Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Stil krav til alternativ behandling

Kirsten Hansen: Alternativ behandling er i bedste fald vildledning og måske spild af tid og penge. I værste fald er det direkte farligt, enten pga. bivirkninger eller fordi patienterne ikke får den konventionelle behandling, de burde have.

Tegning: Lars Andersen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er langtfra nogen hemmelighed, at alternativ behandling er utroligt populært i Danmark. Man skal bare åbne det første det bedste dameblad, som bugner af diverse alternative anbefalinger, eller gå en tur forbi boghandleren, hvor bøger som Kernesund Familie i alskens varianter bliver revet ned fra hylderne. Eller prøv at spørge i din omgangskreds, hvor mange der har prøvet alternativ behandling. Der vil sandsynligvis være nogen, hvis ikke mange.

Opgørelser over brugen af alternativ behandling i Danmark viser nemlig, at næsten halvdelen af den voksne danske befolkning har brugt en form for alternativ behandling på et tidspunkt i deres liv. Dertil kommer, at alternativ behandling også i højere grad end tidligere har opnået anerkendelse blandt politikere og beslutningstagere, hvilket naturligvis ikke er overraskende, når man tager det store antal brugere i betragtning. Alt i alt har udviklingen medført, at alternativ behandling er blevet mere og mere integreret i det offentlige sundhedsvæsen. Fx bliver akupunktur tilbudt på mange hospitaler og mange praktiserende læger tilbyder akupunktur eller henviser deres patienter til akupunkturbehandling.

Derfor er det naturligvis oplagt at stille spørgsmålet »virker det?« Svaret på det spørgsmål afhænger i høj grad af, hvem man spørger. De alternative behandlere og brugere mener selvfølgelig at svaret er »ja«. Det hævdes fx ofte, at akupunktur må have en effekt, fordi det har eksisteret i flere tusind år. Hvis det ikke havde nogen effekt, ville behandlingen være uddød. Eller der henvises til, at brugeren oplever en effekt af en behandling, eller at behandleren har en oplevelse af, at klienterne bedres som følge af behandlingen.

Selv om begge argumenter intuitivt synes overbevisende, er sagen alligevel ikke så oplagt, hvis vi bruger et øjeblik på at overveje, hvilke betingelser, der skal være opfyldt for at argumenterne er holdbare. Er det fx rimeligt at tro, at folk skulle være i stand til at tilpasse deres 'sundhedsindkøb' til, hvad der er klinisk effektivt? Det er givetvis rigtigt, at folk kan tilpasse deres valg til, hvad der er effektivt, hvis målet er højere livskvalitet eller mindre smerte, men det er næppe sandsynligt at tro, at folk er i stand til at forudsige, om et andet indkøb også ville have være effektivt eller ville have haft en større effekt eller om indkøbet var unødvendigt, fordi brugeren ville have være spontant helbredt uden behandling.

Som forbrugere mangler vi simpelthen den nødvendige information til at kunne udvikle præferencer, som sikrer at det kun er de klinisk effektive behandlinger, der overlever og bliver udbudt. Derfor er en behandlingsoverlevelse ikke i sig selv nogen garanti for en klinisk effekt af behandlingen.

Sagen er ikke meget anderledes i forhold til argumentet, der henviser til oplevelsen af bedring. Igen har behandleren eller brugeren brug for viden om, hvorvidt klienten også ville have haft gavn af en anden behandling eller af ingen behandling. Men den viden har de ganske enkelt ikke.

Vi kan kort sagt ikke stole på vores erfaring.

En anden måde at få svar på spørgsmålet om effekt stammer fra evidensbaseret medicin. Her handler det om at bestemme den bedste medicinske praksis baseret på den bedst tilgængelige evidens. Det næste spørgsmål er nu, hvad evidensen så er for en klinisk effekt af alternativ behandling. Den overordnede konklusion må skuffe mange fælt, for sagen er, at det er meget få behandlinger for helt specifikke lidelser, som lader til at have en positiv effekt.

Hertil kommer at noget urtemedicin måske kan have en mindre effekt og der kan måske være en marginal effekt af akupunktur i relation til nogle typer smerte og kvalme. Den overordnede konklusion er, at der stort set ingen evidens er for en klinisk effekt af alternativ behandling. Jeg understreger dette - ikke fordi det er nyt i den videnskabelige litteratur, men fordi der stort set aldrig refereres til det i den offentlige debat. Tværtimod møder jeg ofte folk, som tror, at effekten af akupunktur er bevist - alene fordi de møder akupunktur i det offentlige sundhedssystem.

Men kan det virkelig være sandt, at alternativ behandling ingen effekt har, når omkring halvdelen af den danske befolkning har prøvet det og mange sandsynligvis vil hævde, at behandlingen virkede?

Sagen er, at en behandling kan have en effekt, uden at det skyldes behandlingen. En oplevet effekt kan nemlig skyldes andre ting, fx placebo, sygdommens naturlige historie eller spontan helbredelse. Det vil sige, at den effekt, der kan være tale om i forbindelse med alternativ behandling, kan være et resultat af omstændighederne ved behandlingen frem for et resultat af selve behandlingen.

Men er evidens så overhovedet vigtig? Hvis folk er glade for at bruge alternativ behandling og føler sig hjulpet, er det så ikke ligegyldigt om der er evidens for klinisk effekt eller ej?

Svaret er både og. For det første kan et valg af alternativ behandling formentlig være motiveret af andet end tiltro til at behandlingen har en effekt. Fx har mange familier nok ikke blot valgt at købe en af Kernesund Familie-bøgerne og at følge budskaberne i bogen, fordi de forventede en specifik effekt, ligesom mange ikke går til akupunktør eller homøopat for at blive helbredt for en lidelse. Valget af alternativ behandling kan være på linje med et livsstilsvalg. Og det er klart, at klinisk effekt ikke nødvendigvis er vigtigt her.

Men evidens er derimod meget vigtig i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt staten skal gå ind og støtte og sågar udbyde alternativ behandling. Svaret er, efter min mening, klart: staten bør ikke udbyde alternativ behandling i det offentlige sundhedssystem, med mindre videnskabelig evidens overbevisende viser en klinisk effekt af den pågældende behandling. Hvorfor skal staten udbyde behandling, der kun kan accepteres rationelt af folk med en bestemt værdibaseret overbevisning. Staten bør kun udbyde behandling, der kan accepteres rationelt, og dette kræver evidens.

Nogen vil måske beskylde mig for dobbeltmoral, for det er velkendt, at konventionel medicin langtfra er evidensbaseret. Og selv om de fleste nyintroducerede behandlinger bliver testet grundigt er det ikke tilfældet med alle behandlinger, der bruges rutinemæssigt. Man kan spørge, hvorfor kravene til alternativ behandling skal være højere end kravene til konventionel behandling. Svaret er først og fremmest at alt andet lige, gælder de høje krav for både konventionel og alternativ medicin. Men der er faktisk to gode grunde til reelt at differentiere mellem alternative og konventionelle behandlinger.

For det første vil det i nogle situationer være etisk uacceptabelt at gennemføre forsøg med konventionelle behandlinger. Dette er fx tilfældet med behandlinger, der bruges rutinemæssigt, og hvor alternativet, altså at behandlingen ikke tilbydes, har fatale eller meget smertefulde konsekvenser. Det er selvfølgelig også meget vanskeligt at forestille sig, hvem der ville melde sig til at deltage i et sådant forsøg.For det andet er der en vigtig forskel på konventionel og alternativ behandling, nemlig troværdigheden af de teorier, som behandlingerne bygger på. Mange alternative behandlinger er nemlig baseret på helt utroværdige teorier.

Alternativ behandling er i bedste fald vildledning og måske spild af tid og penge. I værste fald er det direkte farligt, enten pga. bivirkninger eller fordi patienterne ikke får den konventionelle behandling, de burde have. Det er på høje tid, at vi stiller krav til den offentligt udbudte alternative behandling.