Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Søren Pind: Ja, Fogh fejlede

Søren Pind: Niels Krause-Kjær tegnede tirsdag et lidet flatterende portræt af Anders Fogh Rasmussens regeringstid. Ja, Fogh begik fejl. Men han skabte til gengæld et nyt politisk rum, hvor det atter blev tilladt at tale om tillid.

Tegning: Jens Hage Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Niels Krause-Kjær tegner et lidet flatterende portræt af Anders Fogh Rasmussens regeringstid (17/7). Man skulle ellers umiddelbart tro, at en sammenligning med H.C. Hansen ville tage sig godt ud for de fleste. Men ikke her. Krause citerer Søren Mørch, der jo altid har evnet den spidse bemærkning, for, at »det er interessant, hvad det var, der gjorde et så stort indtryk på samtiden, og som bevirkede at vandene alligevel lukkede sig hurtigt efter H.C. som de gjorde« Tableau. Exit Fogh

Krause får både reduceret hele indvandringsspørgsmålet til en ligegyldig diskussion - skønt man kan argumentere for, at den handler om Danmarks eksistens, som vi kender den. Og anfører samtidig, at de reformtiltag, der kom, var uden reelt indhold og ikke tjente til andet end at bevare magten. Krause beskriver samtidig oppositionens egen angst for at træde i karakter i dette spørgsmål. Det er svært at vokse i skyggen af et stort træ.

Jeg har det svært med Krauses kritik af Fogh. Af flere grunde. Enhver, der har studeret perioden, ved, jeg ikke selv holdt mig tilbage. Om det konkrete og virkelige, der skete dengang. Men jeg husker samtidig beskrivelsen af kloge analytikere som Krause, hver eneste gang man bare forsøgsvis prøvede at iværksætte en politisk diskussion om retningen i Danmark. Det stod hurtigt klart, at diskuterede man reformer, der netop f.eks. skulle sikre Danmark ift. den »demografiske mur«, Krause nævner - så var man ekstremist. Der er siden lavet videnskabelige analyser, der har klargjort, hvordan medier og kommentatorer meget oftere brugte udtryk som »ekstrem«, »højreorienteret« eller som jeg selv blev kaldt »ultraliberal« om borgerlige kritikeres synspunkt og diskurs. Holdninger, vi i dag anser for at være ganske mainstream. F.eks. i forbindelse med de ti teser. De fleste af dem kan vel siges, på sæt og vis, at være gennemført i dag. Det hævdede dagbladet Information i hvert fald ved sommerens begyndelse Regeringens forslag om at regulere overførselsindkomsterne satte trumf på.

Studerer man VK-regeringen fra 2001 forstår man, at Fogh vidste, at tillid var den altafgørende faktor, der skulle sikre et bånd mellem folkestyre og folk. Han vidste, man kunne få danskerne med, ved at tale med dem. Men han vidste også, at Nyrups måde at tale med danskerne på, var gal. Det var ikke samtale. Men tale til. Og forklare. Bagefter. Efterlønsforliget stod som en skamstøtte over Nyrup-perioden, og har siden vist sig at være et banesår for Socialdemokraterne. Ritt i København pga. de 5.000 boliger til 5.000 kr. på fem år fulgte efter. Og, tror jeg, Thorning-Schmidt, og hendes løfter om boligpakke, betalingsring, millionærskat, bevarelse af efterløn - vælg selv.

Jeg tilhører dem, der mener, Fogh nok kunne have holdt et højere tempo på reformerne. Jeg tror også, han undervurderede sin egen styrke - og i sidste ende sit eget talent - hvad jo i sidste ende altid er værst for en selv. Han kunne have gjort mere. Formodentlig. Men der var ikke mange, der gav plads for et sådant rum. Jeg hørte aldrig - aldrig - den tidligere opposition foreslå en større besparelse end regeringen på de poster, der betød noget. Aldrig. Tværtimod var det, man nu tvinges til at gennemføre pga. VK og DFs reformalliance med Det Radikale Venstre, udtryk for den sociale massegrav, amoralsk og ødelæggende for Danmark. at Fogh skabte til gengæld et nyt politisk rum, hvor det atter blev tilladt at tale om tillid. Hvor man skulle vide, hvad man havde at gøre med. Dengang kunne man i højere grad være konkret.

I dag må den tillid mere basere sig på et løfte om at man som politiker vil gøre sig umage, og vil afstå fra populistiske løfter, man ved, ikke kan holde (jeg har selv gjort mig til talsmand for, at Venstres næste valgplakat skal laves i to eksemplarer, en til øst for Storebælt »Os kan du stole på«, en til vest for Storebælt »os kan du stole åw« kun tilføjet et »det bliver hårdt«). Han bandt dermed dansk politik til en kultur, hvor den samtale, der før verden gik af lave var en del af den danske politiske kultur, kom tilbage. Som under Stauning og H.C. Hansen. Jo - den kunne som de have en vis autoritativ (lad os kalde den det) klang. Men den var der.

De objektive fakta er, at sammenlignet med andre lande i Europa står Danmark bedre rustet i krisen. Gælden var betalt. Der var gennemført reformer af pensionsalderen, så de sociale ydelser i højere grad fulgte den faktiske levealder. Marginalskatten var faldet med seks procent. Arbejdsløsheden var - og er - rekordlav, sammenlignet med andre svære perioder i Danmarks historie. Og, skønt nu tilbagerullet, blev der sat en stopper for, at blot man satte foden på dansk jord, kunne man gøre krav på dansk forsørgelse.

Det var Fogh Rasmussens disciplin, der for Venstres vedkommende fyldestgjorde Uffe Ellemanns arbejde. Det var samtidig den, der gjorde, at danskerne i dag har langt mere tillid til Venstre som parti end nogen som helst anden bevægelse. Det er samtidig årsagen til, at medier og kommentatorer ser Venstre som det store dyr i åbenbaringen. Venstre er i dag i krig med den ødelæggende virkning, degenereringen af Socialdemokratiet fra starten af 70erne og frem, skabte i Danmark.

Gunnar Viby Mogensen har beskrevet i Weekendavisen i fredags, hvordan man dengang begyndte at opbygge helt urealistiske velfærdsydelser, og benægtede, at der var nogen sammenhæng mellem om folk kunne tjene noget ved at gå på arbejde, og om de gjorde det. Fremtrædende socialdemokrater, bl.a. den daværende socialminister Bent Rold Andersen påstod dengang, at det kunne man ikke sige. Det samme har man gennem årene set Lykketoft påstå, f.eks. i forbindelse med skattesystemet.

Hvis man forestiller sig, at det opgør kun skulle tage ti år, tager man fejl. Venstre ser i dag sig selv som det parti, der skal bringe Danmark gennem de ødelæggende tiltag, der blev grundlagt dengang, og forny og forynge vores land. Grundlaget blev lagt af Ellemann og Fogh, og triumferede, da et rum blev skabt, af Løkke, til at afskaffe den første af de ydelser, der mest af alt kendetegnede den ovenomtalte degenerering: Efterlønnen. Tanken om, at alle over 60 havde krav på offentlig forsørgelse, uanset arbejdsevne.

Måske H.C. Hansen hurtigt blev glemt. I Socialdemokratiets kredse hører jeg nu ofte tale om de store - her er han altid med. Ja, Fogh begik fejl. Det gør vi alle. Det er måske det, der i virkeligheden er Krauses chok. Men at stikke dem i næsen i dag, da man samtidig hyldede ufejlbarligheden mens han sad, er ikke helt til at have med at gøre.

Et citat rinder mig i hu: »Det er ikke kritikeren, der tæller; ikke den mand, der peger på, hvordan den stærke falder, eller hvor den, der øver en handlekraftig gerning, kunne have gjort den bedre. Æren tilfalder ham, som faktisk er i arenaen, hvis ansigt er sølet af støv, sved og blod; som stræber ædelt; som fejler, atter og atter, fordi der ingen anstrengelse findes uden fejl og kommen til kort; men som faktisk stræber efter at øve gerninger; som kender ypperlig begejstring; de store hengivelser; som bruger sig selv på en værdig sag; som på sit højeste lærer triumfen ved den ypperste fyldestgørelse, og som på sit lavpunkt, hvis han fejler, i det mindste fejler mens alt sættes på et bræt, så hans skæbne aldrig skal være forbundet med de kolde og frygtsomme sjæle, der hverken kendte sejr eller nederlag.«

Det er et favoritcitat jeg tilfældigvis ved, jeg deler med den tidligere statsminister. Theodore Roosevelt, denne kæmpe i amerikansk politik, måtte også døje med bagklogskab, og naglede den ved sin store tale i Sorbonne i 1910.

Hvad vi, uanset citater, kan lære, er, at diskurs og kritik altid er vigtigt - ikke mindst i det givne øjeblik, hvor den rent faktisk kan gøre en forskel... At medier og kommentatorer, der kaster sig fladt på maven for drejebøger, tog til tiden og hårdhændethed, også har et ansvar i et moderne demokrati. Ikke kun bagefter. Men også undervejs. F.eks. et ansvar for ikke at stemple systemkritikere som ekstremister, tossehoveder og galninge.

Ja, der er stadig grundsten, lagt i en vanvittig tid i Danmarks historie med udgangspunkt i 70erne, der ikke er gjort op med. Men grebet rigtigt an, i reel samtale med danskerne, vil det løse sig. Hver generation har ansvaret for sin tid. Det gælder også os. At beskue fortiden og klandre den for sine fejl er for nemt.

Særligt hvis man tav, mens tid var.