Snublesten eller: at falde over Auschwitz’ ofre

Misforstået. De små mindesten, som lægges i gaderne, der hvor jøder eller andre ofre for Det Tredje Rige har boet, har den misforståede effekt, at ofrene bliver menneskeliggjort. Men deres menneskelighed havde Det Tredje Rige fjernet, længe inden de endte i udryddelseslejrene. Dermed bliver forbrydelsen mindre, end den var.

Menneskeligheden var blevet fjernet fra kz-fanger, allerede inden de endte i udryddelseslejre. Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Af Lars Östman, filosof

I starten af 1990erne begyndte en tysk kunstner at lægge små messingbrosten i fortovet. Har man været i f.eks. Berlin, har man nok set dem. Måske har man bemærket graveringen med navn, årstal, og overskriften HIER WOHNTE (her boede). I så fald er man faldet over Stolpersteine, snublesten. De er mindesmærker over ofrene for Det Tredje Riges udryddelser under Anden Verdenskrig. På torsdag forsvarer jeg min ph.d.-afhandling om fænomenet. Jeg synes nemlig, at der er noget dybt problematisk over den måde, på hvilken stenene prøver at huske erindre disse ofre.

Det forekommer ellers sympatisk. Mindekulturen i Tyskland har for vane at erindre i grupper. Det være sig i politiske grupperinger, seksuelle orienteringer eller religiøse tilhørsforhold. Gruppen er gået forud for individet. Men ikke mere. Snublestenene følger opskriften: Ét offer, én sten. Uanset om ofret var jøde, kommunist, homoseksuel, roma eller handicappet vil Gunter Demnig, som laver snublestenene, med stenene give hvert enkelt offer »sit navn tilbage«, han vil »genoprette deres værdighed«, som han udtrykker det. Det har han gjort over 46.000 gange på 1.100 forskellige steder overalt på det europæiske kontinent, hvorfra nationalsocialisterne har deporteret ofre fra deres hjem.

Den centrale idé er at flytte erindringen ind i folks hverdag. Derfor er snublestenene installeret lige foran ofrets sidste bopæl. Trods krigens ødelæggelser har genopbygningen alligevel bevaret så meget af det gamle byrum, at nuværende beboere finder en snublesten foran deres egen hoveddør. Hvis vi antager, at den ypperste mening med et mindesmærke over ofrene for nationalsocialismen er at gøre opmærksom på dens faktum samt at give de mange millioner ofre et ansigt, altså at erindringen ikke bliver fjern og uvedkommende, tør det svagt antydes, at snublestenene er en succes.

I 2011 boede jeg i det nordtyske Münster. Her er der også snublesten. Beboerne i lejlighedskomplekset på Sonnenstraße 51 går som så mange andre byboere hver dag ind og ud ad deres hoveddør for at komme ind til deres lejligheder. Men noget er alligevel anderledes. For de må daglig hen over tre snublesten for tre ofre, der engang boede på den adresse, der nu er deres. På en af disse læser man følgende (oversat):

HER BOEDE

JULIE STEINMANN

FØDT LION

ÅRG. 1870

DEPORTERET 1942

THERESIENSTADT

MYRDET 9.3.1943

Hvad i alverden kan der være galt med at erindre ofrene for Det Tredje Rige, der på denne måde netop genplaceres i den menneskelighed og det politiske fællesskab, som blev dem frarøvet? Og at netop mennesket bag udryddelsen nu med navns nævnelse træder frem som en, der engang levede blandt os?

Man kan begynde med at konstatere, at de mennesker, der for 120 euro køber en snublesten til et offer, aldrig køber en sten til det offer, der boede, hvor de i dag selv bor. Så noget er der altså galt.

Hvorfor vil tusinder af mennesker have snublesten, når blot de ligger foran naboens dør? I hvert fald falder ejendomsprisen for et »snublestenshus«. Markedet kan altså ikke lide det. Og hvis den pågældende beboer heller ikke kan lide det, kan han ikke gøre noget som helst. Ingen har nogensinde vundet en retssag imod staten for at få fjernet en snublesten. Det til trods for, at staten i sagens natur via overskriften »her boede« jo betjener sig af ejendommen. Ifølge den tyske forfatning er det naturligvis strafbart at gribe ind i ejendomsretten, men den specificerer samtidig, at der ikke er noget at komme efter, hvis ejeren er »forpligtet til at tolerere denne indgriben«.

For et par år siden var jeg i Berlin for at overvære en installation af snublesten. Det foregik kl. 8 om morgenen, hvor ca. ti tilskuere på den stille villavej foran ét hus, Björnsonstraße 1, betragtede Demnig, der var i færd med at grave op i fortovet ved havelågen. Her boede engang fire ofre. Midt i seancen kom beboeren ud og spurgte: »Undskyld, hvad laver I?« Et par venlige initiativtagere forklarede ham, at han nu var den stolte indehaver af fire snublesten. Man havde tilsyneladende ikke informeret ham om denne happening. Jeg spurgte ham senere, da skaren, der nu var på ca. 30 mennesker, havde flyttet sig til næste adresse på samme gade, hvad han syntes om »sine« nye kunstværker? »Jeg føler ansvar og respekt,« svarede han. Jeg har efterfølgende tænkt meget over disse ord. Jeg er kun kommet frem til: Hvorfor skal han føle mere ansvar og respekt end naboen? De fire ofre erindres jo ikke, fordi de var beboere netop her, men fordi det Tredje Rige udryddede dem.

Der er også andre, men ikke mindre alvorlige problemer. På den snublesten for Julie Steinmann, hvis indgravering jeg gengav ovenfor, står der, at hun blev myrdet i Theresienstadt. Myrdet. Hvori ligger problemet med at sige, at hun blev myrdet? Fordi det, der skete for hende og millioner af andre, var meget værre end mord. Ved at kalde det mord kommer man til at fremstille Det Tredje Rige som noget helt andet, end hvad det var.

Sagen er jo, at ikke nok med, at Det Tredje Rige gennem en række dekreter og tiltag havde strippet jøder, romaer, kommunister og mange andre borgere for deres rettigheder; regeringen havde som noget af det første suspenderet hele forfatningen således, at Tyskland mellem 1933 og 1945 befandt sig i én lang undtagelsestilstand. Der var ikke noget retsligt over Det Tredje Rige.

Ud fra en juridisk betragtning er det meningsløst, eftersom en stat ikke kan begå mord, der jo er en term fra civilretten og ikke forfatningsretten. Og hvis man virkelig kun ville udrydde jøderne, kommunisterne, de handicappede osv., var der så ikke mere effektive måder end oprettelsen af omkostningsrige lejre – desuden midt i en verdenskrig? Ikke mindst med tanke på, at f.eks. fire millioner ud af de seks millioner jøder, der i alt blev udryddet, allerede var døde, da Auschwitz stod færdig i slutningen af 1941. Indtil da likviderede man dem, bl.a. via »sardinmetoden«, hvor ofrene i rækker blev skudt og faldt ned i massegrave.

Der skulle altså ske noget med ofrene, der var værre end mord, værre end døden og endda udryddelsen. Det er netop det, kz-lejrene vidner om. Læser man i vidnesbyrdslitteraturen, som f.eks. Primo Levis’ »Hvis dette er et menneske«, vil man også opdage, at det værste ikke var den daglige frygt for at ende sine dage. Det var det, man som »detainee« var blevet reduceret til, og som Muselmanden er det mest uhyggelige eksempel på: Et menneske, der havde mistet alt menneskeligt, som hverken kunne leve eller dø, men en dag blot var væk.

Det uhyggelige faktum er, at det kom snigende, ganske sikkert, lidt efter lidt. Men begyndte ikke med Theresienstadt. Ikke med Auschwitz. Faktisk begyndte man med demokratiet. NSDAP blev jo valgt ind i det tyske parlament – endda ganske overbevisende. Så småt forbød staten jøder at have bibliotekskort, gå på fortovet, sidde på bænke osv. Så approprierede staten deres ejendom, deres forretninger. Og først da alt efterhånden var taget fra dem, så de fremstod politisk, juridisk og etisk helt nøgne, blev de deporteret og udryddet.

Det Tredje Rige blev ikke styret af voldsliderlige bøller og psykopater. Det var meget værre. De var helt almindelige mennesker. Og de var ansvarlige for en af verdenshistoriens største menneskelige katastrofer.

Problemet med snublestenene er derfor ikke, at de genplacerer ofrene i den by og den menneskelighed, de engang levede i og tilhørte. Problemet er, at snublestenene sætter lighedstegn mellem det, de var som mennesker, der boede et sted under staten og under loven, før Det Tredje Rige kom til, og hvad der skete med dem som ofre, efter at Det Tredje Rige kom til. De normaliserer eller trivialiserer Det Tredje Riges gerningsmænd som »almindelige« forbrydere. Snublestenene gør det muligt, at vi erindrer ofrene som mennesker, der alle bar et navn. Men de stiller sig i vejen for, at vi husker, hvad der skete med dem som ofre.

Lars Östman, ph.d.-forsvar: The »Stolpersteine« and the Commemoration of Life, Death, and Government. A Philosophical Archaeology in light of Giorgio Agamben. Torsdag 4. september kl.15. Det Humanistiske Fakultet, auditorium 22.0.11

Læs flere kronikker: Grundskylds-Ghetto

Milliarder skal sikre grøn og effektiv trafik

Obamas eftermæle