Sprog, kultur og identitet

»Sproget er det symbolsystem, vi altid har på os, det er bærbart, og det ledsager os hele livet og følger os døgnet rundt på forskellige forarbejdningsniveauer, fra det ubevidste til det bevidste,« skriver Jørn Lund, der tirsdag modtog Den Berlingske Fonds Hæderspris.

»Ludvig Holberg (1684-1754) er den person, der har betydet mest for det danske og det dansk-norske sprogs udvikling,« skriver Jørn Lund, formand for Dansk Sprognævn, der tirsdag modtog Den Berlingske Fonds Hæderspris. På billedet statuen af Ludvig Holberg foran Det Kongelige Teater. Foto: Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Vi har over 98 procents genetisk fællesskab med de højest udviklede chimpanser; det hører vi om med jævne mellem, men gudskelov for den lille forskel. En af grundene til, at mennesket på godt og ondt længe har sat dagsordenen for livet her på kloden, er nemlig den, at vores lidt højere udviklede hjerne sætter os i stand til at håndtere symboler, sætte os ud over den aktuelle kontekst, altså det, vi står midt i her og nu, organisere, generalisere, selektere, evaluere og fantasere med symboler af enhver art: matematiske og kemiske såvel som musikkens symboler; noder er symboler på klange, som kan være nedskrevet, århundreder før de får nyt liv i en koncert. Symboler giver os frihed til at gøre os forestillinger om fortid og fremtid, hvad der kan ske, og hvad der kan være sket. Og frihed til at planlægge. Man kan sætte sig ved en computer og detailplanlægge en rejse til Sydafrika på under et kvarter blot ved at håndtere de relevante symboler. Men sproget er det symbolsystem, vi altid har på os, det er bærbart, og det ledsager os hele livet og følger os døgnet rundt på forskellige forarbejdningsniveauer, fra det ubevidste til det bevidste.

Sproget er et vigtigt redskab for forskeren, navnlig det indre sprog. Det ydre kan være dansk, engelsk eller et af verdens andre 6.000 sprog, men som regel er modersmålet den mest fleksible støtte for forestillingsliv og tænkning. Forskeren har indre dialoger – og dialoger med andre, naturligvis, men kan i processen få uventede impulser fra sit indre sprog og på én gang blive nærværende og samtidig selvforglemmende, når hun eller han kommer på sporet af nye fund eller lovmæssigheder. Et veludviklet indre sprog i samspil med et forråd af faglig viden, åbenhed over for det uventede kombineret med kritisk sans – alt dette ligger bag mange videnskabelige landvindinger, som man i dag ofte betegner med det nedslidte ord innovation.

Kreativitet er ikke forbeholdt kunstnere, videnskabsmænd og journalister, alle kan udvikle sig gennem den næring, der kan opnås ved kontakten med andre og ved at lytte og tale – og læse. Tænk, hvilket privilegium vi mennesker har ved at kunne opbevare sproget i skrift, så det ikke kun lever et flygtigt liv som tale. Læsning er afgørende, både for den følelsesmæssige og intellektuelle udvikling; desværre ser det ud til, at den mest udbredte læsegenre er underteksterne i TV, og nyere former for skærmlæsning og korte tekstbidder vinder frem. Jeg vil gerne anbefale bøger, aviser og tidsskrifter til alle, der ikke bare vil have livet til at gå over.

Men her i landet har vi problemer med sproget, både med vores viden om sprogets betydning, vores omgang med sproget og vores kendskab til de labyrinter af gange, der udgør sprogets infrastruktur. Vi lever i et samfund, som forholder sig tvetydigt til stil, til normer og tabuer, og som har glemt sammenhængen mellem sprog og identitet, både den personlige og den fælles. Der er ikke så meget, vi har fælles, så vi har måttet opfinde det nu nedslidte ord sammenhængskraft. Men sproget er dybt personligt og individuelt, det spejler hver enkelts liv, og samtidig er det en strukturering af omverdenen, som er specifik for den enkelte kultur og fælles for dem, der har del i den.

En almindelig dansk bonde i 1700-tallet har nok ikke erkendt, at han var et produkt af en bestemt kultur, og at hans dialekt ikke var det eneste naturlige talesprog. Man skal møde andre kulturer og andre sprog for at nå frem til en erkendelse af det grundlag, der er ens eget, og allerhelst skal man i længere tid opholde sig uden for sit land. Danskere finder sammen i udlandet, og ofte finder de også frem til, at de på flere områder deler kulturbaggrund med nordmænd, svenskere, islændinge og færinger. Det har sine historiske forklaringer, og det ligger også i det fælles udgangspunkt for de nordiske sprog.

Det danske, islandske, norske, svenske og færøske sprog er nærtbeslægtede nordgermanske sprog. I vikingetid og tidlig middelalder må der snarere tales om dialekter end om forskellige sprog, og det nordiske sprogområde udstrakte sig til dele af Irland, De Britiske Øer, Shetlandsøerne, Orkneyøerne og Normandiet. Sproget havde ikke noget etableret navn, men dansk tunge er blevet anvendt, i Sverige helt op i 1200-tallet. Dette oldsprog var nært beslægtet med oldengelsk, som det hed i vikingetiden, da vi »bød over England«, og det påvirkede sproget i England meget stærkt. Ord som bread, egg, fellow, husband, they, them, their, sky, husband, window, live, die er nordiske lån, og hundredvis af engelske stednavne har samme baggrund.

Siden middelalderen har de nordiske sprog stort set været udsat for de samme påvirkninger fra andre europæiske sprog, især fra tysk i middelalderen, siden hen i mindre grad fra fransk og italiensk og hele vejen igennem af de klassiske sprog. Fra 1900-tallets sidste halvdel har alle sprogene først og fremmest været påvirket af engelsk. Det er pay back-time! Men dette fællesskab med engelsk har gjort det let for os at lære det fremmedsprog, som for tiden er mest udbredt, hvis man både medregner engelsk som modersmål og engelsk som første fremmedsprog.

Desværre har det også givet mange det indtryk, at vi kan kaste de nordiske nabosprog bort som en hilsen fra gamle dage. Men aldrig har der været mere trafik over de nordiske grænser end nu, og i løbet af få ugers ophold kan danskere, nordmænd og svenskere klare sig på arbejdsmarkedet i et naboland. Det tager år at komme på samme niveau på engelsk og tysk. Og der er god brug for både at kunne agere internationalt og at have en hjemmebane, og gerne en med 25 mio. mennesker, der taler deres modersmål og forstår hinanden, ikke mindst i en tid, hvor regionerne kommer til at spille en større rolle i det internationale samspil.

Ludvig Holberg (1684-1754), som nok er den person, der har betydet mest for det danske og det dansk-norske sprogs udvikling, kom selv lidt skævt i gang, idet hans forældre i Bergen sendte ham i en tysk skole. Ifølge Holberg skal modersmålet stabiliseres, før man indgår i forpligtende samspil med andre sprog, et emne, der senere er blevet varmt i den danske indvandrerdebat.

I 1726 skriver han, at hans familie i Bergen sendte ham på en tysk skole, fordi det sprog dengang var det væsentligste fremmedsprog på vore kanter, og det lokale sprog ville komme af sig selv, når han legede med kammeraterne på gaden. Det fik følger. Han skriver: »Da der begyndte at frembryde lidt Dun paa min Hage, syntes mig, at det var høj Tid for mig at reise uden Lands. Jeg gjorde ogsaa adskillige Reiser, og hver gang jeg kom hjem, var jeg udi samme Tilstand som Jean de France, idet at mit Moders Maal vilde ikke synderlig flyde for mig; thi man kan let glemme det som man aldrig har forstaaet tilgavns. Endelig, da jeg skulde skride til solide Ting og skrive Dansk, kunde jeg ikke hitte paa Ordene, viste ej heller at ortographere dem ret. Jeg skrev derfore ligesom Ordene udi en Hast kunde falde mig ind.« Senere blev han en varm fortaler for en fast ortografi.

Digtningen som sprogets kunst har fyldt meget i mit liv, og jeg er foruroliget over, hvor svært det er for yngre mennesker at læse ældre litteratur, dvs. litteratur før Helle Helle – en kommende bog vil beskæftige sig indgående med dette emne. Derfor har jeg med glæde været formand for både Undervisningsministeriets og Kulturministeriets kanonudvalg, hvad der har krævet et diplomati og en vis manøvredygtighed, som måske kunne have gjort mig til en brugbar fredsmægler!

Jeg er taknemmelig for Den Berlingske Fonds Hæderspris. Den havde jeg ikke set komme, som man siger med en nykliche, og jeg ser den ikke bare som en anerkendelse af mine sproglige indsatser, men som et udtryk for, at Den Berlingske Fond og Det Berlingske Hus lægger vægt på sprog og sprogbrug. Den interesse deles af læserne, som gennemgående ønsker en fastere hånd i reguleringen af sproget. Det er svært at styre sproget i samfundet som helhed, men inden for en institutions rammer kan meget lade sig gøre. Sprog er andet og mere end kommunikation, det er kultur og identitet. Tak for erkendelsen af det, og tak fordi man har fundet mig værdig til prisen.