Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Skyttegravene bør ikke blotlægges

David Nicolas Hopmann: Kan det danske SSW få reel indflydelse på den politiske ledelse af Slesvig-Holsten? Debatten raser med stor styrke syd for grænsen, hvor mange er i oprør over, at SSW kan vælges uden at passere spærregrænsen.

Tegning: Kamilla Wichmann Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I disse dage præsenterer min tidligere kollega på Syddansk Universitet Tom Buk-Swienty sin tredje bog om 1864. En historie om dansk tab, han så fængende formår at fortælle. Om få dage kan vi måske tilføje et nyt kapitel til grænselandshistorien. Denne gang et kapitel om en dansk sejr. Men dette kapitel vil også handle om, at vi måske ikke har lært så meget siden 1864, som vi troede. 6. maj skal danskerne nemlig stemme om en ny regering. Ikke alle danskere, forstås. Det er nemlig kun dem, der bor syd for grænsen - det danske mindretal i Sydslesvig. Og det kan resultere i, at de danske i Sydslesvig bliver tungen på vægtskålen - og indgår i Slesvig-Holstens delstatsregering. Det vil være en hændelse af historiske dimensioner. For første gang efter 1864 vil danskerne igen være med til at regere over Sydslesvig og Holsten. Det vil uden tvivl udløse en stor debat i Tyskland - og mange debattører vil formentlig angribe det danske mindretal og dets politiske rolle.

De seneste meningsmålinger indikerer, at den nuværende konservativ-liberale regering, bestående af CDU og FDP, ikke vil kunne fortsætte. Det skyldes blandt andet, at det liberale FDP muligvis ikke vil klare spærregrænsen på fem procent denne gang og derved ryger ud af landdagen i Slesvig-Holsten. Heller ikke det politiske alternativ - en regering bestående af Socialdemokraterne og De Grønne - vil have et flertal alene. Tungen på vægtskålen kan blive Sydslesvigsk Vælgerforening, SSW, det danske mindretals parti. Og de vil støtte Socialdemokraterne. Af gode grunde. Det konservative CDU har et notorisk dårligt forhold til det danske mindretal i Sydslesvig. Historisk set er CDU i Slesvig-Holsten et af de mere konservative CDU-landsforbund i Tyskland. Partiets dårlige forhold til de danske er blevet tydeligt i en række politiske angreb på det danske mindretal. I 2010 besluttede den siddende CDU-ledede regering at skære tilskuddene til de knap 50 danske skoler med næsten 6.000 elever i Sydslesvig til 85 procent af standardsatsen. For hvert barn på en dansk skole i Sydslesvig sparer delstaten derved penge. Heldigvis for det danske mindretal støtter Danmark de danske skoler i Sydslesvig.

Skåret ud i pap betyder det, at den tyske delstat Slesvig-Holsten sparer penge på bekostning af den danske stat. Og i øvrigt er argumentet fra konservativ side, at man jo bare kan sende sine børn i tysk skole, hvis man er utilfreds med den lavere støtte til de danske skoler.

Hvorfor kører CDU denne stil over for det danske mindretal? Det kan have flere årsager. En af grundene kan være, at det danske mindretals politiske rolle er blevet styrket ganske markant de seneste år. I 2005 var der, som nu måske igen i 2012, opstået en situation, hvor SSW ville støtte en rød-grøn regering. Ideen var dengang at støtte en mindretalsregering efter en model, som vi kender i Folketinget. Planen lykkedes ikke. Ved valget af regeringschefen svigtede et socialdemokratisk medlem, som ikke ville stemme på sit eget partis kandidat til regeringschef.

Alene SSWs planer om at støtte en mindretalsregering udløste et ramaskrig blandt konservative over hele Tyskland. Tabloid-avisen Bild, som ikke er kendt for balanceret politisk dækning, kastede benzin på bålet ved at køre overskrifter som »Opstand mod dansker-partiet« og stille retoriske spørgsmål som »Hvorfor må disse to danskere bestemme tysk politik?« Med »disse to danskere« henviste Bild til SSW’s daværende to landdagsmedlemmer. At det ene af disse to medlemmer ikke er dansker, men dansktalende repræsentant for det frisiske mindretal på vestkysten (Lars Harms), var så en detalje, der gik tabt i kampens hede.

Konservative politikere argumenterede for, at SSW ikke havde ret til at blande sig i »tysk« politik. Spærregrænsen på fem procent for at opnå repræsentation i parlamenter gælder ikke mindretalspartier i Tyskland. Derfor gælder den ikke SSW, der således med færre end fem procent kan opnå repræsentation. Ergo, var argumentet, tæller SSWs mandater ikke rigtigt. Denne argumentation havde end ikke konservative danske politikere meget tilovers for. Helge Adam Møller kommenterede i sin tid spidst: »Jeg er også konservativ og foretrækker en CDU-regering. Først og fremmest er jeg dog demokrat. Og for en demokrat er det helt klart, at SSW i 50 år har rådet over fuldgyldige mandater i landdagen« - for så at henvise til det danske valg i 1998, hvor de nordatlantiske mandater sikrede Poul Nyrup Rasmussens magt uden at udløse en debat om, hvorvidt færøske eller grønlandske mandater er fuldgyldige. Men diskussionen i Tyskland løb af sporet. SSW modtog mordtrusler og gruppeformanden, Anke Spoorendonk, måtte have personbeskyttelse.

Nu i 2012 har de første kritiske røster allerede meldt sig. 17. april offentliggjorde det borgerlige Flensburger Tageblatt, en af de største aviser i delstaten, en leder, der klart markerede avisens holdning til det danske mindretals parti. Fritagelsen for spærregrænsen skal afskaffes. Det vil i praksis betyde, at det danske mindretal ikke længere vil være repræsenteret i landdagen. Argumentationen bag er typisk for tyske borgerlige røster. For det første henvises der til, at SSW får en trediedel af sine stemmer i Holsten og ikke i Sydslesvig. Men det er absurd at klandre SSW herfor, for SSW stemte imod den valglov, der muliggør, at man kan stemme på partiet i Holsten. For det andet argumenteres der for, at man ikke kan kalde det diskrimination, at den siddende regering ensidigt sparer på bekostning af de danske skoleelever. Hvad man så i stedet bør kalde det, oplyser avisen ikke.

Hvis SSW vil være et »normalt« parti, hedder det videre, skal der gælde »normale« regler for partiet. Alt afhængig af valgresultatet 6. maj vil denne form for argumentation brede sig til de store landsdækkende medier i Tyskland, særligt de landsdækkende og ofte borgerlige aviser.

Diskussionen om SSW handler dog ikke kun om SSW som dansk parti, men også om SSW som politisk modstander uanset nationalt ståsted. Slesvig-Holstens politik er præget af politiske skandaler og en aggressivitet blandt partierne, som man næppe kan forestille sig nord for grænsen. På den måde er det danske mindretals parti ikke en særlig skydeskive.

SSWs landdagsmedlem gennem mange år, Karl-Otto Meyer, blev kendt for den banale høflighed, at han talte godt sammen med alle sine kolleger uanset partifarve!

Efter valget i 2005 tog SSW konsekvensen af debatten og sagde, at man i Tyskland åbenbart ikke forstår den danske model for mindretalsregeringer og støtte heraf. Derfor vil SSW nu ikke blot støtte, men indtræde i en regering, hvis lejligheden byder sig. Det vil selvfølgelig gavne det danske mindretal. Danske skoleelever skal ikke længere diskrimineres økonomisk af delstaten Slesvig-Holsten. Men et regeringssamarbejde vil også have stor symbolsk værdi og afspejle, at det danske mindretal i Tyskland er et levende mindretal.

Målt i partimedlemmer er SSW det tredjestørste parti i delstaten. I 2010 vandt SSW overborgmestervalget i Flensborg. Danske Flensborg Avis har et stabilt oplag. Sydslesvigsk Forenings (SSF) medlemstal er fortsat højt med knap 16.000 medlemmer (inklusive husstandsmedlemmer). Antallet af elever i de danske skoler ligger stabilt på hen ved 6.000. Det danske mindretal i Sydslesvig er et stærkt mindretal.

Fra dansk side er der kun at håbe, at de næste uger i slesvig-holstensk politik ikke vil bombe grænselandet så langt tilbage, at det vil kræve år at genskabe tabt tillid. Som en, der selv er vokset op i det danske mindretal i Sydslesvig, håber jeg, at de toneangivende politikere og debattører på begge sider af grænsen og i alle politiske lejre har lært lektionen efter 1864. Grænselandets styrke er dets kulturelle og sproglige mangfoldighed med tysk, dansk, frisisk, plattysk og sønderjysk. Denne mangfoldighed skal der værnes om i stedet for igen at hoppe i skyttegravene og fokusere på det, der adskiller.