Nær Sanssouci uden for Berlin står en mølle, der er ældre end selve slottet. Ethvert skolebarn i Preussen skulle vide, at Frederik den Store forsøgte at købe møllen for at rive den ned, da han byggede Sanssouci, men af ejeren fik et ubenovet nej. Frederik den Store truede med ekspropriation, hvortil mølleren svarede: »Ja, deres Majestæt, det ville De sikkert – hvis det ikke havde været for Kammergericht i Berlin.«

Den mølle var ikke blevet stående her til lands. Balancen mellem borgeren og stat er en anden, domstolene er efter traditionen lydhøre over for staten. Når modparten er staten, er borgeren bagud fra start. Det er ikke nok at have ret, man skal have klart ret, ellers fristes mange dommere af det risikofrie og giver staten ret.

Traditionen kommer af, at de grundlæggende regler om domstolsprøvelse af statens grænser over for borgeren blev fastlagt allerede ved 1849-Grundloven, der jo afløste enevælden. Den grundlæggende tro på velfærdsstaten synes tilmed at have været stærkere hos retslivets aktører end den romantiske glæde ved at se, at den enkelte borger kan lykkes med at overvinde statsmagten.

Læs også: Ministerium frifundet i vindmølle-sag

I Grundlovens lange levetid er tilsidesættelsen i 1999 af Tvind-loven den første og hidtil eneste lov, som Højesteret har tilsidesat som grundlovsstridig. På Island er det nærmest hverdagskost. I Sverige og Norge er tilsidesættelse heller ikke nogen sensation.

Statslige afgørelser er også svære at få underkendt ved domstolene. Ifølge en departementschef i Justitsministeriet skulle det dog (trods alt) i dag være lettere at bære en af de i praksis vigtige sager om skønsmæssige afgørelser op ad trappen til Højesteret, end det var for Sisyfos at skubbe stenen op ad bakken.

Når man yderligere tager i betragtning, at den statslige indblanding og regulering kun synes at kunne tage til, er det helt fremragende, at V-regeringen efter regeringsgrundlaget vil »styrke borgernes muligheder for at føre retssag mod staten på fair vilkår«. Forventningerne stimuleres yderligere af, at Justitsministeriet i Søren Pind har fået en minister med troværdig interesse for og indsigt i retslivet.

Med rod i egne erfaringer tillader jeg mig at komme med nogle forslag til overvejelse:

Jeg bistod som advokat for Landsforeningen Bedre Miljø flere af de borgere, der fik overbragt brev om ekspropriation, da det besluttedes at etablere det nationale testcenter for vindmøller i Østerild. En af borgerne var en midaldrende mand, der havde boet hele sit liv på ejendommen. Det samme havde hans stadig livskraftige mor på 82 år. Alligevel noget, skulle man mene.

Læs også: Nej til ny grundlov, ja til bedre retsstilling

Staten påstod desuagtet afvisning af sagen uden prøvelse af realiteten. Det fik staten ikke medhold i. Statens afvisningspåstand gav alligevel staten en fordel, fordi den forsinkede afgørelsen af realiteten.

Det sætter nemlig ikke en statslig afgørelse i bero, at det retlige grundlag anfægtes under en retssag. Det vil derfor alt andet lige være sådan, at desto længere tid, retssagen tager, desto mere vidtgående vil det ofte være at omgøre den efterlevede afgørelse, hvilket i sig selv kommer til at virke mod borgeren.

Jeg foreslår Søren Pind, at domstolene gives udtrykkelig mulighed for at suspendere virkningen af statslige afgørelser ved sagsanlæg.

Sagen om testcenteret i Østerild er også et tydeligt vidnesbyrd om, at staten ikke tager på borgeren med fløjlshandsker. Staten er efter retsplejeloven stillet som andre parter i civile sager og kæmper sin sag for at vinde stort set som alle andre. I Østerild-sagen gav det sig som nævnt udslag i formelle indsigelser om manglende søgsmålskompetence. Processuelle indsigelser fra staten er ikke sjældne fugle.

Staten har i modsætning til borgeren ubegrænsede ressourcer til sin rådighed og er ikke underlagt procesøkonomiske begrænsninger som borgeren. For staten er det ikke nogen byrde at indlede et søgsmål med et processuelt formalitetsslagsmål. Retssager tager den tid og koster de penge, retssager gør.

Jeg foreslår Søren Pind, at der fastsættes normer for god retssagsførelse for statsinstitutioner. Beslægtet med det, der gælder for god selskabsledelse.

Læs også: Skader domstolene demokratiet?

Jeg er nu advokat for psykologiprofessor Helmuth Nyborg, som ved en statslig afgørelse er blevet anset for videnskabeligt uredelig af Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed.

Efterfølgende har en uafhængig international komite på det højeste videnskabelige niveau bemærkelsesværdigt underkendt det danske udvalgs konklusioner. Helmuth Nyborgs retssag mod det statslige udvalg er forståeligt antaget af Vestre Landsret som principiel, men desuagtet har Helmuth Nyborg i første omgang af Civilstyrelsen fået afslag på fri proces.

Henset til, at UVVUs afgørelse om den 78-årige professor er principiel, og at den vil påføre ham en uafvaskelig plet på hans livslange professorgerning, er det retssikkerhedsmæssigt uantageligt, hvis den økonomiske procesrisiko skal fylde for meget ved Helmuth Nyborgs beslutning om at få sin principielle sag prøvet af domstolene.

I den foreløbigt eneste retssag om videnskabelig uredelighed blev professor Bente Klarlund tillagt kr. 400.000 i sagsomkostninger, da hun vandt sagen mod UVVU. Det må ikke i denne sammenhæng komme Helmuth Nyborg til skade, at resultaterne af hans intelligensforskning ikke er vellidt på bjerget. Retssikkerhed er mest påkrævet for dem, der er i modvind.

Reglerne om sagsomkostninger i sager mod staten bør gås grundigt efter i sømmene. Hvis V-regeringen reelt ønsker at styrke borgerens retsstilling mod staten, kommer man nemlig ikke uden om at se på de økonomiske betingelser for borgerens sagsanlæg. Økonomiske overvejelser betyder meget før anlæg af en retssag.

Jeg foreslår Søren Pind at overveje en regel, hvorefter borgeren som hovedregel ikke kan pålægges sagsomkostninger, når borgeren taber en sag om en statslig afgørelse i første instans. Det vil ikke føre til en flodbølge af sager, for borgeren skal jo fortsat forholde sig til omkostningerne til egen advokat.

Jeg foreslår også, at der gives videre mulighed for fri proces, end tilfældet er i dag i sager mod staten. Det skal ikke være en åben ladeport, men ordningen i dag er retssikkerhedsmæssigt kritisabel. Prisen for den statslige trang til regulering af borgerens liv er sikring af reel mulighed for domstolskontrol af statsmagtens grænser.

Læs også: Gør ingen skade

Søren Pind bør også se på, hvordan domstolene er organiseret. Siden 2007 er alle retssager om statslige afgørelser som absolut hovedregel blevet behandlet af byretterne i første instans. Tidligere blev sagerne behandlet ved landsretterne af tre landsdommere.

Jeg foreslår Søren Pind, at retssager mod staten samles i bestemte, specialiserede afdelinger under Københavns Byret og Retten i Aarhus. Derved ville man kunne opbygge ekspertise til at håndtere sager med de særlige forvaltningsretlige og institutionelle aspekter, der er forbundet med retssager mod staten.

Som sidegevinst vil sådanne forvaltningsdomstole som noget nyt kunne pålægges ansvaret for sagens fuldstændige oplysning og korrekte afgørelse således, at forvaltningsdomstolene får en egentlig forpligtelse til at sikre, at borgeren ikke får forringet sin retsstilling som følge af utilstrækkelig kendskab til retsområdet.

I dag anvender lande som Sverige, Finland, Tyskland og Frankrig forvaltningsdomstole.

Venstres programerklæring udtrykker en retspolitisk dagsorden, der bør vække bred politisk interesse. De principielle problemstillinger gælder uafhængigt af sociale skel, borgeren møder blot staten i forskellige roller.

Den tværpolitiske interesse i spørgsmålet er også en af grundene til, at Retssikkerhedsfonden i 2012 og 2014 på konferencer på Christiansborg satte fokus på borgerens retsstilling mod staten.

Som udgangsreplik fortjener V-regeringen anerkendelse og respekt for, at den vil tage hånd om dette for borgeren problemfyldte område. Her kan der virkelig gøres en positiv forskel i værnet af borgerens retssikkerhed. Og der er flere problemer at tage fat på, end der kunne rummes i denne kronik.