi det øgede arbejdsudbud vil moderere lønudviklingen og dermed øge konkurrenceevnen).

Imidlertid er det ikke alle elementer i en skattereform, man kan beregne konsekvenserne af med lige stor præcision. Her er det springende punkt, om der eksisterer et solidt erfaringsgrundlag, man kan basere sine beregninger på. Når det drejer sig om velkendte ændringer i indkomstskattesystemet – som en forhøjelse af topskattegrænsen eller beskæftigelsesfradraget – har Skatteministeriet et solidt erfaringsgrundlag til at beregne effekterne på arbejdsudbud og skatteindtægter. Omvendt vil usikkerheden være betydelig, når man skal beregne konsekvenserne af skatteændringer, hvor man nærmest intet erfaringsgrundlag har til at forudsige, hvor meget det påvirker arbejdsudbud og skatteindtægter. Det er præcis her, vi står, med afskaffelsen af §33A. Der findes ingen modeller for, hvad en sådan afskaffelse vil betyde for, hvor mange af de ingeniører mm., som ikke længere kan udstationeres på de gunstige vilkår, fravælger Danmark som arbejdssted og finder arbejde i andre lande. Når man således står over for meget usikre beregninger, bør god embedsførelse tilsige, at man i forsigtighedens navn i hvert fald ikke undervurderer det antal personer, der kan forventes at vælge at arbejde udenfor Danmarks grænser som følge af regelændringerne. Konkret vurderer Skatteministeriet, at det vil dreje sig om så få personer, at man kun mister 50 mio. kr. i årligt (varigt) skatteprovenu, og det er meget vanskeligt at se det tal som et forsigtigt skøn – det faktiske tal kan sagtens blive væsentligt større. Problemet er bare, at der næppe er nogen, der med særlig stor præcision kan beregne den langsigtede betydning af afskaffelsen af §33A for arbejdsudbud og skatteindtægter, og netop derfor bør man fra ministeriel side være meget forsigtig med hvilke provenumuligheder, der forudsættes at ligge i en sådan afskaffelse. Den usikkerhed kunne reduceres ved at vælge et alternativt og mindre usikkert finansieringselement end afskaffelsen af §33A. Erhvervsorganisationernes kritik af Skatteministeriets skøn er imidlertid næppe så fokuseret på, hvad der sker på den lange bane. De ser mere på, hvad afskaffelsen af §33A betyder for konkurrenceforholdene og jobskabelsen her og nu. I den forbindelse er der foretaget en række undersøgelser af, hvad de nye regler vil betyde for de berørte virksomheder. De tyder på, at der på kort sigt kan forventes ganske betydelige reduktioner i støttefunktioner for de udstationerede medarbejdere, og størrelsesordener som 3.000 mistede jobs har været fremført. Selvfølgelig skal man være klar over, at de adspurgte virksomheder kan have en strategisk interesse i ikke at undervurdere størrelsen af jobtabet, men selv med en korrektion herfor, vil det formentlig være sådan, at afskaffelsen af §33A isoleret set reducerer beskæftigelsen i den nærmeste fremtid. Det er derfor vigtigt at supplere Skatteministeriets beregninger af de »varige effekter« af ændringen i beskatningen af udstationerede med beregninger af sådanne beskæftigelseseffekter, uanset om de på længere sigt opsuges af tilbagevenden til en situation med fuld beskæftigelse.

Det er derfor tvivlsomt kun at se på de varige effekter af en skattereform. Især i en situation, hvor jobskabelse her-og-nu har en høj politisk prioritet, bør der tages hensyn til, om der er risiko for, at dele af skattereformen fører til tab af jobs på den korte bane. Derfor er erhvervenes bekymring for, om tabet af konkurrenceevne vil føre til tab af danske jobs, noget man også i Skatteministeriet (eller andre steder i regeringsapparatet) bør inddrage i reformovervejelserne. Ideelt set burde man fra ministeriel side initiere et analysearbejde, der kunne afdække størrelsesordenen af de konkurrenceevneproblemer, erhvervsrepræsentanterne peger på. Det er også blevet påpeget fra ministeriel side, at alt dette skal ses i en større sammenhæng, hvor man gennem skattereformen skaffer næsten 16.000 flere i jobs og øger skatteindtægterne med næsten tre mia. kr. årlig. Det er sådan set korrekt, men alternativet til at afskaffe §33A er jo ikke af aflyse hele skattereformen, men at finde en alternativ finansiering på de ca. 250 mio. kr., der varigt kommer fra afskaffelsen af §33A. Der gives årligt erhvervsstøtte for over 20 mia. kr., og det skulle formentlig være muligt at finde 250 mio. kr. herfra, som man kan afvikle, uden det har samme uheldige virkninger på konkurrenceforholdene og dermed beskæftigelsen på den korte bane. Der skal således lyde to opfordringer til Skatteministeriet herfra. For det første bør man være særligt forsigtig med beregninger af varige provenueffekter, når man ikke har et solidt erfaringsgrundlag til at underbygge beregningerne. For det andet bør man også være villig til at se på, om der sker noget på den korte bane, der modarbejder den udvikling, man basalt set ønsker at fremme. Dette ville også klarlægge, om timingen i de forskellige reformforslag virker hensigtsmæssig og forhåbentlig give en bedre forståelse for den førte reformpolitik.