Som ordene faldt i Bruxelles

Lars Hedegaard: Jeg mener altså ikke, at det er for tidligt at spekulere over, hvad fredelige og demokratiske vesterlændinge skal gøre, når opløsningen har taget et nyt kvantespring. Det var det, min tale i Bruxelles handlede om.

Tegning: Kamilla Wichmann Fold sammen
Læs mere

En storm af forargelse har ramt min ringhed siden offentliggørelse af det famøse »dogmeinterview«, jeg 17. december gav til Snaphanen. På Deadline 21. december fremdrog Ole Birk Olesen pludselig et løsrevet citat fra en tale, som jeg i 2007 havde holdt i Bruxelles, og hvoraf det skulle fremgå, at jeg var modstander af demokratiet og retsstaten og derfor pønsede på at oprette ulovlige, parallelle institutioner.

Men Olesens stunt har åbenbart ikke haft den ønskede effekt, så nu rykker Tom Jensen i Berlingeren (28. januar) ud med atter en gang suppe kogt på de indtørrede ben. Den sag må sandelig ikke glemmes, meddeler Jensen, for den er udtryk for, at jeg »åbenbart er villig til at suspendere vores demokratiske frihedsrettigheder i kampen mod islam«.

Desværre har Tom Jensen glemt at læse talen, der ellers har været tilgængelig på nettet siden november 2007. Eller svigter engelskkundskaberne? Talen hedder »The Resilience of the Commoners« (på dansk: »Menigmands standhaftighed«). Hvis man læser den, vil man bemærke, at mit ærinde er præcis det modsatte af det, som Tom Jensen prøver at bilde Berlingske Tidendes læsere ind. Jeg gør mig overvejelser over, hvordan vi bevarer frihedsrettighederne i en situation, hvor den grundlovssikrede, demokratiske orden allerede er undermineret - ikke af os og ikke af mig, men af islamiske kræfter, der i århundreder har set skævt til vores frihed og gerne vil have den ekspederet ud på historiens mødding, så de i stedet kan få indført en islamisk retsorden, shariaen.

Skræller man udenværkerne væk, forlanger mine kritikere, at jeg undlader at tage islams selvforståelse alvorligt. Jeg må ikke gentage, hvad islams kanoniske skrifter og autoritative talsmænd siger om deres egen ideologi, om deres egne politiske planer. Det er skandaløst og udokumenteret, hvis man refererer, hvad disse kilder åbenhjertigt har at berette om islams projekt - ikke om alle muslimers projekt, men om den ideologi, som imamerne og ulema siger, at ummaen (dvs. den verdensomspændende muslimske nation) er religiøst forpligtet til at følge.

Gennem årene har jeg skrevet meget om islams mål, strategi, taktik og virkemidler - senest i bogen »1400 års krigen«. Den er på 274 sider med en omfattende litteraturliste og et stort noteapparat. Ingen af de kritikere, der har frakendt bogen enhver værdi, har forsøgt at påvise videnskabelig fusk i omgangen med kilderne. De kan bare ikke fordrage bogen. Det kan jeg sådan set heller ikke. Jeg synes, det er rigtig kedeligt at beskæftige sig med et så trist fænomen, men nogen skal jo gøre det, og mange har faktisk gjort det - og er kommet til nogenlunde samme konklusion om islam som jeg.

»1400 års krigen« citerer f.eks. Rudolph Peters autoritative fremstilling, »Jihad i klassisk og moderne islam«, der har følgende at berette om islams krigsdoktrin, jihad-doktrinen: »Kernen i doktrinen er eksistensen af en enkelt islamisk stat styret af hele ummaen. Det er ummaens pligt at udvide denne stats territorium for at bringe så mange mennesker som muligt under dens styre. Det endelige mål er at bringe hele Jorden under islams herredømme og at udrydde vantro.«

Peters skriver videre: »Ekspansiv jihad er en kollektiv pligt ..., der kan fuldbyrdes såfremt et tilstrækkeligt antal mennesker tager del i den. Hvis dette ikke er tilfældet, handler ummaen syndigt.« Og som Abu Daud, der er ophavsmand til en af sunni-islams seks mest ansete hadith-samlinger, understreger, vil jihad fortsætte indtil genopstandelsens dag.

Det forekommer mig, at islams autoritative talsmænd kunne undgå enhver mistænkeliggørelse (hvis det er sådan, de opfatter det), hvis de simpelthen ville gå ud og sige, at jihad ikke længere er nogen betingelse for at en muslim kan komme i himlen. Det har jeg ikke hørt nogen gøre. Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at de mange, der på det seneste er faldet over mig, heller ikke har stillet et sådant krav til imamer og ulema (islams retslærde). Tom Jensen gør det heller ikke. Han mener tydeligvis ikke, at der er et problem.

Endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at ingen imam eller muslimsk retslærd har anklaget mig for at misrepræsentere islams mål. Det kan jeg glimrende forstå, for i så fald ville de ende med at skulle tage afstand fra Koranen, hadithen, skildringerne af Muhammeds levnedsløb, og alt hvad ulema har sagt eller skrevet gennem 1.400 år.

Den debat, vi står midt i, drejer sig med andre ord ikke om, hvad der bliver sagt, men om, hvem der har lov til at sige det. Foreløbig må vi konkludere, at islams talsmænd har lov at sige lige, hvad de har lyst til, men at andre ikke må tage deres udsagn for pålydende.

Mine kritikere er frygteligt oprørte over, at jeg i min Bruxelles-tale - og i øvrigt talrige andre steder - har beskæftiget mig med begrebet parallelsamfund, hvormed jeg forstår enklaver, der er unddraget den demokratiske retsstats faktiske kontrol. At jeg dog kunne få mig til det, når vi lige havde det så hyggeligt!

Så har de det meget bedre med den toneangivende alim Jusuf al-Qaradawi - bonkammerat med den berømte dobbeltsnakker Tariq Ramadan - der anbefaler europæiske muslimer at oprette »deres eget lille samfund i det større europæiske samfund«, deres egen »muslimske ghetto«.

Det har de aldrig hørt om? De har heller ikke bemærket, at den lille imam Abdul Wahid Pedersen lover at indføre sharia i Danmark, når den lokale umma bliver talrig nok, at han forsvarer mord på frafaldne og stening af utugtige kvinder (denne straf er nemlig blevet forordnet af »Skaberen selv«)? Fænomener som Tingbjerg, Gellerup, Vollsmose, Indre Nørrebro, stenkast mod ambulancefolk og brandvæsen, udstrakte no-go areas i Storbritannien, 700 lokaliteter i Frankrig, hvor politiet sjældent tør komme, bydele i Tyskland, der er behersket af arabiske bander osv., findes kun i min syge hjerne.

Og da retsstatens og demokratiets begyndende opløsning er et fænomen, der kan lokaliseres til mine tvangsneuroser, gælder det blot om at få mig til at tie stille. Når det er sket, findes der ingen planer om muslimske parallelsamfund, ingen stenkast mod brandfolk, ingen no-go areas, ingen jihad, ingen sharia. Med et snuptag ville Qaradawi, Pedersen og deres ligesindede blive forvandlet til Mahatma Gandhier.

Mere besindige kritikere af min Bruxelles-tale nøjes med at sige, at jeg taler om tilstande, der muligvis vil indtræffe om mange årtier. Hvorfor tage sorgerne på forskud?

Hvis jeg troede, at problemerne lå langt ude i fremtiden, ville jeg være den første til at beskæftige mig med noget mere inspirerende. Ulykkeligvis kan jeg både kan høre, se, læse og lægge to og to sammen. Jeg har også et betydeligt internationalt netværk af fremragende iagttagere, som jeg regelmæssigt diskuterer med. De fleste af dem er om muligt mere pessimistiske end jeg.

Således talte jeg for nylig med en person fra et europæisk land, der har tætte forbindelser til sit lands - og i øvrigt andre landes - efterretningstjeneste og militære og politiske ledelse (mere vil jeg ikke sige for ikke at ødelægge vedkommendes karriere). Denne person kunne berette, at disse ledere betragter det som uafvendeligt, at dele af landet om fem år vil være overgået til sharia-jurisdiktion og således de facto unddraget den lovlige retsorden og politiske suverænitet, fordi de mangler styrke til at forhindre det. Jeg mener altså ikke, at det er for tidligt at spekulere over, hvad fredelige og demokratiske vesterlændinge skal gøre, når opløsningen har taget et nyt kvantespring. Det var det, min tale i Bruxelles handlede om.

Lad mig oversætte noget fra talens slutning:

»Hvis det sandsynlige skulle ske, at dele af Europa - og sandsynligvis dele af andre vestlige lande så som USA, Canada og Australien - går tabt til parallelsamfund uden for vores politiske og juridiske kontrol ..., bliver vi nødt til at opstille opnåelige mål for vores forsvarsstrategi. Det er tydeligvis ikke nok, at vælgerne i de demokratiske lande vælger nye regeringer, selv om disse skulle love at dæmme op for strømmen af umma-medlemmer eller at modstå vore landes islamisering. Mange af vore institutioner er allerede blevet så undermineret, at de i praksis er omdannet til bastioner for vore fjender, og der er ikke meget, som selv velmenende regeringer kan gøre for at modvirke denne ødelæggende indflydelse i fraværet af en selvstændig og beslutsom folkelig modstand.«

Altså, hvis staten svigter eller mangler kræfter til at forsvare friheden, må civilsamfundet træde i karakter. Hvad ellers?