Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Socialdemokratiet tager danskerne som gidsler

Foto: Henning Bagger og Steen Brogaard. Fold sammen
Læs mere

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, fastslår igen og igen, at vi i Alternativet (eller den øvrige opposition) ikke skal regne med at få mulighed for at påvirke en eventuelt kommende socialdemokratisk regerings udlændingepolitik, fordi et »stort flertal« af befolkningen bakker op om partiets linje. En linje, som (af den grund?) er blevet markant strammere under hendes ledelse. Men hvad bygger hun egentlig det postulat om det »store flertal« på?

Det er rigtigt, hvis man udelukkende ser på, hvor stor opbakning, der er til de partier, der i varierende grad praktiserer en meget stram udlændingepolitisk linje, altså Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance, (til dels) SF og de Konservative. Men der slutter rigtigheden så også, for Mette Frederiksen kan selvfølgelig ikke konkludere, at vælgeropbakningen til de partier skyldes en ekstremt stram udlændingepolitik. For kunne det ikke tænkes, at der er andre grunde til, at danskerne stemmer på de partier end netop deres politik på flygtninge- og indvandrerområdet?

Det håber jeg da.

Andre årsager end flygtninge

Det kunne eksempelvis være, at danskerne stemmer på Liberal Alliance, fordi de vil have bedre vilkår for iværksættere og lavere skat. Det kunne eksempelvis være, at danskerne stemmer på de Konservative, fordi de tror på generationskontrakten eller ønsker bedre forhold for erhvervslivet. Det kunne eksempelvis være, at danskerne stemmer på Venstre, fordi de tror på, at enhver er sin egen lykkes smed. Det kunne eksempelvis være, at danskerne stemmer på SF, fordi de ønsker et samfund, hvor de bredeste skuldre bærer mest. Det kunne eksempelvis være, at danskerne stemmer på Dansk Folkeparti, fordi de tager kampen for dyrevelfærd seriøst. Og sidst, men ikke mindst, kunne det vel for pokker ske, at danskerne stemmer på Socialdemokratiet, fordi partiet har stået fadder til velfærdsstaten.

Det kan med andre ord godt være, at danskerne afgiver deres stemme ikke på grund af, men på trods af partiernes flygtninge- og indvandrerpolitik.

Og så er det altså lige lovligt friskt at påstå helt kategorisk, at 70-80 procent af danskerne bakker op om den skrappe udlændingepolitik. Og at den derfor ikke er til forhandling. Det er simpelthen udtryk for, at man tager danskerne som gidsel i udlændingepolitisk pression.

Klima og velfærd

Jeg har det i hvert fald sådan, at der i en helt almindelig hverdag er mange andre politiske spørgsmål, der er mere afgørende end lige netop flygtninge- og indvandrerspørgsmålet. Der er mange spørgsmål, som også kan afgøre, hvor man sætter sit kryds. Klima. Velfærd. Fordelingspolitik.

Så bare fordi, at flygtninge- og indvandrerspørgsmålet af en eller anden grund tilsyneladende er blevet det vigtigste for Mette Frederiksen og den socialdemokratiske ledelse, ja, så betyder det altså bare ikke, at det er det vigtigste for alle.

Og det betyder da slet ikke, at der er enighed om den linje, som den påståede »mandaternes logik« repræsenterer. Se bare på den forgangne weekend, hvor regeringens og Socialdemokratiets nej til kvoteflygtninge skabte begrundet oprør i det socialdemokratiske bagland og i Venstres Ungdom, der fastslog, at de ønsker, at Danmark fortsætter med at tage kvoteflygtninge. Heller ikke i det lys kan jeg se, at der er belæg for at påstå, at et markant flertal af danskerne bakker op om den førte linje. Måske er det rigtigt – men vi ved det faktisk ikke.

Medierne køber logikken

Alligevel har medierne over en bred kamp købt denne logik – ligesom de i sin tid købte idéen om »nødvendighedens politik«. I stedet for at udfordre logikken danser de bare efter fløjten og koncentrerer sig om det drama og den uenighed, det kan føre til, hvis flertallet skifter og ikke mindst: hvem der kommer til at give sig. Bliver det Enhedslisten? Bliver det Alternativet? Bliver det SF? Bliver det Radikale? Bliver det Socialdemokratiet? Vi genkender dramakurven, der dog hverken tilskriver vælgerne demokratisk værdi, opbygger viden eller udfordrer de faste tankemønstre.

Nå, men hvad så med alle de målinger, der viser, at udlændingepolitik – og en stram udlændingepolitik – er vigtigt for mange vælgere? Dem vil jeg ikke fornægte, selvom de næppe blåstempler den ekstreme højredrejning, vi har været vidne til med regeringens og Socialdemokratiets afvisning af kvoteflygtninge og tiltag som imam-pakke, forslag om lukning af muslimske friskoler og vedtagelse af smykkeloven osv.

Jeg tror derimod, at emnet opfattes som vigtigt, fordi vi i årevis har fået tudet ørene fulde af, at udlændingepolitik er det vigtigste område overhovedet, og at det afgør folketingsvalg og bla bla bla. Ord skaber virkelighed. Men den »virkelighed«, der præsenteres, kan jo godt være forkert. Hvis medierne dag ud og dag ind skrev forargelseshistorier om et andet emne, ville det jo også sætte sig i befolkningens opfattelse af, hvad der er vigtigt – uanset om det er det eller ej.

Så jeg opfordrer dig til at spørge dig selv: »Er flygtninge og indvandrere virkelig det vigtigste emne for mig? For mine venner? For min familie? For mine kolleger?«

Det nægter jeg simpelthen at tro, det er.

Udlændingepolitikken er blevet en afledningsmanøvre, der fjerner fokus fra de virkeligt alvorlige trusler, som vi står over for. Vi bruger forfærdelig meget tid på at diskutere tørklæder og frikadeller, som i stedet kunne bruges på langt vigtigere ting. Klimakrisen. Ekstremt stigende ulighed. Finanssektorens løsslupne kasinokapitalisme og de multinationale selskabers manglende villighed til at betale skat.

Er det ikke meget mere interessant at danne en bred folkelig koalition bag vores indsats på de områder? Eller en koalition for at forny, forandre og forbedre velfærdsstaten? Se, det er der perspektiv i, det er der fremtid og fremdrift i. Og det håber jeg også, at Mette Frederiksen og Socialdemokratiet er enige i.