Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Soccermoms og pausefrugt

Giv nu børnene en chance for at håndtere deres eget liv og gøre sig ægte erfaringer – selv, og lad være med at stå i vejen for de voksne, der gør et stort, frivilligt og beundringsværdigt arbejde med vores børn og unge.

Det virker lidt paradoksalt, at manglen på frivillige i foreningslivet i Danmark er så stor, når man ser på fremmødet af forældre til børnenes fritidsaktiviteter. Det ser ud som om, at mange forældre har masser af tid til og interesse i deres børns fritidsaktiviteter, men vægrer sig ved opgaven og ansvaret ved at »være den«.

Man vil gerne bakke op, men besværet med at involvere sig sådan rigtigt »har vi simpelthen ikke tid til« ofte pga. et »for tiden vigtigt, krævende og stressende arbejde«. Trods det, finder mange ofte tid til at bakke op, både tirsdag, torsdag og i weekenden og køre deres børn fra Herodes til Pilatus.

Det er ikke ualmindeligt, at forældre tager med deres børn til træning, og det er sikkert som ammen i kirken, at der til de fleste hjemmekampe i samtlige ungdomsrækker uanset sportsligt niveau er flere tilskuere end til klubbens 1. hold, hvis klubben overhovedet kan mønstre en seniorafdeling? Mange forældre har nemlig ikke selv tid til at dyrke holdsport, måske fordi de skal stå og glo på deres børn hele tiden.

Det undrer mig, at rigtig mange forældre prioriterer deres tid på den måde, og det undrer mig med hvilket formål de stalker deres børn? Måske er det for at kompensere for lange arbejdsdage, åndeligt fravær eller fordi forældrene via deres børns fritidsaktiviteter har et socialt netværk med de andre forældre - en identitet som tilskuer til sine børns fritidsliv. Måske er det fordi, de tror, at de gør forkert, hvis de lader være, at de føler sig presset af tidens billede af den perfekte forælder, der ALTID bakker op? Der er sikkert mange gode grunde, men jeg tror, at vi skal holde op med det uanset vores bevæggrunde.

Den seneste tids debat om dyrekort og forældreetik omkring børns fodboldkampe og andre arenaer, hvor der kæmpes om stor hæder og ære i børnehøjde, har fået mig til at tænke på, hvor stor forskel, der er på børns liv i dag, i forhold til dengang jeg var dreng. Ikke at det udelukkende var bedre dengang, og ikke fordi jeg vil kaste dom over nutidens børneliv eller forældre. Jeg kan blot konstatere, at der er enorm stor forskel, og jeg tvivler på, at alle forældre har overvejet konsekvenserne af deres forældreskab, der i mine øjne kan medvirke til livsinkompetente, usikre og skrøbelige børn og unge til trods for, at det stik modsatte er intentionen. Forældre vil deres børn det bedste, men hvad er det bedste på den lange bane? Hvilke børn og unge vil vi gerne sende ud i verden, når de engang skal det – for det skal de vel?

Jeg kan ikke huske, at der nogensinde var forældre med til min fodboldtræning. Jeg kan ikke huske, at der nogensinde var forældre med inde i omklædningsrummet. Jeg kan ikke huske forældre, der bar vores tasker og bandt vores snørrebånd, inden vi gik på banen. Jeg kan ikke huske, at der var forældre, der blandede sig i holdopstilling, taktik eller udskiftninger før, under eller efter kampene og slet ikke forældre, der ikke havde en skid forstand på fodbold. Her tænker jeg særligt på de mødre, der i samme åndedrag siger; »jeg har slet ikke forstand på fodbold«, for derefter at stå i vejen, blande sig i alt lige fra holdopstilling til taktiske overvejelser og træning. Hold nu mund og bland jer udenom og endnu bedre, gå hjem og lav noget andet, der giver mere mening! Slip nu de unger fri, I behøver ikke at være der!

Jeg kan ikke huske forældre, der stod og råbte efter dommeren, modstanderne eller holdets egne spillere. Jeg kan ikke huske, at der blev serveret pausefrugt og speltboller i pausen af velmenende soccermums, der også lige kunne sørge for en overtræksbluse, så vi ikke frøs eller puste på et ømt knæ og lige ordne snotnæsen på lille Søren med en serviet. »Pust skat«!

Jeg kan ikke huske forældre, der umiddelbart efter træning holdt i kø i veltempererede biler, klar til at fragte deres trætte børn og unge de to kilometer hjem i bad. Jeg kan ikke huske spillere, der efter at have forladt banen i hysterisk arrigskab midt under kampen, blev hentet tilbage af trøstende, forstående og argumenterende forældre. Jeg kan ikke huske, at der var forældre, der klappede, når vi spillede ad helvede til og tabte. Jeg kan ikke huske nutidens indstilling til, at det »bare handler om at være med«. Det handlede om at vinde, og hvis vi tabte var det noget lort – bedre held næste gang gutter, og så var den til gengæld heller ikke længere. Jeg kan ikke huske forældre, der tillod sig at brokke sig højlydt over et stykke frivilligt arbejde i foreningsregi, mens de desværre ikke selv havde tid.

Jeg kan godt huske, at hvis vi skulle spille en afgørende kamp, eller hvis vi skulle møde ærkerivalerne fra SB (Silkeborg Boldklub), så var der selvfølgelig en del flere tilskuere på lægterne. Men fodbold var noget jeg havde sammen med gutterne og min træner. Varny. Varny var ikke anerkendende eller på anden måde pædagogisk i sin trænerfacon. Han trøstede ikke, når tacklingerne gav blå mærker. »Op igen Skovbo, du mangler nede i forsvaret«!

Varny lærte os at spille fodbold, lærte os at kæmpe for sejren, at tabe som mandfolk og tackle igennem, så det ikke var os, det gjorde ondt på. Han lærte os, at fodbold er et holdspil, der handler om at vinde som hold, og derfor er samtlige spillere på banen afgørende på hver sin måde. Fællesskab før individ. Han lærte os, at man ikke trækker lod om, hvem der sparker straffespark, men at den, der er bedst til at hugge den i kassen sparker – for holdets skyld!

Han lærte os, at stemningen på holdet er afgørende for resultaterne. Han lærte os, at der på et hold er både vandbærere og stjernespillere, og at ingen kan undværes. Han lærte os vigtigheden af at klappe i og lytte til træneren i pausen, hvor der var vand, og fokus på det han sagde. Han lærte os, at det ikke er alle ting, der er til debat, at det er træneren, der bestemmer. Han lærte os holddisciplin og disciplin i al almindelighed. Han lærte os at opføre os ordentligt. Hvis man råbte ad dommeren røg man ud, uanset om man var stjerne eller vandbærer og efter kampen havde man værsgo at sige undskyld til dommeren for sin opførsel, hvis man ville med til næste kamp. Han lærte os at komme til tiden til træning, at tale ordentligt til hinanden, at gå i bad sammen efter træning, at tredje halvleg er vigtig, og at fodbold af og til gør ondt. Varny var upædagogisk, meget lidt anerkendende, bandede som en sømand, kommanderede og forlangte og kunne godt finde på at brokke sig til dommeren i kampens hede. Men han var fuld af hjerte, og han elskede fodbold. Fodbold var livets skole pakket pænt ind i fodbolddrømme og drønende langskud, og sammen med holdet og Varny gjorde vi os alle ægte erfaringer, som vi stolte kunne cykle hjem og fortælle mor og far om, der i mellemtiden også havde oplevet spændende ting, som de kunne fortælle om. I dag har mor og far jo ikke oplevet noget, mens ungerne har været til træning, fordi de har stået og ventet på at bære tasken ned i bilen og køre børnene hjem igen.

Varny skulle ikke bruge sin tid på emsige forældre, der ville blande sig i alverdens ting, forældre der ville brokke sig, forældre der ville sætte holdet, eller forældre der insisterede på at komme rendende med frugt i pausen, så børnene ikke skulle gå sukkerkolde og en hue, når vinden bed i kinderne. Han skulle slet ikke forholde sig til forældrene, fordi de ikke var der. Fordi forældre dengang havde andet at give sig til end at stalke deres børn, og fordi forældre dengang var mere robuste i deres forældreskab end tilfældet er i dag. Hvis det var sket dengang, at der var kommet forældre rendende i tide og utide, var Varny blevet rasende, og af hensyn til »knajternes« muligheder for engang at blive robuste, livsduelige og modvindskompetente unge mænd med værdighed og hår på brystet, ville han have gjort det helt tydeligt, hvor afmarcheret den pågældende forælder var og bedt dem om at holde sig væk.

Giv nu børnene en chance for at håndtere deres eget liv og gøre sig ægte erfaringer – selv, og lad være med at stå i vejen for de voksne, der gør et stort, frivilligt og beundringsværdigt arbejde med vores børn og unge.