Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Spørgsmålet om Sankt Petri spøger stadig: I hvilken ånd bliver disse skoler ledet?

Foto: Peter Helles Eriksen. Fold sammen
Læs mere

For at navigere i dagens globaliserede samfund er der brug for god interkulturel forståelse og stærke sprogkompetencer. Ideen bag den dansk-tyske skole Sankt Petri i København, hvor mine børn er elever, er derfor meget tidssvarende.

Det dansk-tyske var også i fokus i avisen Der Nordschleswiger 3. maj i år. Therkel Stræde, lektor i historie på Syddansk Universitet, sammenlignede i en artikel det tyske kritiske opgør med fortiden, som udgik fra græsrødderne, med det danske opgør, som ses gennem lyserøde briller. I Berlingske i samme måned blev Ole Brandenborg Jensens bog »Landesgruppe Dänemark« anmeldt, hvor Sankt Petri Skole og kirkes fælles dansk-tyske historie inden og under besættelsen og håndteringen af denne udgør en del. Modsat skolens selvforståelse som udfordret modstands-kæmper, fremgår det af bogen, at skolen i virkeligheden var mere brun end modstandsdygtig.

Vi er alle historieskabte, og historieskrivning er aldrig neutral. Den har et formål. Ved mindehøjtiden på 70-årsdagen for befrielsen af Auschwitz udtalte Tysklands forbundsdagspræsident Lemmert: »Efterkommende generationer er ikke ansvarlige for fortiden, men derimod for hvordan håndterer vi den.«

Ja, af hvem og hvordan er Sankt Petris fortid egentlig blevet håndteret?

Reaktionerne på Berlingskes artikler om skolens fortid er overraskende ligeglade hhv. defensive. Nogle synes, at temaet er forældet, andre virker mere oprørt over anklagen om, at vi aktivt skjuler vores nazi-fortid og et evt. imagetab end over artiklens konkrete indhold.

Jeg vil danne mit eget billede og går derfor til Rigsarkivet og finder navne på jødiske elever i 1930ernes Sankt Petri Skole. Disse elever er grunden til, at jeg skriver denne tekst og her fokuserer på to af dem.

Ahronheim

Familien Ahronheim består af faderen Max, moderen Emma og de to sønner, Adolf Max og Karl Max. De er velstillede, bor i Hamborg, har ærketyske navne og en cykel af brandet »Alemannia«. Hvor tysk kan det blive? Ikke nok, når man også er jøde. Jøden er ifølge datidens gængse fordomme uren, pengegrisk og svindelagtig. Et kendt billede fra nationalsocialisternes boykot af jødiske forretninger 1. april 1933 viser en grinende mand med en plakat »Tyskere, køb ikke ind hos jøden«. Billedet er taget i det område, hvor familien Ahronheim boede.

Samme år emigrerer familien til København og får en lejlighed på Strandboulevarden 64 på Østerbro.

I august 1933 starter Karl Max, syv år, og storebror Adolf Max, ni år, i Sankt Petri Skole. Faderen Max står registreret som Kaufmann hhv. Rentier i sønnernes klasselister.

Vi zoomer ind på Karl Max’ klasse. I den gik Landesvertrauensmann Modis’ søn og drengene Grohn, Henn & Bethge, hvis fædre allerede var medlemmer i NSDAP. Klasselæreren Schulz var Standortführer, den højest rangerende leder i Hitlerjugend. Selv skolelederen Maywald (1934-43) deltog på en Hitlerjugend-teltlejr i 1935, og hans ældste søn blev i 1938 Standortführer. Med på samme Hitlerjugend-lejr var også matematiklæreren Wäsche, som senere blev ansat i den tyske sikkerhedstjeneste og dokumenteret planlagde drabet på Kaj Munk.

Adolf Max’ klasse var ikke sammensat meget anderledes. En af hans lærere tæller i klasselisten ned til, at den 11-årige jødiske elev omsider skal forlade skolen, »endgültig weg 1. III 1935«.

Nationalsocialistisk indflydelse

Lad os zoome ud af perspektivet. Sankt Petri Skole eksisterede ikke i et vakuum. I sin doktorafhandling fra 2010 undersøger Jens Waibel indflydelsen fra det nationalsocialistiske system på de tyske skoler udenlands.

Efter NSDAPs overtagelse af regeringsmagten i 1933 blev lærerforbundene gradvis ensrettet til ét forbund, hvis opgave var at indføre det nationalsocialistiske verdensbillede i skolesystemerne. En paraplyorganisation med underafdelinger blev skabt, opdelt i regioner, Gaue. Under Gau Ausland blev Danmark således sammen med sine naboer en del af Gau Nordeuropa.

Racelære blev en skjult del af biologifaget, sportstimerne blev vigtigere og fik et militært fokus. De tyske lærere blev udvalgt i overensstemmelse med politisk-ideologiske målsætninger. Målrettede foranstaltninger skulle få de jødiske elever, som gik i udenlandske tyske skoler, til at forlade dem. Det skulle dog ske diskret for at undgå konflikter med værtsnationerne.

Holland

Tilbage til brødrene Ahronheim. Familien emigrerede til Amsterdam i 1935. De to drenge savnede næppe deres gamle skole i København.

Jødeforfølgelserne startede efter den tyske invasion af Holland i maj 1940. Gradvis blev jøderne frataget deres borgerlige rettigheder. I september 1941 fik de jødiske elever i Ambachtsschool, hvor Karl Max uddannede sig til elektriker, at vide, at de ikke var velkommen i skolen længere.

23. marts 1942 gik Max Ahronheim til politiet for at melde fire kufferter indeholdende madvarer, stofrester og sæber, som han havde låst inde i en cykelkælder, stjålet.

Hvilken jøde med selvopholdelsesdrift går til hollandsk politi så sent som i marts 1942? For tilsyneladende værdiløse genstande?

Det tager lidt tid, inden det går op for mig, at indholdet i kufferterne på det tidspunkt var den tidligere købmands reelle levebrød.

Året forinden var de hollandske jøder blevet tvunget til at overdrage deres penge og værdigenstande til Lipmann, Rosenthal & Co, kendt som »nazibanken«. Mange år efter familien Ahronheims død søger pårørende om kompensation for det, som nazisterne havde konfiskeret fra familien under krigen.

Auschwitz

15. juli 1942 var skæbnesvanger. Adolf Max blev indkaldt til arbejdslejr i øst. Det blev også Margot Frank, storesøster til den i dag verdenskendte dagbogsskrivende pige Anne Frank. Familien Frank svarer ved at gå under jorden. Den mulighed har Adolf Max ikke, så han er med på det første deportationstog, som gik til Auschwitz via transitlejren Westerbork. 10. august 1942, mindre end en måned senere og på dagen inden sin lillebrors 16 års fødselsdag, døde Adolf Max i Auschwitz, 18 år gammel.

Max, Emma og Karl Max blev deporteret lidt mere end et år efter til samme destination. Af sine landsmænd fik Max og Emma at vide, at de skulle »i bad«, inden de kunne lukkes ind i lejren. I stedet blev de gasset ihjel direkte efter ankomsten 7. september 1943. Lillebror Karl Max overlevede i seks måneder. Han blev erklæret død 31. marts 1944 og blev 17 år.

Sankt Petri Skoles historieskrivning

Sankt Petri Skoles selvforståelse er, at skolen gennem skolebestyrelsen og patronen med succes agerede kontravægt til nationalsocialisterne inden og under besættelsen. Til jubilæet »400 år kongelig patron for Sankt Petri« blev der således i en prædiken udtalt at »vi jo ikke (kun) er samlet for taknemmeligt at se tilbage og fejre vores fortid«.

Historieskrivningen er desværre ikke blevet kritisk udfordret som i Hamborg og Amsterdam, hvor der også er mindesmærker for brødrene Ahronheim. Den mangler derfor følsomhed over for dem, som de nationalsocialistiske ideer gik grusomt ud over – hvilket også inkluderede grov mobning af egne elever i Sankt Petri Skole.

Blandt Rigsarkivets desperate breve fra tyske jøder til Det mosaiske Trossamfund i Danmark i 1933, er der et brev fra en fraskilt far ved navn Georg Bernstein. Han vil hurtigst muligt redde sine drenge til Danmark. En tysk skole ville være vigtig, skriver han, men spørger samtidig: »In welchem Geist werden diese Schulen geleitet?«

Det er et meget relevant spørgsmål.

Til minde om Karl Max og Adolf Max Ahronheim, elever i Sankt Petri Skole 1933-35.