Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Stop det virkelighedsfjerne uddannelsessystem

Masseuddannelserne skal gøres relevante for arbejdslivet. Det vil være godt for virksomhederne, men i lige så høj grad en fordel for de studerende.

Alexander Grandt Petersen, Formand for Danmarks  Socialdemokratiske Ungdom Fold sammen
Læs mere

Nu skal det være slut med virkelighedsfjerne universitetsuddannelser. Vi uddanner os for at få et arbejde. Den balance skal tilbage i uddannelsessystemet.

Der er i den grad plads til forbedring af det danske uddannelsessystem. Udfordringerne tårner sig op og kvaliteten er alt for ringe. Selvom enhver kan sige sig selv, at nedskæringer på 8,7 milliarder ikke ligefrem gør et middelmådigt uddannelsessystem bedre, så er det ikke et pengemæssigt ærinde, jeg er ude i. Mit spørgsmål er ganske enkelt. Ville vi virkelig skabe det uddannelsessystem, vi har i dag, hvis vi startede forfra?

Næppe. I dag uddanner vi for få. Vi uddanner forkert. Og vi uddanner for dårligt. Hvis vi ikke tager udfordringerne alvorligt, så har vi meget snart et arbejdsmarked, der står med en voldsom mangel på den rigtige kvalificerede arbejdskraft.

I Danmark har vi skabt en ond spiral, der sender tusinder af elever fuldstændig ukritisk ind på vores almene gymnasier, for derefter at optage en tredjedel af en ungdomsårgang på lange universitetsuddannelser. Mange af dem på uddannelsesretninger, vi ikke har brug for. Det er ikke ligefrem på ingeniørstudierne, at adgangskravet sprænger karakterskalaen. Desværre.

Der findes ingen snuptagsløsninger eller småjusteringer i forsøget på at omkalfatre vores uddannelsessystem og gøre op med prestigetabet på erhvervsuddannelserne. Det kan ikke bare løses med småjusteringer i bekendtgørelserne eller tilpasning af taxametersystemet. Uddannelsessystemets udfordringer kræver politikere, der iværksætter reformer som forandrer systemet helt grundlæggende.

Vi løser ikke bare problemerne med flere penge, nye didaktiske metoder og større metodefrihed, som folk i uddannelsesverdenen ofte efterlyser. Omvendt er den borgerlige åbenbaring om konkurrence, eliteklasser og private aktører langt værre end status quo. Svaret findes heller ikke midtimellem. I stedet skal vi vende uddannelsessystemet på hovedet.

Jeg mener, at vi igen skal have gjort masseuddannelserne relevante for arbejdslivet. Det vil være godt for virksomhederne, men i lige så høj grad en fordel for de studerende.

På 20 år er virkeligheden i de studerendes uddannelsesvalg vendt op og ned. Nicheuddannelser på universiteterne er i dag blevet store masseuddannelser.

Her udklækker vi unge universitetsstuderende uden så meget som et krav om virkelig erfaring fra det pulserende arbejdsliv. Det mener jeg er problematisk. En reform af det samlede uddannelsessystem må grundlæggende handle om at sikre, at alle unge får en uddannelse der faktisk kan bruges til noget bagefter. Derfor bør vi styrke erhvervsuddannelserne og på vores universiteter skal man tage ved lære af den helt unikke måde, hvorpå vi i Danmark uddanner faglært arbejdskraft.

Det vekselsystem, vi kender fra erhvervsuddannelserne, hvor lærlingen er henholdsvis i skole og på lærepladsen, er efter min overbevisning et af de bedste i hele verden. I Danmark bryster vi os også af at have de dygtigste smede, elektrikere, procesoperatører og jeg kunne blive ved. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det skyldes de praktiske erfaringer fra lærepladsen. Det burde være en kæmpe inspirationskilde for vores videregående uddannelser, for der er brug for praktik og virkelighed mellem de alenlange teoretiske tekster.

Og det er ikke bare det læringsmæssige i vekselvirkningen mellem skole og praktik, der er god på erhvervsuddannelserne. Tag bare en lærlings forpligtelser sammenlignet med en universitetsstuderendes. Har du først fået dig en læreplads, så er det op om morgenen og på arbejde alle hverdage. Sygdom skal meldes til mester, så torsdagsdruk ikke bare ender i fredagspjækkeri – for så falder hammeren. Dine kolleger regner jo med dig. For erhvervsskoleeleverne er der klare forventninger, mens ambitionsniveauet på universiteterne ikke rækker til mere end et par mødedage om ugen. Det er da alt for ringe.

I lande som Østrig og Holland er erhvervsuddannelserne det mest populære valg blandt de unge. Sådan skal det også være i Danmark. Uddannelserne skal have et økonomisk rygstød, men prestigen skal også i vejret. Det er da paradoksalt, at store virksomheder som Danfoss, Grundfos og Haldor Topsøe efterlyser dygtige unge lærlinge samtidig med, at vi kaster flere og flere penge efter at uddanne et nyt studenterproletariat, der aldrig kommer videre efter gymnasiet. Det er spild af penge og dårlig brug af ungt talent at skalte og valte med skattekronerne på den måde.

Skal vi hæve prestigen, er jeg overbevist om, at vi skal have ændret på optagelsessystemet på de videregående uddannelser, så erhvervsskoleelever med erhvervserfaring kommer foran gymnasieelever med styr på Sokrates. Det siger næsten sig selv, at maskinmestre, ingeniører og arkitekter, der samtidig har relevant erhvervskompetence, også har en langt mere helstøbt viden og forståelse for det, de nu skal til at lære. Danskere med lange uddannelser bliver simpelthen dygtigere af at have været faglærte først.

Vi kan styrke vores erhvervsuddannelser ved at sikre, at også unge fra ressourcestærke og uddannelsesvante hjem vælger erhvervsuddannelserne til. Og vi kan skabe dygtigere akademikere, hvis de studerende på universiteterne også har en relevant praktisk erfaring. Det nuværende optagelsessystem er den største motor i eroderingen af vores uddannelsessystem, fordi systemet ikke forholder sig til andet end boglige karakterer fra gymnasiet.

Optagelsessystemet er første skridt. Hvis arbejdslivet skal være det styrende for uddannelsessystemet, må vi også få indført vekselvirkning på bacheloruddannelserne, som vi kender det fra erhvervsuddannelsessystemet. Det betyder, at de studerende i fremtiden skal have en praktikplads og udføre et egentligt stykke arbejde i relation til deres uddannelse. Jeg mener kun. det vil være en styrkelse af vores uddannelser, at den studerende kan omsætte forelæsningerne til praksis.

Det universitet, vi kender i dag, er skabt i en tid med få universitetsuddannelser og langt færre studerende. Nok er universiteternes forskningsmiljøer imponerende, men masseuniversitetet skal ikke have ph.d.-stipendiatet som endemål. Vi går på universitetet for at få et arbejde, og det skal uddannelserne også afspejle. Hver uddannelse kræver sin egen model, men grundskelettet må være et system, hvor de studerende skiftevis er i skole og i praktik.

Der er dem, der mener, at uddannelse har et formål i sig selv. At vi ikke skal skele så meget til, hvad erhvervslivet efterspørger. Det mener jeg er en fejlopfattelse af, hvorfor vi uddanner os.

Ethvert menneske har brug for kompetencer til at klare sig på arbejdsmarkedet. Det er nøglen til at forsørge sig selv og skabe en tilværelse med frihed og muligheder.

På den ene side oplever vi en stigende dimittendarbejdsløshed blandt akademikere og samtidig ser vi større og større mangel på faglært arbejdskraft. Det kræver politisk handling og forvandling af vores uddannelsessystem. Det kommer til at være en svær opgave at vende op og ned på systemet.

Uddannelseseliten kommer ikke bare til at klappe i hænderne over udsigten til, at murersvenden kommer foran gymnasiernes 12-talselever eller at praktik kan være lige så vigtig som teori. Reaktionær modstand mod forandring af vores uddannelser er velkendt, men ligger vi under for modstanden, løser vi ikke udfordringerne.