Sprog er nøglen til at blive medborger

»Eksperter bekræfter, at det er svært at lære dansk. Sproget har utydelige konsonanter, 40 forskellige vokallyde og en tendens til at fungere som to forskellige sprog – det skrevne og det talte. Selv indfødte danskere kan være et splitsekund om at forstå hinanden.« Fold sammen
Læs mere

Nogle danskere mener, at deres sprog ikke er forførende. At det måske lyder som fordrukken vikinge-vrøvlen.

Men da jeg hørte dansk for første gang, var det fortryllende – ligegyldigt om det var en samtale i 7-Eleven, mellem kolleger på arbejdet eller i vente­værelset hos lægen. Jeg følte mig svøbt ind i lav mumlen og blød spinden. Det var berusende.

I Californien, hvor jeg er vokset op, er det kun personer i et intimt forhold, der taler sådan til hinanden. Hvem ville ikke ønske at lære det? For mig var dansk kærlighedens sprog.

Staten forsødede endda betagelsen ved at tilbyde tre års gratis undervisning. Men trods den generøse invitation, svarer det at lære dansk til at skulle løbe en maraton, mens folk blokerer vejen.

Er der et modsætningsforhold mellem statens tilbud, og hvordan danskerne reagerer? Uanset hvad svaret er, påvirker den manglende sproglige forståelse dem, der bosætter sig her. I sidste ende kan det resultere i to samfund – de fremmede og danskerne.

Eksperter bekræfter, at det er svært at lære dansk. Sproget har utydelige konsonanter, 40 forskellige vokallyde og en tendens til at fungere som to forskellige sprog – det skrevne og det talte. Selv indfødte danskere kan være et splitsekund om at forstå hinanden.

Jeg følte mig parat til udfordringen, da jeg allerede havde lært spansk, thai og en del hindi. Min sproglige skoling var formet af en amerikansk militær model, hvor eleverne hver dag skulle bestå en skriftlig og en mundtlig test med 15 tilfældigt sammensatte sætninger. Hver tredje uge afsluttede vi et modul med en eksamen. Bestod man ikke, tog man modulet én gang til. Da jeg ikke ønskede at dumpe, blev dansk mit bijob.

Mit kendskab til thai viste sig værdifuldt. Sproget har fem toner, ligesom kinesisk. Hvis jeg f.eks. siger »smuk« på thai, men med den forkerte betoning, vil jeg udtrykke en forbandelse.

Sådanne spidsfindigheder fintunede mine ører. I danskundervisningen var jeg den eneste med engelsk baggrund, som kunne høre forskel på »e« og »æ«. Men det er ikke det samme som, at jeg kunne udtale dem.

Undervisningen blev suppleret i den virkelige verden. Når jeg skulle købe en sandwich, ville jeg spørge, hvordan man siger »kylling«. Og så være omhyggelig med ikke at bestille en »killing«. Selv rutineproblemer blev sproglige opdagelsesrejser. Den dag mit toilet gik i stykker, lærte jeg at sige »skylle ud«.

Tal var specielt vanskelige. Så jeg meldte mig frivilligt til at være kasserer under en middag i roklubben. Efter et par timer på vandet er man glubende sulten, så mindst 30 roere blev normalt i klubben efterfølgende for at spise.

Jeg forklarede glad om priser og talte penge op, taknemlig for denne mulighed for at øve mig. Men scenen står frosset i min erindring: Flokken venter utålmodigt. En træner peger. Han aner ikke, hvad jeg siger. Han begynder at grine. Snart ler de alle ad mig. Det tog mere end et år, før jeg igen følte mig tilpas ved at vende tilbage til klubben.

Det tog fire år at forstå hygge

Med tanke på de mange dialekter her i landet undrede vi os i sprogklassen over, at danskere ikke kunne forstå os. Vi havde ingen som helst problemer med at kommunikere på dansk med hinanden.

Nogle danskere indrømmer, at de ikke er vant til fremmede accenter. Det er trods alt kun 5,7 millioner, der taler sproget. Men dansk er mere populært, end danskerne tror. En nyere statistik afslører, at der er lige så mange danskere og udlændinge, der læser dansk på universitetsniveau.

Andre argumenterer med, at personer med engelsktalende baggrund ikke har problemer med fremmede accenter. Men nogle gange bunder evnen til at forstå også i ens indstilling.

En sjælden gang i Thailand forstod folk mig ikke. Så vidste jeg, at det skyldtes mit blonde hår og blå øjne.

Faktum er, at det engelske sprog er et dobbeltslebet sværd. Det er fantastisk for begyndere, fordi de kan blande danske ord med engelske og blive forstået. Dansk pyntet med engelske udtryk er cool. »I love it!«

Problemet er, at når danskere hører en accent, svarer de ofte på engelsk for at være høflige eller øve sig. Og engelsk er absolut en god investering. Det er trods alt et sprog for international handel, politik og kultur.

Efter at have drukket nogle øl en fredag aften blev jeg pinligt stædig. Det blev vigtigere for mig at tale dansk, end at mine bekendte skulle lære engelsk. Måske skulle jeg have sagt, at jeg kun talte russisk!

Grunden til min stridighed var, at sproget er nøglen til at blive medborger. I Thailand besøgte jeg en venindes afsidesliggende hjemby. Efter en blodceremoni blev jeg optaget i familien.

Til min overraskelse hørte jeg, at de lokale for nylig havde smidt to backpackere ud af byen. Da de ikke kunne kommunikere med dem, mente de, at de havde onde øjne og hensigter.

Selvfølgelig er danskere ikke bange for udlændinge. Men at få venner er en »Catch-22«. Folk vil ikke spilde deres tid på nytilkomne, hvis ikke de bliver i landet. Men selv i det tilfælde skal man konkurrere med dem, som folk har kendt siden skoletiden eller fra deres uddannelse.

Det tog mig fire år. På en fredags måneskinstur med roklubben endte jeg i en defekt båd. Da vi ikke ville komme for sent til en picnic, besluttede to af os at løbe fra Svanemøllen til Den Sorte Diamant. Vi følte os som atleter ved en større sportsbegivenhed.

Min nye ven tog mig med ind i sin vennekreds. Vi havde to middagsklubber, en filmklub, en beach volley klub, julefrokoster og et årligt kostumebal.

En dejlig sommeraften holdt vi sammenskudsgilde. Alt fra bøffer og laks til bagekartofler og majs blev smidt på grillen. Ved middagsbordet fyldte latter luften. Nogle af os sad i et hjørne og diskuterede politik.

Inden Solen gik ned, tog jeg et billede. Løftede arme, brede smil, de fleste er gået lidt i knæ, parat til at springe. I baggrunden af fotoet står et par og kysser.

Den aften, mens Månen begyndte at lyse, og vi sad og stirrede ind i natten, begyndte jeg at forstå ordet »hygge«.

For at teste om jeg var ved at være flydende på dansk, spurgte mine venner, om jeg drømte på dansk. I Thailand blev sprogforståelsen et spørgsmål om liv eller død, da jeg besøgte en ven, som boede i Den Gyldne Trekant – fem minutters gang fra Myanmar.

Schwarzenegger som rollemodel

Da alle jævnligt krydsede grænsen, besluttede vi også at gå en tur. Der sprang to soldater ud af deres bambushytte. En af dem pegede sin riffel direkte mod mit hoved. Den anden spurgte, hvad jeg foretog mig der – på engelsk. Da jeg endelig kunne sige noget, var det kun på thai.

Efter at have boet i Danmark i 15 år siger mine venner, at jeg taler sproget flydende. Faktisk opfordrer journalistkolleger mig til at fungere som ekspert. Men da jeg skulle forberede et radiointerview, fik jeg at vide, at mit dansk ikke var godt nok.

Det var jeg vred over i et års tid. Men langsomt begyndte jeg at acceptere nødvendigheden af at blive bedre. Det viser sig, at min udtale er forkert, min sprogrytme er ude af takt, og nogle gange bruger jeg ikke den korrekte ordstilling. Mit dansk er nok meget lig det engelsk, nogle danskere taler. Vi taler flydende ukorrekt.

På vej mod et nyt sprogligt maraton, nægter jeg at opgive håbet. Min rollemodel er Arnold Schwarzenegger. Han taler amerikansk med en tyk østrigsk accent og begår grammatiske fejl. Alligevel nåede han succesens tinder som bodybuilder, filmstjerne og folkevalgt guvernør i Californien.

Nogle få, venlige mennesker arbejder for, at denne sprogkamp skal være sjov.

En lytter til mig, mens jeg taler. En anden retter mit skriftlige dansk, mens en tredje lader mig læse højt.

Måske får den næste nyankomne samme opmuntring. Måske vil nogen være vedkommendes ven. Den gave, vi giver til gengæld, er at være glade og produktive.