Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Stå fast mod islamismen

Terroren er vor tids totalitarisme, og hvis ikke vi bekæmper den, får vi mere af den, skriver tidligere udenrigsminister, dr.phil. Per Stig Møller efter terroranslaget i Paris.

Flaget er gået på halv på Elysee palæet i Paris efter fredagens terrorangreb. Foto: Jacques Brinon Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den islamistiske terror udøves ikke bare af nogle sindsforvirrede, utilpassede galninge. Hvis det var tilfældet, ville det være en overkommelig opgave at sætte en stopper for den. Den udøves ud fra langsigtede planer udtænkt og styret af klare hjerner, der har en idé med terroren og en ideologi bag denne.

Ideologien finder de i deres læsning af Koranen, der påbyder dem at føre opgøret med de vantro til ende. Disse vantro er alle dem, der ikke efterlever Koranen, som de mener, den skal efterleves. For sunni-ekstremisterne er de vantro såvel shiiterne som de kristne og den vestlige kultur med dens demokrati, ligestilling mellem kønnene, individualisme og ytringsfrihed. For shia-ekstremisterne er de vantro såvel sunnierne som de kristne og den vestlige kultur. De vil have magten og med den tvinge borgerne til at opføre sig på den måde, som Koranen efter deres mening påbyder. Derfor er de imod demokratiet, for i et demokrati træffer folket beslutninger, selv om det allerede står skrevet i Koranen, hvordan samfundet skal indrettes, og livet leves.

Nyhedsoverblik - Terror i Paris

For at få magten i de muslimske lande bekæmper islamisterne alle, der er påvirket af vestlig tankegang og levemåde. Deres ledere betragtes som vantro, hvis de moderniserer landene og indfører reformer i demokratisk retning og fremmer kvindernes rettigheder og muligheder i samfundene. De skal fjernes med vold og magt. Derfor udøves hele tiden voldsom terror i så mange muslimske lande fra Pakistan til Nigeria. Både de muslimske ledere, der ikke tror, som islamisterne, og de ledere, som samarbejder med Vesten, udgør den »nære fjende«. Mod hvilken alle midler tages i brug. Et middel er attentatet. Det blev Egyptens præsident Sadat offer for i 1981. Et andet er at underminere landets økonomi gennem terror mod turisterne, sådan som det netop er sket mod det russiske fly fra Sharm el-Sheik, der også tidligere har været målet for terror mod turister.

Terroren mod den nære fjende har stået på i en snes år, og vi i Vesten har frimodigt givet asyl til dens udøvere i en sådan grad, at London i 1990erne blev kaldt Londonistan. Adskillige af de forbudte terrororganisationer havde ligefrem kontorer og postadresser i London, hvor myndighederne lod dem fungere i fred. Også i Frankrig og Skandinavien fandt disse terrorister husly, for vi kunne jo ikke sende dem tilbage til en sandsynlig dødsdom.

Derfor skrev den egyptiske avis al-Ahram for et dusin år siden: »… disse terrorgrupper opererer på verdensplan og bruger steder som Afghanistan og Bosnien til at forme deres krigere, som vender tilbage fra Mellemøsten … Europæiske lande som Danmark, Sverige, Schweiz, Storbritannien og andre, der giver disse terrorister asyl, bør nu forstå, at de vil komme tilbage og hjemsøge dem, hvor de bor« (citeret efter Michael Burleigh: »Terror« s. 377. 2008). Og nu kommer de igen tilbage fra Mellemøsten og fører Mellemøstens krige ind i vore byer.

 

For vi er »den fjerne fjende«. Islamisterne opdagede, at de ikke kunne få deres staters ledere fjernet, fordi disse blev støttet af Vesten. Islamisterne måtte følgelig gøre op med Vesten for at kunne gennemføre deres egne opgør uden indblanding fra os. Med terror hos os, vil de skræmme os væk fra dem. Derfor blev Rusland ramt. På grund af dets militære involvering på den syriske diktator, alawitten Assads side blev det russiske fly skudt ned af sunni-ekstremister. Og på grund af Frankrigs kontante involvering mod det sunni-ekstremistiske IS blev Paris fredag aften offer for den brutale og bestialske terror.

De breder krigen ud til os for at skræmme os væk og skabe deres egen stat i Syrien og dele af Irak. Når de har forankret denne stat, vil de intensivere terroren mod vore lande, for vi er det næste mål. Vores kultur er den »Satan, der hvisker i øret«, som der står om fristerne i Koranen. USA er den store Satan, Israel er den lille Satan, men Europa er vel den mellemstore Satan. Mod os er det både påkrævet og legitimt at udøve terror, så vi ikke med vores kultur og vort demokrati frister muslimer.

Derfor skrev den uheldige skobomber Richard Reid efter sit mislykkede flyattantatforsøg til sin mor: »Dette er en krig mellem islam og demokratiet«. Og derfor understregede terroristen Zarqawi i sin advarsel til irakerne mod at stemme ved valgene i 2005 i Irak: »Vi har erklæret en bitter krig mod demokratiet, og alle, som forsøger at virkeliggøre det«, og han begrundede denne krig med, at flertalsafgørelser, respekten for individuelle rettigheder og ytringsfriheden er tilladt i demokratiet, »endog at forbande Gud. Det betyder, at i et demokrati er intet helligt«

Med Muhammed-tegningerne demonstrerede Danmark, at heller ikke her er noget helligt, hvorfor vi i 2005-2006 blev ofre for den islamistiske vrede og i februar i år udsat for de første terrordrab. Ved at sprede frygt omkring sig vil de have os andre til at gøre, som de vil, og ikke som vi vil. Definitionen på terror er netop, at man ved at skabe frygt gennem terrorhandlinger vil tvinge andre til ikke at gøre, som de ellers ville have gjort. Det vil f.eks. sige at tvinge andre til ikke at stemme, ikke tegne Muhammed og ikke blande sig i Mellemøsten.

Islamismen er vor tids totalitarisme, sagde jeg i juni 2002 på et pressemøde i Bruxelles og tilføjede, at totalitarisme ikke er speciel for islam, for Europa har haft to former for totalitarisme i det 20. århundrede i form af nazisme og kommunisme. Lige netop derfor har vi lært, at totalitære bevægelser skal standses, inden de når at brede sig og tage magten med deres voldelige midler. Vi kender af erfaring de totalitæres metode, som er gennem vold og attentater at få et samfund til at bryde sammen for derefter at tage magten i det. Det var f.eks., hvad Indonesien blev udsat for, da det begyndte at indføre demokratiet, der for islamisterne betød den muslimske verdens forfald. Dette forfald ville de modvirke ved at skabe »den politiske islam, der havde til formål at etablere Guds Herredømme«, som de fremmede med »en ubrudt anvendelse af vold eller endnu værre: en kæde af terrorisme«, skrev den indonesiske islamforsker Azyumardi Azra i 2005 i »Islam in the Southeast Asia« (s. 8). Det er stadig målet og metoden.

Når formålet med terroren er at skabe Guds herredømme, tjener man Gud ved at være terrorist og ofre sit liv som selvmordsbomber, således som nogle af attentatmændene i Paris gjorde. Den omkomne terrorist bliver martyr og kommer direkte i himlen, hvor belønningen venter. På grund af denne offervilje vil de til sidst besejre os; thi, forklarede bin Laden: »Vi elsker døden«, hvorimod vesterlændingene hænger så meget ved livet, at de ikke tør miste det og derfor vil tabe kampen.

Så længe kampene og krigene fortsætter i den muslimske verden, vil attentater og sabotage finde sted i den vestlige. Ser vi blot passivt til, mens islamisterne hærger de muslimske lande og forfølger, voldtager og dræber alle vantro, kan vi måske få fred – en tid. For efter at de har overtaget magten der, vil de gå efter den her; thi »verden tilhører Allah«, og ifølge Hizb-ut-Tahrir vil Storbritannien være muslimsk i 2020. Så hurtigt går det nu næppe, men gør vi os ikke klart, hvad målet er både her og der, har vi sovet i timen, og sovende mand vinder ej sejr, som der står i det norrøne Hávámal, eller som den græske forfatter Eupolis skrev for 2.400 år siden: »Frygthjertet mand vinder aldrig sejr«. Det gælder stadig, og derfor skal vi stå fast mod islamismen og bekæmpe den. Hvor den er, og hvor den viser sig.