Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Stands stedfortræder-konflikten

Israelerne er en »slags hvide«, og palæstinenserne er en »slags brune«, og da borgerlige traditionelt holder med de første, og venstreorienterede synes, det er synd for de sidstnævnte, bliver dette også en skematik, der sænkes over problematikken i Mellemøsten.

Vores symati for den ene eller anden part i kon-flikten mellem Hamas og Israel er afhængig af vores politiske ståsted. Foto: Mohammed Salem Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ligesom man omtrentligt kan stille sit ur efter Solen, kan man omtrentligt bedømme folks politiske tilhørsforhold efter, hvor de står i konflikten mellem Israel og Palæstina. Man rammer ikke rigtigt hver gang, men helt vilkårligt er det ikke.

På sociale medier bølger slaget frem og tilbage. Opdateringer om nye fortrædeligheder følger de politiske skillelinjer. Venstreorienterede skriver om Israels forbrydelser, mens borgerlige graver forrykte citater fra Hamas frem. Enhver trænet journalist og debattør kan detektere en sympati i en »neutral« udtalelse om parterne og udrede et politisk standpunkt ud fra det. Det er nærmest en art selskabsleg for trænede debattører.

Israel-Palæstina-konflikten er alle konflikters moder, og ingen andre end lektorer på DIIS (som naturligvis af borgerlige debattører forventes at være skjulte palæstinensersympatisører) kan reelt hitte rede i det indviklede historiske spil om, hvem der gjorde hvad på hvilke Golanhøjder i nittenhundrede-og-et-eller-andet. For historien er ikke en del af løsningen, men en del af problemet, da alle som bekendt kan botanisere i den efter forgodtbefindende. Derfor er konflikten ideel som evighedsdiskussion. Ingen har et overblik over noget, og alle er amatørhistorikere i rundbordssamtalen om det evige problem nede sydpå.

Læs også: Nyhedsoverblik - Israel-Palæstina

Men også parterne er i sig selv ladet med symbolsk mening og forskellige former for oplagt politisk identifikation.

Det er imidlertid ingen politisk naturlov, at venstreorienterede skal holde med palæstinenserne eller borgerlige med israelerne. Historisk var eksempelvis socialistiske kollektivister dybt optaget af israelernes kibbutzer, mens antisemitismen længe trivedes bedst på højrefløjen.

Men for særligt Nordens venstreorienterede er der en række karakteristika ved palæstinenserne, der gør dem til de mest sympatiske.

Historisk set var palæstinenserne radikale marxister, før de, efter Murens fald, udskiftede dette med en ny altforklarende ideologi: Islam. Så ideologisk er der et historisk sammenfald. Men den virkelige forklaring er nok snarere venstrefløjens behov for at være på den svages side.

I Norden er lighedsideologien den stærkeste fællesnævner på venstrefløjen, og ingen kan overse det ulige forhold mellem det atombevæbnede Israel og palæstinenserne. Alene billedet af en israelsk tank over for en stenkastende palæstinensisk dreng er et symbolsk David versus Goliat-billede, der hos venstreorienterede kan afkodes lynhurtigt og med klar sympati for den undertippede.

Palæstinenserne er oprøret fra neden, det er terror, men på en romantisk græsrodsfacon, der pirrer den revolutionsromantik som særligt trives mere på venstrefløjens yderfløj, men også findes i en svagere variant hos mainstream socialister.

Læs også: Lidegaard i dobbeltild i Gaza-konflikten

Derudover spiller det ind, at vi symbolsk kan »frame« konflikten med en lignende etnisk konflikt, vi kender hjemmefra, nemlig i integrationsdebatten. Denne konflikt varetages også politisk af de respektive politiske fløje hos danskere.

Israelerne er således en »slags hvide«, og palæstinenserne er en »slags brune«, og da borgerlige traditionelt holder med de første, og venstreorienterede synes, det er synd for de sidstnævnte, bliver dette også en skematik, der sænkes over problematikken i Mellemøsten.

Det kan virke ekstremt firkantet, men fra forskningen ved vi, at politik ikke er klogt, velovervejet og rationelt, men i langt højere grad er emotionelt og symbolsk. Politik er, med få undtagelser, desværre overvejende lige præcis så dumt, som ovenfor fremstillet.

De borgerlige skal traditionelt deles op i liberale og konservative, som værdimæssigt på mange måder står langt fra hinanden. For de konservative står jøderne som et ædelt før-kristent folk med solide historiske rødder. Hvor palæstinenserne er »de ædle vilde« for de venstreorienterede, er jøderne en »ædel adel« for de konservative. For kristne konservative er jødedommen ingen reel trussel. Den er en eksklusiv religion, der nødigt udvider territoriet, mens islam er ekspanderende og i direkte konkurrence med kristendommen.

For både konservative og liberale står Israel som en demokratisk stat, hvor tingene fungerer og er allieret med den civiliserede del af verden, hvor USA, for borgerlige, står som den retmæssige storebror på verdensscenen. For venstreorienterede står USA omvendt for global ulighed, og derfor er det snarere negativt at være allieret med netop dem, hvilket igen styrer deres identifikation med palæstinenserne.

Læs også: Analyse: USAs irritation over Israel stiger time for time

Jøder har traditionelt også været koblet til kapitalismen, pengene og markedet, mens Mellemøstens muslimer nærmest virker frakoblet dette markedsbaserede fællesskab. Også det giver en automatisk sympati fra den ene politiske part og en lige så forudsigelig antipati fra den anden.

Andre årsager kan naturligvis angives samt selvfølgelig den selvforstærkende effekt, at mine venners fjender er mine venner, eller med andre ord: Vi borgerlige holder med israelerne, fordi de venstreorienterede lige netop ikke gør det, og vice versa.

Det ovenstående kunne være morsomt, hvis det i virkeligheden ikke var så tragisk. Det forhindrer nemlig alle parter i både at kunne diskutere sagen sagligt og afhjælpe problemet.

For sandheden om konflikten i Mellemøsten er, og bør være, at begge parter er nøjagtig lige gode om det, og at det, i bedste fald, er nytteløst og umuligt at gøre regnebrættet op.

Hamas og palæstinenserne er ubetvivleligt og objektivt et folk og en organisation, som er demokratisk umodne. Deres retorik er forfærdelig, og deres mål om at tilintetgøre Israel er både dumt og totalt ukonstruktivt på alle måder. De er drevet af religiøs fanatisme, en ulækker dyrkelse af martyrdøden, og så virker de nærmest besat af deres egen rolle som ofre. Deres identitet bygger på modstand, og hvis fjenden faktisk forsvandt, er det tvivlsomt, om de kunne opbygge noget som helst selv.

Omvendt er israelerne unødvendigt aggressive, og deres forhold til palæstinenserne er præget af en racistisk opfattelse af disse som primitive undermennesker. En stor del af israelernes beslutninger bygger ligeledes på religiøs fanatisme og irrationelle ideer om blod, folk og jord, der forhindrer dem i at handle rationelt. Og så har de reelt fordrevet et andet folk og har flere brud på folkeretten bag sig.

Læs også: Hykleriet om Hamas

Ovenstående fremstilling vil uden tvivl blive gransket, vejet og bedømt af de respektive sympatisører for at afkode en vurdering af, hvem det er mest synd for. For alt for mange danskere er besat af at finde den »virkeligt skyldige«. Det ville også være en verden, som det var både lettere at fatte og bebo. Problemet er bare, at det er et fatamorgana. Og værre endnu: De fleste danskere forstår slet ikke, at deres sympati for den ene part er temmelig arbitrær. Den er afgjort af det politiske »klubmedlemskab«, de for tiden har. Men det virker bare moralsk overbevisende, fordi den part, de ikke kan lide, også opfører sig som idioter.

Igen vil deres politiske modpart bare opleve nøjagtig det samme og føle nøjagtig den samme moralske retfærdighed.

Alle vi, som ikke direkte bor i området og ikke har direkte part i konflikten, bør derfor øjeblikkeligt holde op med at erklære sympati for den ene eller den anden part. For vi gennemspiller bare vores eget selvoptagede identifikationsforhold på Facebook og i Deadline. Vi gavner ikke konflikten det fjerneste. Faktisk sker der nøjagtig det modsatte. For så længe vi er optaget af vores egne uenigheder, er vi handlingslammede i en konflikt, der kræver absolut neutralitet. Hvis der nogensinde skal indgås nogen fredaftale, bliver det med sådan nogle som os for bordenden, men det kræver, at vi ikke vælger side.

Det er derfor intet mindre end uansvarligt af danske debattører, politikere og lederskribenter at holde med nogen af disse parter. For deres valg af sympati er grundløs og tilfældig og i bedste fald barnagtigt selvoptaget og internt. Der er kun én løsning: at erklære begge parter for de lige store ofre og idioter, som de retmæssigt er.