Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Stangerup – en familie i storhed og fald

Familien Stangerup – Hakon, Betty, Henrik, Helle – spillede en stor rolle i 1900-tallets danske kulturliv. Begavede, charmerende, kompromisløse, storsindede var de. Men de begik også fadæser, så de ikke blev de storheder på Christiansborg, Københavns Universitet og i filmens og litteraturens verden, som de ellers havde format til.

Forfatteren Henrik Stangerup. Fold sammen
Læs mere

For nylig døde Helle Stangerup. Den sidste af 1900-tallets Stangerup’er, familien, der har begejstret, forarget, sat sindene i bevægelse, delt vandene. Snart var de snobbede, snart folkelige. Snart fabulanter, balstyrige – snart begavede selvødelæggere. Helle Stangerup var en dygtig forfatter, en dygtig jurist, men, uretfærdigvis, nok mere kendt som dronning Margrethes veninde fra skoletiden og livet ud. I kredsene sagde man, at Helles forældre, den belæste og festglade litteraturelsker Hakon og 30ernes filmdiva Betty Søderberg, havde afpasset Helles undfangelse med, hvornår Frederik IXs og dronning Ingrids førstefødte skulle ankomme. Så Helle og Margrethe kunne vokse op sammen. Tungerne sad altid løst om Stangerup. Især de onde.

Jeg har kendt Stangerup’erne det meste af livet, og som årene gik, holdt jeg mere og mere af dem. Helle skriver i sin erindringsbog, at hendes storebror, Henrik, og jeg legede sammen som små i familiens berømte hvide villa ned til Lyngby Sø. Det har Helle fra sin far. Men det passer ikke. Jeg er vokset op under beskednere forhold på Østerbro. Lærte først Henrik at kende, da vi var skolekammerater på Gl. Hellerup Gymnasium. Han var en rod, der skulle til kammeratlig samtale med skolens elevrådsformand (mig). Senere – det er jeg mere stolt af – blev vi frihedskæmpere sammen med Per Stig Møller og Elsa Gress i tabernes oprør mod 1970ernes magtgriske flertal af munkemarxister. Henrik blev en kunstner-boheme med store syner, store projekter, glæde ved våde varer og en stor angst. Men der var ikke ondt skabt i ham. Hans livsstil var et opgør med farens grandiose borgerlighed. Men far Hakon var faktisk selv lidt af en ballademager, nok ufrivilligt. I hvert fald var han leveringsdygtig i to ungdomsskandaler, der hang på ryggen af ham livet ud.

Hakon Stangerup (født 1908) var et af de bedste hoveder i en stærk generation af højtbegavede litteraturkendere: Billeskov Jansen, Sven Møller Kristensen, Frederik Nielsen, Jens Kruuse. Hakon var med sit sikre litteraturblik, sin flid og sine heftige ambitioner bestemt til at blive Vilhelm Andersens eller Hans Brix’ efterfølger som professor i dansk litteratur ved Københavns Universitet. Og hvad han læste i århundredernes skønneste litteratur, elskede han at stå i kjole og hvidt ved festbordet med et glas rhinskvin i hånden og udlægge med pompøs veltalenhed. Han trak både erhvervsliv og politik med ind i sin hyldest til litteraturen. Denne inspirerende elegance, der i grunden var folkelighed, fik fagets pedanter til at afsky ham. Og han gav misunderne chancen for at støde dolken i ham.

Som alle borgerlige og socialdemokrater var han imod bolsjevismen. Men han antydede i nogle avisartikler, at nazismen var bolsjevismens modstykke og ikke dens sidestykke. Det kom ham dyrt at stå. Hans Scherfig udleverede ham til latter og fordømmelse. Så alle de kulturradikale nikkedukke-næb kunne gnægge i deres velafrettede marchtakt. Min sanglærer på Gl. Hellerup, Henning Elbirk, begik den svinestreg at spørge eleverne i Henriks gymnasieklasse, om de vidste, at denne latterlige dr. Horn i Scherfigs romaner var Henriks far. Under besættelsen blev Hakon Stangerup i øvrigt en god støtte for modstandsbevægelsen og havde blandt andre modstandsmanden Børge Outze og flere jøder boende hos sig. Men det var altså ikke nok til at blive tilgivet af sine hævngerrige modstandere i kulturverdenen. Skønt flere af disse salonkommunister jo var anderledes kompromitteret af at være Hitlers venner, indtil juni 1941.

Hakon Stangerups andet hop i mudderpølen bestod i, at han som oversætter af en svensk roman havde brugt en ’neger’, altså en medhjælper, der havde begået en del oversætterfejl. Stangerup fastholdt, at han ikke havde brugt ’neger’. Men ’negeren’ stod frem og bekræftede. »Løgn over løgn« hedder en af Henriks romaner. Og det er løgnen, man falder på, om man så hedder Sven Auken eller Hakon Stangerup. Og så bliver man hverken statsminister eller litteraturprofessor. Men Hakon Stangerup gav ikke op. Efter mudderbadene fik han i nogle år efter 1945 ’kun’ provinsaviser at skrive i. Men så satte han sig ind på Universitetsbiblioteket og skrev et af vor kulturhistories hovedværker, Kulturkampen. Om Georg Brandes’ og det litterære Venstres kamp mod Estrup-konservatismen i slutningen af 1800-tallet. Her forenede han igen litteratur og politik. Som litteraturstuderende læste jeg bogen med lup og understregninger. Det var jeg vist den eneste på universitetet, der gjorde i de år. Hakon Stangerup var ikke comme il faut. Derefter vendte Hakon Stangerup tilbage som kulturens flotte fanebærer i det konservative flagskib Dagens Nyheder. Jeg læste ham hver søndag i min gymnasietid, side om side med at jeg slugte PHs søndagsartikler i Social-Demokraten. Stangerup inddrog Kingo, Holberg, Blicher og Pontoppidan så levende i sine aktuelle kommentarer, at læserne overbevistes om, at det frem for nogen er et lands digtere, der binder folket sammen.

I 50’erne og 60’erne var Stangerup sammen med dagbladet Aktuelts Frederik Nielsen den i pressen, der holdt den klassiske litteratur i hævd over for den fremstormende modernisme.

Han blev i de år også min forgænger som næstformand i DRs bestyrelse, der dengang hed Radiorådet. Hvad kunne vi ikke have udrettet sammen til DRs gavn og rigets kulturelle højnelse, om vi havde siddet på samme tid i Radiorådet. F.eks. ville han ikke, lige så lidt som jeg, have fundet sig i, at DR har fjernet oplæsning af litteraturens mesterværker fra programfladen.

Stangerup kunne ildne og mane om den litteratur, han holdt af. Vel var han borgerlig. Men det var ikke kun borgerlige forfattere, han roste. Bohêmede damer som PHs mor, Agnes Henningsen, og Karin Michaelis skrev han henrevet om. Og en sprogfornyer som Jens August Schade og en uartig antinazist som Soya priste han helhjertet. Sin politiske modstander, Julius Bomholts besættelsesroman, Blomstrende Grene, roste han til skyerne. Engang sagde han til mig: »Når Bomholt holder op i politik, vil det gå op for Socialdemokratiet, hvad de har mistet.«

Jeg tror desværre aldrig, at det er gået op for Socialdemokratiet.

Nogle tror nok, at æblet (Henrik) i dette tilfælde faldt langt fra stammen (Hakon). Den lidt sjuftede chancerytter i modsætning til den medaljehungrende professor. Men det er for overfladisk. Henrik var ikke uborgerligt sløset med alt. Han var ordholdende og ordentlig med sine manuskripter. Og ind imellem så han sig selv indtage en borgerlig position. En gang omkring 1980 ringede han til mig og bad mig hjælpe sig til at blive dansk kulturattaché i Paris. Vanvittigt? Ja. Og dog. Han var jo en pågående og gudbenådet overtaler. Og han var kendt og velanskrevet i det parisiske kulturliv. Så ville han virkelig påtage sig dette hverv, og det insisterede han på at ville, så…. Han fik mig ( der dengang var formand for Socialdemokratiets kulturudvalg) til at skrive til udenrigsminister Kjeld Olesen og tale godt for Henriks ansættelse i udenrigstjenesten. Selvfølgelig var det ikke gået. Og Henrik kom selv på bedre tanker nogle dage efter.

Henrik og Hakon lignede også hinanden som fremragende kronikskrivere. Denne genres blanding af klogskab og ligefremhed set i fugleperspektiv passede dem begge. Jeg er ikke langt fra at sige, at forfatteren Henrik var størst som kronikør. Hakon og Henrik var renæssance-mennesker. De var storsindede i en kulturverden der ofte er småtskåren. De havde livsglæden, frisindet, naturligheden til fælles. De var skønhedsdyrkere. Også hvad piger angår. Hvilke vidunderskønne piger, der dog faldt for Henrik, en Lotte Tarp, en Bergman-skuespiller som Gunnel Lindblom, og vist også en Monica Ritterband. Hakon og Henrik besad begge letsindets lykke. Men Henrik havde desuden tungsindets onde lykke. Måske en arv fra sin morfar, den melankolske digter Hjalmar Søderberg. Begge manglede ondsindethed. En egenskab deres misundere ikke manglede. Henrik sluttede sin tale ved sin fars begravelse i 1976 med at sige: Vi var frie sammen, far.

Jeg får tårer i øjnene, når jeg læser det. Hvor Danmark dog savner dem.