Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Socialdemokratiet svigter sin arv

Carsten og Karen West: »Når Socialdemokraterne skriver »Fællesskabet«, troede vi, de mente fællesskabet, men de mener åbenbart Staten. De er i hvert fald ikke kommet med noget andet bud på, hvorledes fællesskabet skal indrettes.« De socialdemokratiske ægtefæller, Carsten og Karen West, spørger, om man stadig skal sætte kryds ved liste A, hvis man er tro mod de socialdemokratiske grundprincipper.

Foto: Jens Hage
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vi har været blomsterbørn og revolutionsromantikere i 70erne - siden har vi været socialdemokrater. Det socialdemokratiske danske velfærdssamfund gav os historisk set helt enestående muligheder for at få en uddannelse, som kunne være vores helt egen trædesten til social opstigning i samfundet. Endda samtidig med at det samfund, vi var en del af, foretog en global social opstigning. Vores personlige velfærdsudvikling er derfor af en størrelsesorden, som vi ikke kunne drømme om, da vi kom til København fra provinsen i 1968.

Den klassiske treenighed 'Frihed, Lighed og Broderskab' fik både kulturel, politisk og materiel gyldighed for os. Vi har faktisk oplevet det! Vi kunne ikke have gjort det selv. Æren tilkommer helt dem af vores forfædre, der i 1876 skrev det første socialdemokratiske Gimle-program, og som stædigt og målbevidst har arbejdet for at nå disse politiske ledestjerner om Frihed, Lighed og Broderskab i de efterfølgende godt 100 år. Friheden skulle være individets og familiens. Ligheden skulle være lige adgang til arbejde og uddannelse. Broderskabet skulle være ret til fællesskabsdannelse i politik, produktion og fritid - og dermed sikring af frihed og lige muligheder. Det er en politisk indsats som har haft afgørende betydning for alle danskeres liv. Hvis vi ikke var taknemmelige, ville vi være nogle skarn!

I 1992 i programmet Det ny århundrede fangede man opgøret med statssocialismen ved tydeligt at koble sig på socialliberalismens frihedsbegreb med formuleringen: »Vort mål er at frigøre mennesket, sikre dets tryghed og give det mulighed for frit at bestemme sit liv i ansvarlighed over for sig selv, fællesskabet, naturen og de kommende generationer.« Vi kunne ikke være mere enige.

Så sent som i 2004 var vejen, vi gik ad sammen, stabil og lige ud. I Socialdemokraternes program Hånden på hjertet var der ingen slinger i valsen, selvom nye udfordringer trængte sig på. I programmet stod f.eks.: »Den danske befolkning er forandret. I dag ønsker mennesker større rum for individuelle løsninger. Det er godt. Det er et resultat af Socialdemokraternes kamp for uddannelse og vores insisteren på frihed og lige muligheder for alle. Øget individualisme behøver ikke at være i modstrid med fællesskabet, men det stiller nye krav til fællesskabet og dets indretning.« Kloge ord! Programmet fangede både truslen fra monopolstaten og fra globaliseringen. Vi var helt enige.

De sidste fem år har staten befæstet sin magt og globaliseringen er drønet derudaf. Socialdemokraterne har ikke har formuleret de »nye krav til fællesskabet og dets indretning«, som et nødvendigt modsvar for at undgå, at over 100 års arbejde for social velstand og sammenhængskraft bliver eroderet bort - langsomt eller hurtigt.

Det er derfor, det er en underlig tid, vi lever i. Det er, fordi vi går baglæns efter at have gået forlæns i over 100 år. Og det er ikke finanskrisens skyld. Vi går strukturelt baglæns - ikke kun konjunkturelt. Det er heller ikke VKO-regeringens skyld. Såfremt regeringsmagten de sidste ti år havde været hos SR havde de materielle omstændigheder og de politiske udfordringer ikke været anderledes. VKO-regeringen har ikke formuleret noget som helst svar på udfordringen om at stille »nye krav til fællesskabet«. De har blot administreret det socialdemokratiske bygningsværk. Den politiske diskussion i dag drejer sig derfor udelukkende om, hvem der er bedst til at fodre staten med nye reguleringstiltag, som staten labber i sig som næring til sin vækst.

Vi går baglæns på alle de tre ledestjerneområder. Vi får mindre frihed, vi får mindre lighed og vi får mindre broderskab. Skurken er ikke Socialdemokraterne, skurken er ikke VKO, skurken er ikke bankerne, skurken er ikke EU eller finanskrisen. Skurken er Staten - Big Mother-staten - inklusive sine 98 kommunebørn!

Når Socialdemokraterne skriver »Fællesskabet«, troede vi, de mente fællesskabet, men de mener åbenbart 'Staten'. De er i hvert fald ikke kommet med noget andet bud på, hvorledes fællesskabet skal indrettes. Mange forskere og fremsynede folk har advaret mod 'den ustyrlige Stat' i årtier. Senest har nationalbankens direktør direkte sagt til regeringen, at den er ude af stand til at styre staten - noget almindelige mennesker har vidst i lang tid. Staten styrer sig selv. Staten kan i sin indre organisatoriske dynamik selv sætte dagsordener, formulere forslagene, italesætte begrundelserne og iscenesætte beslutningerne. Finansloven er blot en efterfølgende formalitet, hvor finansieringen ordnes residualt. Der er ingen større realitetsforskel på, om vi har 179 MFere eller 17. I kommunerne kunne man nøjes med et økonomiudvalg på fem medlemmer, der mødtes en gang om måneden.

Statsmonopolets selvskabelse er næsten 100 procent fuldbragt. Det er derfor, vi lever i en underlig tid. Vi kalder det demokrati, vi kalder det debat, vi kalder det parlamentarisme - men det virker ikke. Vi kan sætte nye folk i cockpittet, men de kan ikke slå autopiloten fra.

Staten begrænser friheden. Det gør den ikke fordi den er ond, men fordi den ikke betragter borgerne som mennesker, men som aktører med en påvirkelig adfærd. Staten lever af at regulere menneskenes adfærd med regler, afgifter og tilskud. Adfærden bliver derfor ikke et resultat af frie valg og dialog, men af ekstreme statsregulerede påvirkninger. En spændetrøje med fjernbetjent reguleringsmekanisme.

Staten begrænser ligheden. Det gør den, fordi den sorterer menneskene efter potentiale. Selvom folk principielt har lige muligheder for uddannelse og erhvervsvalg, så er bestræbelsen på lige forbrugsmuligheder større end bestræbelsen på lige erhvervsmuligheder. Kort sagt: hvis du ikke har potentiale til at producere over den af staten definerede minimumstærskel, så vil vi hellere give dig penge for ikke at lave noget end at gå og træde de produktive over tæerne. Du kan permanent sidde på reservebænken og spise chips og se fjernsyn - og så oveni få skældud fordi du bliver for fed. Staten lever af ofre. Det er ulighed, så det basker.

Staten begrænser broderskabet. Det gør den, fordi den sætter skel i befolkningen. På kryds og tværs! De produktive og de ikke-produktive. De sunde og de usunde. De gamle og de unge. Dem med børn og de uden børn. De travle og de dovne. Dem i Hovedstaden og dem i Provinsen. Dem i udkanterne og dem i centrene. Og ikke mindst de nye danskere og de gamle danskere. Fordeling går frem for produktion, der går frem for fællesskab. Således cementeres Statens magt som den altdominerende fordelingscentral for forbrugsmuligheder, medens borgerne slås med hinanden, som haitianere ved en nødhjælpsvogn. Del og hersk!

Så skulle man tro, at Socialdemokraterne virkelig ville vise tænder op til valget i 2011. Efter ti år med VKO skal vi nu have Frihed, Lighed og Broderskab på dagsordenen. Magten tilbage til mennesket. Men Nej! Udspillet er Fair Løsning - et program der er fair over for staten, men unfair overfor borgerne. Mere stat, mere Skat, mindre frihed, mere lediggang for de uproduktive, mere arbejde for de produktive, flere Ofre. VKO kører i samme rille som de har gjort i ti år - 'Mere administration og mere lapperi = mere stat'.

Kun ét parti skiller sig ud. De siger 'mere frihed til individet', 'mere effektivitet i staten', 'mere vækst i de private erhverv' og 'færre skatter og afgifter'. Det lyder jo - udført i fællesskab - som mere Frihed, Lighed og Broderskab - og Færre Ofre.

Vi er fortsat socialdemokrater - men man kan godt nok komme i tvivl om, hvem man skal stemme på, hvis man vil være tro mod Socialdemokraternes grundprincipper.

Traktørstedet Gimle, hvor de modige socialdemokrater i 1876 skrev socialdemokraternes første principprogram, er i dag kantine for Københavns Universitets Biovidenskabelige Institut. Ånden er effektivt lukket inde i flasken. Hvad med at slå autopiloten fra, lukke den socialdemokratiske ånd ud i friheden og tro på, at individet bruger en genvunden frihed til at tjene fællesskabet - og ikke staten.