Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Sømandsgidsler i pressens vold

TV 2 og filmselskabet Made In Copenhagen vil lave en ny dokumentar om de to sømandsgidsler, Eddy López og Søren Lyngbjørn, der sad fanget hos somaliske pirater i 838 dage. De nægter at deltage. Hvorfor? Eddy López fortæller.

TV2's logo. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Skandalen om Se og Hørs køb og brug af fortrolige og stærkt personlige kreditkortoplysninger af en kilde i Nets og passageroplysninger af en ansat i SAS, i jagten på historier om kongelige og kendte, har bragt journalisters og chefredaktørers skamløse og stærkt kritisable arbejdsmetoder frem i lyset. Skandalen diskuteres livligt i aviser, på TV og blandt mediechefer. Og kulturminister Marianne Jelved opfordrer medierne til at se indad og diskutere, hvad de stiller op i forhold til etik og moral og det at betale kilder for historier, hvilket hun finder uetisk.

Vi skriver dette for at give et eksempel på de arbejdsmetoder, andre medier gør brug af. Det handler om TV 2 og filmselskabet Made In Copenhagen, der med offentlig støtte fra Det Dansk Filminstitut under Marianne Jelveds ministerium, vil lave en ny dokumentar om os sømandsgidsler, der sad fanget hos somaliske pirater i 838 dage.

Forhistorien er, at jeg som kaptajn klagede over TV 2, der fik alvorlig kritik af Pressenævnet for udsendelsen »De Danske Gidsler – Mareridtet i Somalia«. Den blev sendt 2. maj 2013 – to dage efter, at jeg og min besætning slap fri. Men i maj 2013 havde TV2 endnu en dokumentar på vej om os som gidsler, leveret af Made In Copenhagen. Den handlede om forhandlingerne og frigivelsen, lavet af dansk-somalieren Nasib Farah. Under gidselsagen arbejdede Nasib også for Ekstra Bladet, han havde tæt kontakt til piraterne og skaffede avisen interviews med os gidsler. Ekstra Bladet fik i øvrigt historisk hård kritik af Pressenævnet for sin ti måneder lange kampagne.

Af Ritzau-journalisten Eva Damsgårds bog »Det Beskidte Spil« fremgår det, at film- og lydmaterialet til TV 2s nye dokumentar blev til, fordi Nasib Farah brød sine aftaler med rederiet Shipcraft. Farah havde så tætte forbindelser til piraterne, at rederiet i slutfasen lukkede ham ind som mægler i forhandlingerne. Det skete efter helt klare aftaler om betingelserne for mæglerrollen mellem Nasib og rederiet: Vi gidsler måtte ikke eksponeres i pressen, vi måtte ikke filmes eller fotograferes i gidsellejren og Nasib måtte ikke optage sine samtaler med rederiets forhandler. Det gjorde han bare alligevel de sidste ca. halvanden måned inden frigivelsen 30. april.

Nasib Farah har sagt, at han mæglede af medmenneskelige årsager, men hensynet til hans arbejde for Ekstra Bladet og TV 2 vejede langt tungere end hensynet min besætning og mig. Nasib sendte en somalisk fotograf ind til os i gidsellejren dagen før vi blev frigivet. Vi blev ikke spurgt om vi ville fotograferes, og hvis vi var blevet spurgt, kunne vi ikke sige nej. Den somaliske fotograf arbejdede også tæt sammen med piraterne og var hos os i lejren i to dage. Nasib Farah og Made In Copenhagen gik efter den gode historie uden tanke på, at det var grov og uetisk udnyttelse af os, som gennem mere end to år havde siddet fanget under forfærdelige forhold med afsavn, trusler, tæsk og tortur.

TV 2-dokumentaren er ikke blevet sendt endnu. Lige pludselig skulle jeg og Søren sidste sommer sige god for, at Nasibs film- optagelser af os fra gidsellejren blev vist. Gennem mit fagforbund, Søfartens Ledere, sagde både Søren Lyngbjørn og jeg nej til filmselskabets direktør, Helle Faber. Vi ville ikke udstilles i offentligheden endnu en gang, mens vi var gidsler og under tvang.

Derefter begyndte filmselskabet at jagte min ’bror’ Ricardo. Han blev ringet op, fordi de ville have, at han skulle se filmen og skabe kontakt mellem mig og filmselskabet. De ville have, at jeg skulle stå frem i filmen og takke Nasib Farah for, som de sagde, »det var jo ham«, der havde fået os fri. Ricardo afviste dem, for de havde jo fået et svar. Derefter ringede en fyr, der arbejdede på TV 2, med ugers mellemrum til Ricardo i samme ærinde. Svaret var det samme begge gange: Nej. En sen eftermiddag blev Ricardo så opsøgt tredje gang af en mand, han ikke kendte. Da han kom hjem fra arbejde og skulle ind i sin opgang på Nørrebro, kom der pludselig en fyr med sin cykel og prajede Ricardo: Hej, er det ikke Ricardo? Ærindet var det samme. Ricardo skulle se filmen og skaffe kontakt til mig, Eddy. Hans svar var for tredje gang nej.

Som kaptajn kan jeg kun sige om de filmoptagelser, at vi var tvunget til at medvirke og kun gjorde, hvad vi blev dikteret af Nasib Farahs somaliske fotograf. Adlød vi ikke, kunne vi få tæsk. Vi fik besked på at grine og fortælle hvor glade vi var for at skulle hjem. Det havde vi ikke lyst til, for virkeligheden var en helt anden: Især jeg var meget nervøs og bekymret for, om piraterne ville beholde både løsepengene og os søfolk, for tiden trak ud.

Det var ulideligt og jeg kan nu sige, at det var nogle af de værste timer i mit liv. Jeg troede ikke på, at vi kom fri før vi sad på stranden med de danske frømænd omkring os.

Ti måneder efter frigivelsen spøger Nasibs filmoptagelser igen. Jeg fik 28. januar i år en mail fra en, der hedder Adam Dyrvig Tatt. Han skrev, at han var instruktør på en dokumentarfilm, der, som han skrev, »gerne skulle fortælle den fulde historie om jeres gidselophold i Somalia og forhandlingerne, der fik jer fri«. Han skrev, at filmen fik støtte af Det Danske Filminstitut. På filminstituttets hjemmeside står der, at filmen ganske rigtigt instrueres af Adam Dyrvig Tatt og hedder »Frigivelsen«. I 2013 gav Filminstituttet 200.000 kr. i støtte til projektet og Made In Copenhagen er selskabet bag. Det skrev Adam Dyrvig Tatt bare ikke til mig. Der var intet i mailen, der satte ham i forbindelse med Made In Copenhagen. Han sendte den fra en gmail.

Jeg svarede ikke på mailen, men i januar blev jeg belejret af en kvindelig dansk freelancejournalist, der var i Chile. Først sagde hun, at hun skulle interviewe mig til DR. Det tjekkede jeg med DR, som havde interviewet mig før, men det kendte DR ikke noget til, så jeg meldte afbud. Så fortalte hun, at interviewet var til Radio 24/7, siden blev det til TV 2.

I midten af februar ringede hun igen. Nu tilbød hun mig 20.000 kroner for at medvirke i filmen for tre dages interview. Jeg kunne ikke gennemskue, hvad jeg skulle bruges til, og henviste hende til Søfartens Ledere, som hun kontaktede. Det hjalp på opklaringen. Derefter fik jeg vished for, hvad der var gang i. Det var Nasib Farahs film- og lydoptagelser, som jeg ti måneder før havde sagt nej til.

Jeg har stået frem med min historie på flere måder. Det er sket til journalister, jeg havde tillid til, fordi de var ordentlige i deres arbejdsmetoder: De lagde præmisserne frem for mig, så jeg vidste, hvad jeg stillede op til og skulle bruges til. Jeg har gjort det i bogen »Det Beskidte Spil«, i Berlingske og i en dokumentar på DR2.

Medierne har deres pressefrihed. Som tidligere gidsel har jeg min personlige frihed og bestemmer selv til hvem, til hvad og hvor i pressen, jeg vil medvirke.Made In Copenhagen har siden maj 2013 vidst, at både Søren og jeg har sagt fra over for deres film, fordi vi er optaget under tvang. Vi kunne ikke undslå os.

Var det ikke oplagt, at kulturminister Marianne Jelved også selv vender blikket indad og ser på, hvilke arbejdsmetoder, etik og moral der hersker hos de filmselskaber, som støttes med skattekroner af filminstituttet under hendes eget ministerium?

Marianne Jelved tager afstand fra Se og Hørs betaling af kilder med »relative store beløb«. Hun siger det er uetisk. Hvad siger hun til, at en instruktør fra Made In Copenhagen, med støttekroner fra hendes eget filminstitut, henvender sig til mig, skjuler hvor han kommer fra og fortier, at det drejer sig om de samme optagelser, vi én gang har sagt fra overf or, der er grundlaget for filmen? Og så lokker han med 20.000 kr. hvis jeg vil være med!

I vores øjne er det en syg og kynisk arbejdskultur, der er blottet for etik og moral og især hensynet til de mennesker, filmselskabet gerne vil fortælle en historie om.