Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Stor opbakning til public service

Mogens Jensen: Folketingets partier har forskellige syn på sagen, men i kølvandet på sidste uges public service-høring hersker der ingen tvivl om, at der også i fremtidens mediebillede vil være brug for DR og TV 2s regioner – uanset hvilke platforme vi seere anvender.

Der var et dygtigt fremmøde i Berlingske Tidendes foredragssal på dansk public service-fjernsyns premieredag 2. oktober 1951. Og selv om der i fremtidens – og nutidens – medievirkelighed mildt sagt er mange flere tilbud til seerne, skal og vil public service-stationerne fortsat spille en central rolle, mener Socialdemokraternes medie­ordfører, Mogens Jensen. Foto: Poul Petersen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Folketinget afholdt i sidste uge en høring om public service. Og på trods af, at optakten til høringen har været, at større danske dagblade har udset sig DR og TV 2-regionerne som prügelknabe for dagbladsbranchens øjeblikkelige krise, viste høringen solid politisk opbakning til de fælles finansierede public service-medier i Danmark. Det ville da også være mærkeligt andet.

Det er jo ikke lang tid siden, at alle partier i Folketinget, bortset fra LA, indgik et medieforlig der netop manifesterede bred politisk enighed om, at vi i Danmark har et fornuftigt medielandskab med såvel gode offentlige public service-medier som gode private publicistiske medier. Et medieforlig, der bl.a giver et stærkere TV-tilbud til danske børn på DR og giver TV 2-regionerne mulighed for at styrke den lokale og regionale TV-dækning.

Selvfølgelig var og er der blandt medieforligspartierne ikke enighed om alle detaljer i forliget, bl.a. i relation til DR, men den grundlæggende brede opbakning til DR, TV 2 og TV 2-regionerne som stærke public-service-institutioner, har været der gennem alle årene og altså også i det seneste medieforlig.

Hverken dagbladene eller de private kommercielle TV-medier formåede da heller ikke på Folketingets høring at sandsynliggøre, at DR har stjålet hverken læsere eller seere fra mediemarkedet. Og det med god grund. For fakta er, at DR i dag fylder mindre i mediebilledet end tidligere, fordi der er kommet mange andre tilbud til borgerne. F.eks. er DR1s seerandel faldet fra 36 pct. i 1992 til 21,6 pct. i 2013. Samlet set ligger seerandelen for alle DRs kanaler på 29 pct. Danskernes brug af DRs internetsider har ligget på samme niveau i flere år. Licensen har også ligget på samme niveau i utroligt mange år. Sidst, den blev ændret, var i 2004, og der blev den sat ned.

Så hvorfor er det lige, at DR skal have tæsk af dagbladene og de private kommercielle TV-selskaber, når man faktisk har en mindre andel af »markedet« i dag og samme licensniveau.

Ja – for de kommercielle udenlandske TV-selskaber handler det selvfølgelig om ren profit. Jo flere bånd, de kan lægge på DR, desto mere marked er der for dem og dermed større indtjening. Så de vil altid have en interesse i at modarbejde DR, og for den sags skyld TV 2, og vil bl.a. gerne forhindre, at DR har et nutidigt tilbud til de unge. Disse selskaber tager ingen kulturpolitiske hensyn. Her handler det om penge til aktionærerne, og det er fair nok. Det er bare ikke det, der skal styre medietilbuddet til danskerne.

At nogle større dagblade har set sig sure på DR, kan være lidt sværere at forstå. For ingen kan for alvor tro på, at en indskrænkning af DRs hjemmeside kan løse dagbladenes udfordringer med at få en forretningsmodel på plads for betalte nyheder på nettet. Hertil er trafikken på dr.dk alt for lille, og alle ved også, at dagbladenes reelle konkurrenter er Google og Facebook m.v., som opsuger de reklamekroner, der tidligere gik til dagbladene.

Men forklaringen er nok, at nogle af de store dagblade har forelsket sig i DRs licenskroner og formentlig regner med at kunne få andel i dem, hvis man besværer sig nok over DR og kan få nogle politikere med på vognen. Og jeg som troede, at de frie, private medier med Jyllands-Posten i spidsen, var så kede af al den støtte, de modtager, og som »tvangsbinder« dem til staten. Men nu vil de så åbenbart også have andel i licensmidlerne.

Jeg synes, det var langt mere fornuftigt, hvis de danske medier, såvel offentligt ejede som privatejede, arbejdede sammen om at gøre de danskejede medie­tilbud mere attraktive fremfor at modarbejde hinanden. Jeg har f.eks. meget forståelse for Lisbeth Knudsens idé om en fælles såkaldt kioskløsning, hvor der skabes en let og overskuelig platform for at købe medieindhold. Det ville appellere til mange, ikke mindst unge, som vi har set det med streamingløsninger inden for musik og film/TV. Men her må initiativet nødvendigvis komme fra dagbladene selv.

Jeg mener også, at der er behov for et offentligt og privat samarbejde om at lægge maksimalt pres på de store selskaber bag Google m.fl. for at forpligte dem på at bidrage til at finansiere den indholdsproduktion, som de i dag lever af, men reelt får gratis. Det må nødvendigvis ske gennem EU, men også her burde dagbladene stå sammen med DR fremfor at ville strides.

Venstres Michael Aastrup Jensen ønsker sig efter public service-høringen et . Han mener, at DR er gået kanalamok og med sine seks TV-kanaler har mange flere end de øvrige nordiske lande. Det er for det første ikke rigtigt. F.eks. har SVT i Sverige fem kanaler og YLE i Finland samt NRK i Norge hver fire kanaler. For det andet fylder DR langt mindre end de nordiske søsterinstitutioner. Således er NRKs seerandele 41 pct., SVT har 36 pct., mens DR har 29 pct.

Så gad vide, om hans serviceeftersyn skal handle om, hvordan DR får hævet sin seerandel til 41 pct. i fremtiden?

Aastrup kan have ret i, at også DR er udfordret af de nye streamingtjenester som Netflix. Mange flere vil i fremtiden selv bestemme, hvornår de vil se film og TV-programmer uafhængigt af TV-stationernes sendeplaner.

Men uanset hvad vil der også i en fremtid, hvor VOD (video on demand) vinder frem, være brug for et stærkt DR, der kan producere og indkøbe programmer af høj kvalitet, som kan stilles til rådighed for danskerne – uanset hvilke platforme, de anvender.