Statsministerens formulering, da hun lukkede landet ned, var valgt med omhyggelig mangel på præcision

Under coronakrisen opdagede regeringen, at den kunne tage på shoppingtur mellem sine egne sundhedsmyndigheder og få den viden og information, som den havde brug for til understøttelse af sin politik.

Statsminister Mette Frederiksen havde ikke ganske uret, når hun påberåbte myndighedernes anbefaling under pandemien, mener Jørgen Grønnegård Christensen. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

De to år med covid-19 har været lærerige for enhver med interesse for, hvordan politiske beslutninger bliver til. Og for, hvordan de bør blive til. For i et folkestyre bør vitale beslutninger for samfundslivet selvfølgelig træffes af folkevalgte politikere. De har vælgernes mandat. De har den demokratiske legitimitet. De er den del af samfundseliten, som er i stand til at veje de mange usammenlignelige størrelser sammen, når man for eksempel skal beslutte, om samfundet skal lukke ned eller genåbne.