Som borgerlig af opdragelse og observans blev jeg dybt chokeret...

Tiden er er inde til ikke bare at genfinde borgerlig anstændighed. Vi er nødt til at tale om, hvad det er for et samfund, vi ønsker at leve i. Vi må diskutere os frem til en vision om en fremtid, der ikke konkurrerer os ned på laveste fællesnævner.

Hanne Feldthus Fold sammen
Læs mere

Berlingske hævder, at de klassiske borgerlige værdier aldrig har stået stærkere end i dag, men det kommer sandt for dyden an på synsvinklen.

Vil du høre, hvordan man tænker om dig? Kommer her: Du er et opportunistisk individ, der kun er interesseret i at optimere din egen nytte, og som kun er motiveret af økonomiske incitamenter.

Hvis du synes, at det er noget af en fornærmelse, skal du ikke blive sur på mig. Det er ikke mig, der tænker sådan, men den såkaldte konkurrencestat, vi henslæber vores tilværelse i.

»Det skal kunne betale sig at arbejde,« runger det ud over os, når statsministeren holder tale. Og vi skal arbejde meget og længe og effektivt, for vi er i konkurrence med hele verden, og står vi ikke tidligt op og giver den maksimalt gas, sakker vi bagud.

Måske tænker du, at sådan har det altid været, men her tager du fejl. Ifølge Ove K. Pedersen, forfatter til bogen »Konkurrencestaten«, blev vi under velfærdsstaten betragtet som mennesker, enkeltstående og enestående, og staten blev betragtet som en, der skulle beskytte os mod de uhensigtsmæssige konsekvenser af international konkurrence.

Stadig ifølge O.K. Pedersen begyndte vi skridt for skridt at overgå fra velfærdsstaten til konkurrencestaten allerede i slutningen af 1980erne. Det var her, man lagde an til Det Indre Marked i EU og gik i gang med at deregulere og liberalisere den globale konkurrence.

Det gav god mening dengang, for velfærdsstaten havde vist sig alt for dyr, og konkurrence blev anset som den lige vej til velstand og dermed bedre mulighed for at betale for velfærden.

Desværre for os alle sammen blev vi i den proces reduceret fra at være mennesker med en værdi i os selv til at være et tandhjul i det store statsmaskineri. Tandhjul hvis eneste smøremiddel er penge, og hvis eneste formål er at skabe vækst ved at producere mere og forbruge mere.

Det er der vel ingen ved deres fulde fem, som vil hævde er borgerligt. Det er rå konkurrencementalitet baseret på grådighed og egoisme i ufortyndet aftapning. Og alle er blevet konkurrenceudsat: Politikere, erhvervsledere, lønmodtagere og forbrugere. Nogle klarer sig godt i den konkurrence. Topchefer klarer sig for eksempel rigtig godt. Dem er vi nødt til at give meget i løn, ellers flytter de angiveligt til udlandet i jagten på en bedre betaling. De tilhører en elite, som er dygtige til at tale deres værdi op, og deres løn er uafhængig af, hvad manden på gulvet får.

Manden på gulvet konkurrerer derimod med manden på gulvet i Kina. Derfor må han være tilbageholdende med sine lønkrav, ellers kan virksomheden jo altid flytte produktionen ud af landet eller installere robotter.

Det er heller ikke nemt at være politiker, for selvom alle – også de borgerlige – sikkert inderst inde synes, at det er noget svineri, at landbruget smider om sig med penicillin, så smider andre landes landmænd altså om sig med mere, og hvis vi skal klare os i konkurrencen, må vi gå på kompromis. Der indgås mange kompromiser i den hellige konkurrenceevnes navn i disse år.

Det ligner et ræs mod bunden. Og det mest forfærdelige ved det hele er, at vi alle sammen, hver og en, bidrager til nedturen.

Som forbrugere er vores moral nemlig også blevet konkurrenceudsat. Vi køber produkter, der er produceret under vilkår, som strider mod vores egne værdier, men fordi prisen er blevet så uimodståelig lav, og mellemregningerne er blevet så komplicerede, at vi ikke kan gennemskue dem i indkøbssituationen, gør vi det alligevel.

• Vi har brugt 100 år på at tilkæmpe os gode vilkår på arbejdsmarkedet, alligevel flyver vi med Ryan Air, der spiller lønmodtagere og skattesystemer i forskellige lande ud mod hinanden.

• Vi kører med Uber, som ikke engang ansætter deres chauffører, og bidrager dermed til, at ejerne – blandt andre Goldman Sachs – kan gnide sig i hænderne over, at firmaet har opnået en anslået markedsværdi på 40-50 mia. dollars, mens vores lokale taxaselskaber, der overholder gældende regler, må kigge langt efter kunderne.

• Vi køber en T-shirt til kr. 49,95 inklusiv moms og fortrænger behændigt, hvor meget der mon kan være tilovers til syersken.

• Vi smider billigt kyllingekød i kurven og klikker væk, når vi bliver konfronteret med informationer om, at kyllingernes ben ikke kan bære dem, når de bliver slagtet.

• Vi klager over elendig journalistik, men vil ikke betale for nyheder, hvorefter redaktionerne presses til at levere mere med færre ressourcer.

Jamen, sådan er det jo, tænker du sikkert. Det kan vi jo ikke gøre noget ved. Globaliseringen er kommet for at blive, og konkurrencestaten er et vilkår.

Problemet er bare, at sådan kan det ikke fortsætte.

Cirka halvdelen af befolkningen vil ikke være med. Den halvdel som ikke kan følge med; de som ikke synes, at livet er blevet bedre, men meget værre; de som bliver stressede, depressive og får angst; de som er vrede og frustrerede og i deres afmagt stemmer på populister, som lover, at alt nok skal blive godt, hvis vi bare får permanent grænsekontrol.

Når den halvdel bliver til 51 pct., kan alt ske, hvilket Brexit er det bedste bevis på. Bemærk i den forbindelse, at den nye konservative, britiske premierminister, Theresa May, ved det netop afholdte partimøde, stod under et banner med teksten:

»A country that works for everyone«.

Det er ny retorik. Hvor meget, man skal lægge i det, er svært at sige, men budskabet er i hvert fald et andet end at det skal kunne betale sig at arbejde. Det virker som om, at de britiske borgerlige har forstået, at borgerne ikke bryder sig om at være til for staten, samt at der er nødt til at være plads til alle.

Herhjemme har vi med Europol-balladen fået en forsmag på, at vi også har 51 pct., der føler sig i deres gode ret til at sætte hælene i ved enhver lejlighed, også når det er fuldkommen irrationelt, men det er der ingen ansvarlige politikere, der for alvor tør tage livtag med. I stedet slås man om indvandrere og topskattelettelser, hvilket virker fuldkommen løsrevet fra de virkelige problemer. Konkurrencestats-tankegangen har i mange år drevet rovdrift på kloden, på klimaet, på produktionsdyr og på lønmodtagere i andre lande, uden at vi rigtigt har kunnet tage os af det. Men nu er turen kommet til os selv eller til mere end halvdelen af os, så nu sætter det sig spor i demokratiet.

Som borgerlig af opdragelse og observans blev jeg dybt chokeret over at læse, at vores stat tænker på os som opportunistiske individer, der alene er optaget af at optimere vores egen økonomi.

Når man fra officielt hold tænker sådan, har almindelig medmenneskelighed, anstændighed og generøsitet trange kår. Det samme har ånd og dannelse og værdien af at indgå i et frugtbart fællesskab. Det er således ikke så underligt, at der hersker forvirring på alle planer i blå blok. Borgerligheden er nemlig også blevet konkurrenceudsat. De stakkels politikere aner ikke, hvordan de skal tøjle den globaliserede konkurrence.

Tiden er er inde til ikke bare at genfinde borgerlig anstændighed. Vi er nødt til at tale om, hvad det er for et samfund, vi ønsker at leve i. Vi må diskutere os frem til en vision om en fremtid, der ikke konkurrerer os ned på laveste fællesnævner, ned på niveau med de lande, vi ikke deler værdier med, men op på et højere niveau af anstændighed og ansvarlighed. Og vel at mærke ansvarlighed for andre end os selv. Ellers vinder populisterne.