Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Sosser i et sort hul

Henrik P. Bang: Den S-ledede regering går galt af både den ældre og den yngre generation. Man lytter ikke til de ældre og taler ned til de yngre. Resultatet er, at den gamle kobling mellem regering og befolkning på det nærmeste er gået fløjten.

Tegning: Kamilla Wichmann Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Socialdemokratiet var først et klasseparti og blev derefter et folkeparti. Det disciplinerede arbejderne til at være flittige og adlyde loven og skolede dem til at deltage i demokratiet som vælgere og aktive medborgere i stedet for at gå ud og lave revolution i gaderne. I dag kalder man sig selv Socialdemokraterne, men hvad det egentlig indebærer får stå hen i det uvisse. Der er oplagte spændinger imellem ’gammeldags’ socialdemokratisk interessepolitik og S-ledelsens mere teknokratiske og neoliberale fokus på, hvad der er økonomisk nødvendigt. Måske er det derfor, at den S-ledede regering har tabt taget i befolkningen og oplever en vælgerflugt uden sidestykke. De ældre generationer føler ikke længere, at deres interesser varetages ordentligt og anklager S for at svigte de gamle pligtnormer og lighedsidealer. De yngre generationer nærer bare en indbygget mistillid til teknokrati og bureaukrati. De kan slet ikke identificere sig med et parti, der vil skabe et ’Danmark for Folket’ oppe-fra-ned. De nægter pure at lade sig disciplinere og socialisere til at levere opbakning til et kollektivt velfærdsprojekt, hvis normer udstikkes fra oven. De vil gøre tingene selv og føle medejerskab til det, de foretager sig. De drives af engagement frem for pligt. De lader sig kun mobilisere til at deltage i det ’store’ demokrati, hvis man kommunikerer med dem i øjenhøjde og giver dem mulighed for at koble løsningen af samfundets fælles anliggender til realiseringen af deres egne livsprojekter. Socialdemokraterne går galt af begge generationer. Man lytter ikke til de ældre og taler ned til de yngre. Resultatet er, at den gamle normative kobling mellem regering og befolkning på det nærmeste er gået fløjten. Man legitimerer ikke længere sine beslutninger med en henvisning til traditionelle demokratiske værdier om frihed og fællesskab, men så godt som udelukkende ved konstant at love, at regeringen nok skal ’levere’.

Hvordan er den S-ledede regering i den grad kommet ud af sync med vælgerne? En del af svaret ligger nok i den måde, hvorpå man kommunikerer med befolkningen. Man taler ikke med folk men til dem. Man vil gerne vise vælgerne, at man er en handle-duelig politisk ledelse, der tør lave de nødvendige reformer. Men i stedet for at føre en dialog med os vælgere om, hvorfor det pludselig i dag er nødvendigt at gøre det modsatte af, hvad man lovede os at gøre i går, kværner man videre i den samme rille med, at regeringen altså bare altid ’ved bedst’. Moderne ledelse handler jo netop om, at man erkender, at man ikke altid ved bedst og derfor har brug for at være i fortsat dialog med sine ’stakeholders’ om, hvad der er nødvendigt at gøre. Man må som ledelse være klar til at træffe de nødvendige beslutninger, men også til at lade sig inspirere og påvirke af andre samt, måske allermest, til at have modet til at indrømme, når man har fejlet. Når man ser på, hvordan regeringen reagerer på ethvert tilløb til ’civil ulydighed’ i parti og samfund, er det tydeligt, at dens ledelsesstil slet ikke er spor moderne. Man forsøgre at true sig ud af sine vanskeligheder frem for at forsøge at overbevise os om, hvor nødvendigt det er, at vi alle og enhver begynder at engagere os mere i løsningen af vores fælles store risici, problemer og udfordringer.

Måske skulle vi indføre en sondring imellem folkestyre og folkestyring til at skelne imellem det at repræsentere en befolkning og det at lede den? Folkestyre handler om at lytte til ’folket røst’. Politikernes fornemste opgave er her at være med til at sikre flest muligt fri og lige adgang til og anerkendelse i beslutningsprocesserne. Det handler om at kunne omforme folkets mange forskellige og modsatrettede krav til gældende beslutninger. Frihed og lighed er de bagvedliggende idealer. Men idealerne har det svært. Regeringen vil langt hellere tale og diskutere med mediefolk, eksperter og kendisser om, hvad der skal gøres, end med alle os amatører. Vi kan, hvis vi er gamle nok, stadig stemme regeringen ud af ministerbilerne ved næste folketingsvalg og tak og lov for det, for ellers var vi helt på Herrens mark! Men vi har som vælgere for længst lært, at politik-erne ikke har det store behov for at lytte til os i det daglige, undtagen hvis vi dukker op i en fokusgruppe eller giver udtryk for de ’forkerte’ holdninger i en meningsmåling. Vi stemmer derfor stadig mere med ’fødderne’, efter de ’store’ beslutninger er truffet. Vi øver indflydelse ved at svare på regeringens folkestyring, men udfases i stigende grad fra vores eget folkestyre.

Den hastigt voksende mængde af store opgaver, der skal løses, er selvfølgelig med til at presse regeringen til at koncentrere langt mere om, hvordan man løser problemer ved ’udgangen’ til det politiske system end om, hvad folk har at sige om politik ved ’indgangen’. Men konsekvensen er en fortsat voksende spænding imellem folkestyrets indgangs-drevne interessepolitik og folkestyringens udgangs-drevne nødvendighedspolitik. Ja, faktisk underminerer man begge politikker ved ikke at sondre mellem et demokrati, der styres af, hvad ’folket’ siger og gør, og en autoritet, der udøves igennem, hvad den politiske ledelse siger og gør.

Regeringens udfordring er derfor grundlæggende politisk og ikke økonomisk eller social. Den handler om hvordan man som ledelse formår at manøvrere mellem interessevaretagelse (folkestyre) og formuleringen og leveringen af den nødvendige politik (folkestyring). Dér må man bare konkludere, at regeringen er faldet ned i et sort hul. Den nødvendige politik undermineres til stadighed af organiserede interesser, der forsøger at udhule de tiltrængte reformtiltag tænk blot på de kuldsejlede ’trepartsforhandlinger’. Omvendt gør regeringens overforstørrede blik på den økonomiske nødvendighed den stadig mere blind over for folkets røst samt hævdvundne demokratiske kultur og idealer. Regeringen ser ganske enkelt ikke forskellen mellem at optræde som folkets repræsentanter og som politiske ledere. Hvor man som repræsentant er sat på tinge for at kæmpe for alles fri og lige adgang til og anerkendelse i beslutningsprocesserne, er man som ledelse forpligtet på at formulere og levere en politik, der kan gøre befolkningens hverdagsliv lidt bedre, dvs. mere sundt, rent, trygt, inspirerende, lærerigt, osv.

Den S-ledede regerings største dilemma er, at den ikke har nogen som helst strategi for, hvordan man kommunikerer med befolkningen om, hvornår folkestyre må vige for folkestyring eller omvendt. Havde den fra første færd lagt sine politikproblemer frem for befolkningen på ærlig og troværdig vis ved at tale med den i øjenhøjde, var det måske gået anderledes. Havde den kunnet overbevise befolkningen om, hvordan nødvendigheden af, hvad der må og skal gøres her og nu af og til tvinger den til at sætte sine egne valgløfter lidt i baggrunden, kunne den måske have undgået det voksende skrig om ’løftebrud’ samt den totale vælgerflugt. Men den benytter sig i stedet af en forældet hierarkisk og paternalistisk socialdemokratisk kommunikationsform, der går på, at ’det arbejdende folks’ regering ’altid ved bedst’, og at befolkningen bare har at rette ind efter ’farmands’ oppefra udstukne kommandoer og ordrer. Regeringen må stoppe sin ’oppe-fra-ned’ monolog med befolkningen’ og indgå i en mere ’flad’ dialog med den om, hvordan den aktivt kan bidrage til ikke bare demokrati, men også til at gøre vores liv lidt bedre. Den må formå at få os til at indse, hvordan løsningen, eller bare dæmpningen af vores enorme problemer med økonomiske nedsmeltninger og global opvarmning ikke kun afhænger af, at vi forpligter os på at drosle lidt ned på vores krav om velfærd, vellevned og selvrealisering, men også af vores parathed til at engagere os langt mere direkte i løsningen af vores egne hverdagsproblemer med forurening, arbejdsløshed, sundhed, helbred, osv.

Hvis ikke vi formår at skabe nye og varige forbindelser mellem folkestyre og folkestyring, interesse og nødvendighed samt de ældres pligtnormer og villighed til at adlyde lovens herredømme og de yngres engagementsnormer og hang til at gøre tingene selv, alene eller i samarbejde med andre, ja, så er det svært at se, hvordan vi skal komme videre med skabelsen af en politik, der udspringer af folket og ikke bare styrer for folket, men også sammen med det.