Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Stålfarfar – et svensk heltekvad

Blandt 50 sportstrænede mænd under 40 år stillede 66-årige Gustav Håkansson i 1951 op i det 1.760 km lange cykelløb fra Haparanda til Ystad. Efter at have cyklet i seks døgn, 14 timer og 20 minutter cyklede han i mål i Ystad. 24 timer før alle andre. Sådan blev legenden om Stålfarfar født.

Stålfarfar opmuntres her af den kendte svenske cykelrytter Sven "Svängis" Johansson - som dog ikke deltog i løbet. Foto med tilladelse af Dagens Nyheter Fold sammen
Læs mere

Da jeg var dreng, vidste hele Danmark, hvem Stålfarfar var. For nylig forhørte jeg mig i vennekredsen. Ingen under 60 år havde hørt om den navnkundige Gustav Håkansson fra Skåne. Det gik lidt bedre i min svenske vennekreds, men det var ikke imponerende. Så historien trænger til at genopfriskes. Den begynder således:

I 1951 arrangerede Stockholm-Tidningen og Husqvarna våben-, cykel-, motor- cykel og symaskinefabrik et cykelløb: Sverige- loppet, fra Haparanda til Ystad, en distance på 1.760 km. Der udlovedes 5.000 kr. til vinderen, og cyklerne skulle være hverdagscykler udstyret med Husqvarnas to-gears Novo-nav. Der meldte sig over 1.000, men kun 50 sportstrænede mænd under 40 år blev udvalgt. Atleterne fik gratis transport til Haparanda og hvilede flere dage med lægetilsyn og specialkost. 66-årige Gustav Håkansson forsøgte at melde sig til, men blev afvist på grund af alder. Han var ellers i god form og havde tidligere cyklet Sverige tyndt. I 1920erne cyklede han fx til Norr- land for at plukke tyttebær og senere helt til Lapland – for at opleve midnatssolen. Til konen Marias bemærkning om, at det var der skam ikke råd til i den lille familie, havde han svaret: alt, hvad man behøver for at se verden, er en cykel og to stærke ben. Han var blevet gift med Maria i 1907. De slog sig i 1925 ned i Gantofta mellem Helsingborg og Landskrona og startede et vognmandsfirma med ham som chauffør. De fik ti børn sammen, og det var efter at to børn var kommet i vej, at han for alvor begyndte at cykle lange ture. Det viltre skæg, som han blev kendt for, havde han efter sigende ladet stå, da han blev uvenner med sin barber i 1933.

Læs også: Nyhedsoverblik - Tour de France

Der blev altså ikke gratis transport for hr. Håkansson – ej heller nogen indkvartering. Men ingen kunne forbyde ham at cykle samme vej som de andre. Han havde ikke råd til togrejsen, så han tog sin gamle Kärnan-cykel og cyklede til Haparanda. Da han ifølge sagens natur ikke kunne få noget startnummer, løste han opgaven med startnummeret 0 og startede en time efter de andre. Det var jo et etapeløb, og de tilmeldte cyklister blev hver aften indkvarteret. Det var Gustav Håkansson ikke vant til fra sine lange cykelture, han kørte bare videre til han blev træt. Han kunne nøjes med ganske lidt søvn, i en høstak, på en bænk – og efterhånden som han blev landskendt og alles yndling – hos gæstfrie mennesker undervejs. Som han selv beskrev turen, blev han båret frem af folks gæstfrihed og glæde. Mad og drikke fik han af de begejstrede tilskuere, som nærmest løftede ham på en bølge af hurra-råb undervejs.Dagens Nyheter kunne allerede på førstedagen 1. juli berette historien om Det cyklende helskägget, Gustav Håkansson fra Gantofte, en mand, der havde arbejdet, siden han var seks år gammel og sammen med hustruen på det tidspunkt havde sendt otte børn i vej. Avisen kunne også berette, at den meget religiøse Håkansson undtagelsesvis ikke medbragte sin bibel. Hans udstyr var en frakke, en flaske med vand, en cykelpumpe og lappegrej. Dagens Nyheter fik dernæst Håkansson til at love dagligt at rapportere i avisen om sin færd. Det mente han, nok han kunne. De andre spildte jo deres tid på at sove om natten. Så de følgende dage satte han sig af og til i en grøftekant og skrev sine tanker og indtryk ned. På løbets fjerde dag, med i alt fem timers søvn bag sig, skrev han: Har aldrig følt mig bedre tilpas i hele mit liv. Hvordan skulle man også kunne blive træt, når man møder så utrolig megen venlighed? Dejlige mennesker alle vegne. Og alle de kønne piger! Jeg nyder at se på dem. De kunne være mine børnebørn allesammen.

På svensk hedder Superman Stålmannen, og i Luleå var der en lille dreng, som udbrød: Där kommer Stålfarfar! En journalist hørte det, og snart blev han hele Sveriges Stålfarfar. Snart blev det også hans navn i hele Skandinavien. Ja endnu videre gik berømmelsen: Det engelske The Guardian bragte en reportage om The cycling legend The Steel Grandpa. I syv dage beslaglagde han næsten alle svenske blades forsider. Syv millioner ellers ret nøgterne svenskere glemte alt andet og fulgte den ældre herres bedrift i åndeløs spænding. Der stod tusindvis af tilskuere langs ruten. Aviserne, ugerevyerne og radioen viderebragte alt om ham til hver afkrog af det tyndt befolkede Sverige.

Turen gik langs den til tider mudrede Riksväg 13, som syd for Stockholm går over i Riksväg 1. Efter nogle dage på vej ned mod Stockholm ankom Stålfarfar til Hudiksvall et halvt døgn tidligere end resten af deltagerne. Lidt længere sydpå, i Söderhamn, lod han sig modvilligt lægeundersøge.

Lægen udtalte: Stålfarfar er av prima kärnvirka. Derimot saknar han klocka. Og Stålfarfar udtalte: Jag har ingen klocka med mig, tiden går jo likadant antingen man mäter den eller inte.

Læs også: Cykelsporten går under i teknologi

Han kunne nok have cyklet hurtigere, hvis han havde haft eskorte som de bagvedliggende havde. Han måtte sno sig ud og ind i den trafik, som opstod på grund af den store interesse for ham. Jeg klager ikke, skrev han, jeg skal nok nå frem før de andre.

Efter at have cyklet i seks døgn, 14 timer og 20 minutter cyklede Stålfarfar i mål i Ystad. Han var efterhånden kommet 24 timer før de andre deltagere. I over seks døgn havde han ikke sovet mere end godt ti timer. Han blev modtaget af brandvæsenets paradeorkester og båret i guldstol gennem byen. Kong Gustav VI Adolf var så imponeret af præstationen, at han dagen efter inviterede den ældre sportshelt op på slottet Sofiero.

Fotografier af kongen og Stålfarfar blev bragt i adskillige aviser. Det var vist en af Gustav Håkansson største oplevelser, og han drog derfra med et signeret portræt af kongen. Nu var han rigtig berømt, og han begyndte blandt andet at turnere i de svenske folkeparker og alderdomshjem, hvor han holdt foredrag og sang religiøse sange – og populære viser. Han slog publikumsrekord på forlystelsesparken Liseberg i Göteborg og blev brugt i annoncer. På YouTube kan man høre ham synge Hosiannah, Blomman och fjärilen og Sjömansjul på Hawaii. Han havde et et repertoire, der passede til både kirke og kro.

Stålfarfar var jo ’kun’ 66 år efter bedriften, så han havde endnu mange lange cykelture foran sig. Hans stærke religiøsitet førte ham som 74-årig til Palæstina/Israel for at besøge de hellige steder. På vejen mellem Jeriko og Jerusalem manglede han et sted at sove og kontaktede nogle beduiner, som havde slået telt op ved vejsiden. Han blev modtaget med stor gæstfrihed, og trods sprogproblemer kom de fint overens. Han blev i Mellemøsten et helt år, hvorefter han – efter et tilbud fra Orientlinien – drog hjem med lastbåd.

Læs også: Det afgørende moment

Stålfarfar fortsatte cykelturene, til han blev omkring 100 år. Han fik i anledning af sin 100-års fødselsdag indspillet alle sine sange på grammofonplade, som ved en ceremoni på slottet blev overrakt kongeparret. Han var nu »verdens ældste grammofonpladekunstner«.

Stålfarfar døde i 1986, næsten 102 år gammel, en energisk mand, der – som tidligere nævnt – havde fortalt sin kone, at Allt som behövs för at se världen er en cykel och två starka ben.