Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Slutspillet om euroens kollaps

Foto: WOLFGANG RATTAY. Fold sammen
Læs mere

Den Europæiske Union har i de seneste år været i en dyb krise, og Storbritanniens udmeldelse truer ifølge mange iagttagere hele det politiske projekts overlevelse. Valget af Macron i Frankrig har imidlertid fået mange til at tale om en fornyelse af den fransk-tyske akse og en genoplivning af det europæiske samarbejde. I internationale medier fremstilles Macron ligefrem som en frelser, der sammen med Merkel vil kunne redde EU fra det truende kollaps.

Denne analyse af forholdet mellem Frankrig og Tyskland er misvisende, da de to lande først og fremmest er europæiske konkurrenter. De har de seneste år været låst fast i en magtkamp om det europæiske samarbejdes økonomiske model og den fælles valuta, euroen. I denne kamp repræsenterer de to lande et splittet Europa, som i de senere år er blevet mere og mere tysk-domineret.

Valget af Macron markerer ikke løsningen på denne magtkamp, men derimod begyndelsen på det europæiske slutspil om euroen, der bevæger sig mod et uundgåeligt kollaps, som potentielt kan trække hele EU med sig i graven.

Det tyske Europa

Splittelsen i Europa skyldes euroens konstruktion og uenigheder om den økonomiske politik.

Tyskerne har i den økonomiske politik gennemtrumfet den tyske filosofi med lav inflation og budgetdisciplin. Siden finanskrisen har denne politik ført til krav om massive besparelser i Sydeuropa fra tysk side på grund af landenes store underskud på de offentlige budgetter. De sydeuropæiske lande har meget modvilligt accepteret de tyske krav, fordi de er afhængige af finansielle redningspakker fra tysk side for ikke at gå statsbankerot.

Landene har imidlertid – med Frankrig i spidsen - også i årevis krævet en anden økonomisk politik fra Tyskland, da de mener, at sparepolitikken forværrer den økonomiske krise ved at forhindre de europæiske lande i at føre en ekspansiv vækstpolitik med massive offentlige investeringer. Indtil videre har tyskerne afvist de sydeuropæiske krav.

Den anden forhindring for de sydeuropæiske lande er eurosamarbejdet, der binder de europæiske lande til tysk økonomi. De sydeuropæiske lande, herunder Frankrig, kan ikke konkurrere med tyskernes effektivitet og lave omkostninger. Siden indførelsen af euroen har tyskerne opnået en stadigt større fordel i deres konkurrenceevne, fordi de i 2000erne gennemførte en række reformer af deres arbejdsmarked, der forringede lønmodtagernes rettigheder i forhold til arbejdsløshedsunderstøttelse, ansættelsesvilkår og lønniveau. De mange reformer har holdt de tyske lønninger kunstigt lave lige siden og derved sikret de tyske virksomheder en stor konkurrencefordel. Resultatet er en historisk lav arbejdsløshed i Tyskland og rekordstore tyske handelsoverskud. Modsat har de sydeuropæiske lande rekordhøj arbejdsløshed og store handelsunderskud.

Macron søger den tyske vej

Tidligere kunne de sydeuropæiske lande tilpasse sig tyskernes konkurrencefordel ved at devaluere deres egen valuta. Den mulighed har de imidlertid opgivet ved at tiltræde euroen.

De sydeuropæiske landes dilemma er i disse år, om de skal træde ud af euroen eller ændre deres samfundsmodel efter tysk forbillede for igen at blive konkurrencedygtige?

Macron gik til valg på det sidste i en videreførelse af sin forgænger Hollandes upopulære reformdagsorden. Macron vil gennem massive nedskæringer tilpasse Frankrig til den tyske model. Det indebærer velfærdsforringelser, en reduktion af den offentlige sektor og et opgør med franskmændenes arbejdsmarkedsmodel.

Det vil imidlertid ifølge flere økonomer kræve en lønnedgang på 20 procent i Frankrig, hvis de franske virksomheder skal genvinde deres konkurrenceevne i forhold til tyskerne. Det vil Macron næppe kunne overleve politisk, da det vil indebære en kraftig forringelse af franskmændenes levestandard på få år.

Macron kræver derfor som sin forgænger Hollande en ny europapolitisk aftale med Tyskland. Macron vil have en europæisk finanspolitik med et fælles budget for eurozonen, der skal sikre en udligning mellem de rige og fattige eurolande. Det er ifølge Macron nødvendigt for, at valutaunionen kan fungere. Han forudser, at euroen vil kollapse inden for de næste ti år uden en sådan reform, fordi de økonomiske uligheder forårsaget af valutasamarbejdet vil blive for store og uholdbare for de sydeuropæiske lande.

De rige lande i Nordeuropa vil med denne model hvert år skulle overføre milliarder af euro til de fattige lande i Sydeuropa. Samtidig kræver Macron, at tyskerne øger deres private og offentlige forbrug samt igangsætter massive investeringer i tysk infrastruktur. Det skulle få lønningerne til at stige i Tyskland og derved sikre en imødekommelse af Macron, som ikke ensidigt vil skulle sænke lønningerne med 20 procent for at nå det tyske lønniveau.

Merkel har indtil videre udtrykt forståelse for Macrons ønsker uden at give konkrete løfter om indholdet af en eventuel aftale. De fleste iagttagere forventer imidlertid, at hun efter valget i morgen vil indgå en stor europapolitisk aftale med Macron, der løser euroens problemer.

Sandheden er dog, at Merkel vil få meget svært ved at imødekomme Macrons krav om et fælles budget for eurozonen, hvor de rige nordeuropæiske lande hvert år skal overføre milliarder af euro til de fattige sydeuropæiske lande. Det er ganske enkelt for upopulært i Tyskland og resten af Nordeuropa til at blive gennemført.

Den folkelige modstand mod redningspakkerne til de sydeuropæiske lande er allerede massiv i de nordeuropæiske lande, selvom der i den sammenhæng kun har været tale om at låne landene penge og eftergive dele af deres gæld. Hvis nordeuropæerne hvert år skal overføre milliarder af skattekroner til sydeuropæerne, vil det med al sandsynlighed føre til et massivt vælgeroprør og en efterfølgende hollandsk, finsk eller ligefrem tysk udmeldelse af euroen.

Macrons krav om højere lønninger i Tyskland vil også være vanskeligt at indfri for Merkel, da det tyske erhvervsliv selvsagt er imod. De konkurrerer på et globalt marked, hvor lønningerne er endnu lavere. Den udbredte holdning i det tyske erhvervsliv er, at resten af Europa skal gøre som tyskerne og sænke lønningerne. Ikke omvendt. De fastholder kravet om et tysk Europa.

Euroens gordiske knude

Macrons planer om et fælles budget for eurozonen har domineret debatten i Bruxelles, Paris og Berlin i årevis.

Alle er enige om, at det er nødvendigt for at redde euroen, men indtil videre har ingen kunnet finde en løsning, da interessemodsætningerne mellem nord- og sydeuropæerne er for store.

Tyskerne vil kun imødekomme sydeuropæerne, hvis de først implementerer de tyske reformer af deres arbejdsmarked og økonomiske politik. Sydeuropæerne mener derimod, at de ikke kan leve op til tyskernes krav uden først at få en reform af euroen og reglerne for det økonomiske samarbejde, så sparepolitikken kan erstattes af en vækstpolitik med massive offentlige investeringer. Endelig kan de ikke blive enige om, hvor mange penge, der skal overføres fra nord til syd i en eventuel fælles finanslov.

Den eneste forandring i den fastlåste situation er valget af Macron og hans ambitiøse plan om ensidigt at imødekomme de tyske krav uden offentlige garantier fra Merkel om indholdet af en eventuel aftale om euroen og det økonomiske samarbejde efterfølgende.

Macron risikerer derved at blive ladt i stikken af Merkel med en upopulær sparepolitik, der næppe vil give øget beskæftigelse i Frankrig uden fælleseuropæiske vækstinitiativer. Det er Macron tydeligvis også opmærksom på, og derfor truer han Merkel i sin bog, »Revolution«.

Her skriver han, at euroen skal reformeres inden for blot to år efter hans tiltræden som præsident. Hvis ikke det lykkes at få en plan for et fælles budget for eurozonen inden da, vil han drage de fulde konsekvenser heraf, hvilket er en åbenlys trussel om at forlade euroen.

Euroens gordiske knude virker fortsat uløselig. Alle løsningsforslag – inklusiv bevarelse af status quo – vil på den ene eller anden måde føre til euroens kollaps. Macron har med sin kompromisløse indstilling smidt en bombe ind i de fastlåste forhandlinger og sat en tidsramme på blot to år for en gennemførelse af sine ultimative krav til en løsning.

Derved er slutspillet om euroen begyndt. Et spil uden vindere. De første træk kommer efter det tyske valg i morgen. Den, der blinker først, taber mest.