Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Spareøvelse sætter de studerendes retssikkerhed på spil

»Vores erfaringer er således, at »forkert« snart kan forveksles med »rigtigt« der, hvor mangeartede følelser og interesser er i spil.«

Troels Gottlieb Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I Danmark har vi en forbilledlig retsstat, der blandt andet sikrer lige muligheder for uddannelse. For eksempel skal vores tradition for ekstern censur tjene som garant for, at landets studerende afprøves ensartet og bedømmes retfærdigt. Med investeringen i sådanne, ministerielt beskikkede myndighedspersoner understreger vi, at den studerendes sociale kapital ikke fremkalder forudfattede holdninger, når uddannelsesbeviserne stemples.

Om man har en god relation til og deler perspektiv med sin underviser, eller omvendt er uenig med og måske agerer lidt ulydigt i forhold til vejledningen, der gives, må i den danske forståelse af det gode samfund ikke være af betydning. Derfor medvirker blandt andet på de videregående uddannelsers afsluttende prøver, altid én person, hvis habilitet ikke kan være truet af et tilknytningsforhold til uddannelsesinstitutionen. Den eksterne censors agenda er alene at sikre, at det er de studerendes præstationer, der bedømmes, og det skal ske på et grundlag af ensartede pure faglige præmisser.

Sådan en investering koster. Så da min forgænger i rollen som censorformand for psykologi ved universiteterne gik i medierne og fortalte om problemer, nedsatte den forrige regering et udvalg med det opdrag at evaluere, om det nuværende censorsystem på de videregående uddannelser bidrager tilstrækkeligt til sit formål: Kvalitetssikringen af prøvesystemet og sikring af de studerendes retssikkerhed. For hos os havde tingene udviklet sig i en fætter-kusine-fest-retning. Eksaminator fandt dybest set selv censor, og ikke sjældent førte dette til »pardannelser« – de samme personer censurerede hinandens studerende. Ved grelle eksempler var der tale om årtier lange relationer og hundredvis af bedømmelser.

Set i det lys er nedsættelsen af Censorudvalget principielt kærkomment, og nogle af udvalgets anbefalinger i rapporten »Et fremtidssikret censorsystem« giver god mening. For som min forgænger konkluderede (og implementerede), bør et tidssvarende censorkorps bestemt arbejde med:

• Reelt at vurdere censorernes kompetencer, både inden beskikkelse og genbeskikkelse.

• At kvalificere til censoropgaven via en struktureret introduktion til censorhvervet.

Andre af Censorudvalgets anbefalinger er ikke desto mindre svært bekymrende. Retssikkerhed er tilsyneladende ikke udvalgets egentlige dagsorden. I stedet går argumentet på, at den eksterne censur nu kan bespares til blot at gælde de afsluttende prøver, eftersom kvalitetskontrol i dag er akkrediteringsinstitutionens område. Yderligere, og helt absurd, foreslås at:

• Censorformandskabet (og censorerne) udvælges af og ansættes på universiteterne.

Man kan med vore erfaringer langtfra føle sig tryg ved en sådan organisering, hvori den eksterne censur bliver transformeret til et internt anliggende, og universiteterne selv hyrer og fyrer deres egne kontrollanter.

Rolle frem for relationer

Havde den af Censorudvalget foreslåede organisering været gældende, da min forgænger tog hul på at reformere vores praksis, var hun ingen vegne kommet. Men hvor hendes modstandere ikke kunne se fidusen med de demokratiske spilleregler, havde hun blik for, at bureaukratiets indbyggede mekanismer til forebyggelse af magtmisbrug ville kunne virke.

Da hun tog fat forsøgte hendes tre (universitetsansatte) næstformænd straks at desavouere. De orienterede korpset om, at den gamle praksis skulle fastholdes, og en række (universitetsansatte) censorer klagede i øvrigt over censorformanden, der nu fordelte censoropgaverne. Men klagerne endte hos en ekstern myndighed, og ingen klagere fik medhold. Tværtimod måtte næstformændene udskiftes, for praksis var selvfølgelig i strid med loven, og censorformanden udfyldte sin tilsynsrolle efter alle kunstens regler. Således kunne jeg selv, der tydeligt huskede, hvordan vi som studerende undredes, når vores vejledere »skulle finde den rette censor«, stille mig til rådighed som ny næstformand og blive valgt ind i det ny formandskab – af mine censorkollegaer, ikke af universitetet.

Lad mig give to illustrative eksempler på problemer, der opstår, hvis ikke man har et censorsystem, som fungerer i en fuld armslængdes afstand:

1) En skønne dag fik min forgænger anledning til at bryde med den historiske praksis og bringe en anden censor end den af eksaminator anbefalede i spil. For hvor dette bedømmerpar normalt var enige om, hvad god psykologi er, kunne censor denne gang ikke bakke op om, at specialet, der skulle bedømmes (hvori eksistensen af spøgelser mentes påvist), var en tilstrækkelig præstation til erhvervelse af en kandidatgrad i vores fag. Så nu kunne hun ikke bære at blive årsag til ubehag hos gamle venner og besvær på et institut, hvor hun oplagt selv kunne få brug for at søge job og udøve sin myndighedsrolle og være uenig med sin gamle professor og ph.d.-vejleder (der vist var kommet til at give en forhåndsgodkendelse af den indleverede opgave).

Der kom jeg ind i billedet. Og udpeget af censorformanden (der var uden relationer til instituttet) havde jeg (der var uden relationer til instituttet) ingen problemer med at give 0.

2) Det nuværende censorformandskab er i skrivende stund gået ind i en sag, som er stærkt ubehagelig: En studerende, der ikke er i stand til at skrive et speciale, har åbenbart kunnet komme igennem den øvrige uddannelse. Således vil denne studerende naturligvis føle sig svigtet ved først nu at blive gjort klar, at han ikke skal være psykolog. Men i stedet for at vejlede den pågældende i at forlade studiet, har han modtaget massiv vejledning – i at skrive speciale. Og i stedet for at lade universitetets jurister behandle en mulig plagiatsag, som censor med baggrund i at have observeret adskillige eksempler på afskrift indberettede, har den lokale studieledelse interveneret, og rådgivet bedømmerparret til med fordel at kunne »… sluge nogle kameler« og i stedet for at »… give en formelt korrekt og fagligt begrundet bedømmelse« lade den studerende bestå, således at sagen kan afsluttes lettest muligt.

Men det ville selvfølgelig hverken være retfærdigt eller sikre de studerende ensartet behandling, kan censor fra sin eksterne position minde om: Der skal være lighed for loven.

Vores erfaringer er således at »forkert« snart kan forveksles med »rigtigt« der, hvor mangeartede følelser og interesser er i spil og relationer står i vejen for en ekstern spejling og rollen som myndighedsperson.

Kontrol sikrer uafhængighed

I dag er der i vores korps valuta for pengene. Censorformandens gummistempel er konverteret, og det er slut med: »Faste pardannelser« (hvor censor og eksaminator udgør bedømmerpar mere end 40 timer sammen), »Kasketbytter« (hvor censor og eksaminator optræder i de omvendte roller), »Huscensorer« (hvor censor lægger størstedelen af sit arbejde på ét og samme universitet) og »Professionelle censorer« (hvor censor – evt. ved siden af sit offentlige embede som lektor, professor eller studieleder – bijobber mere end 125 timer halvårligt som censor). Staten får, hvad den betaler for: Ekstern censur og retssikkerhed for borgerne.

Som censor arbejder man som i ovenstående eksempler til tider hårdt for sit honorar. I sådanne sager rækker akkorden slet ikke, og staten køber billigt ind. Til gengæld giver det til tider drøje arbejde mening. Især gør censorerne deres borgerlige ombud med en god fornemmelse, når eksaminators karakter, modsat eksemplerne ovenfor, forekommer negativt biased og altså at være for lav.

Det er et privilegium at leve i et land hvor uddannelsesinstitutionerne vægter uafhængighed som en bærende dyd for både videnskabelse og de studerendes dannelse. Men hvis idealet om lige muligheder for uddannelse og retssikkerhed fortsat skal være iblandt vores grundpiller, bør vi vedblive med at investere i bibeholdelsen af reelt ekstern censur.

  • Troels Gottlieb er censorformand, Censorkorps for Psykologi ved Universiteterne.