Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

»Skolereformen er selvfølgelig en ommer«

Så slap dog lidt af! Giv plads, skru ned – lad børn være børn og giv dem mulighed for at lege frit og uden voksne, der blander sig og afbryder hele tiden.

Første skoledag på Samsøgades Skole i Aarhus. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Thaysen

At skolereformen ikke er det smarteste påfund i nyere tid kommer nok ikke bag på ret mange, og derfor er det også glædeligt, at debatten nu tages op igen. Lad os gøre os umage denne gang. Det er aldrig en skam at være blevet klogere! Jeg håber, at de personer, der ved noget om skole og dannelse, får en stemme i debatten i denne omgang og ikke holder stædigt fast i at være pigesure. Det handler om vores børn og unge, og derfor må vi sætte os selv lidt i baggrunden, når vi tilrettelægger fremtidens skoletilbud.

Jeg håber dog, at vi med den igangværende debat kan hæve os op over forsmåede følelser og tidligere skrivebordbeslutninger og se på det HELE børneliv i helikopterperspektiv, før vi tænker i økonomi, arbejdstid og skolestruktur. Danske børn skal lære en masse og blive »kloge nok til fremtiden«, hvad det så end betyder, men der skal også være plads til andet end skole i det gode børneliv. God skole er ikke det samme som mere skole, og det tror jeg selv vores politikere er ved at forstå – måske. Bedre sent end aldrig. Mon de nye på Borgen selv har børn i skolealderen og derfor kan drage paralleller til virkelighedens verden? Man har jo lov til at håbe, og hvis det er vigtigt for dem at være dem, der nu kommer og gør det hele godt igen, så lad dem endelig få den fjer i hatten. Lad os i fællesskab dreje debatten over på dem, det i virkeligheden handler om, nemlig vores børn og unge.

Men hvad er et godt børneliv i dagens Danmark? Er det et godt børneliv at være omgivet af velmenende voksne, der rammesætter og sørger for »rimelige hold« ti timer om dagen? Er det et godt børneliv at skulle undervises syv-otte timer om dagen og dermed have en arbejdsuge på 37 timer plus lektier og opgaver? Er det et godt børneliv, når fritid og tid til at lege frit og uden voksne er noget, der reelt kun finder sted i weekender og ferier, hvis ikke forældrene har sørget for et tæt pakket program i den velsmurte familiemaskine anno 2015? Er det et godt børneliv hele tiden at skulle noget? Er det et godt børneliv, når børn og unge ikke længere orker deres fritidsinteresser, fordi de føler, at de ikke har tid til det? Er det et godt børneliv, når børn i de yngste klasser er meget målrettede og bevidste om alt det, de skal nå at lære for at kunne klare sig og blive til noget? Er det et godt tegn, når et stigende antal børn og unge i Danmark lider af stress (for ikke at tale om de voksne)? Er det tegn på et godt børneliv, at vi i Danmark aldrig har haft flere »bogstavbørn« med diagnoser, daglig medicinering og store udfordringer med at tilpasse sig tilværelsens stramme struktur? Hvorfor er vi så overraskede over det, når der aldrig har været så meget struktur på et børneliv, som der er i dagens Danmark? De »skæve« børn passer ikke ind i kasserne og strukturen, og det eneste, vi kan finde ud af, er at brøle »MERE MEDICIN« eller »MERE STRUKTUR«! Beroligende medicin til alle voksne kunne muligvis være en stor hjælp for de børn, der synes, at det rammesatte børneliv ikke er så fedt endda. Så slap dog lidt af! Giv plads, skru ned – lad børn være børn og giv dem mulighed for at lege frit og uden voksne, der blander sig og afbryder hele tiden. Giv børnene noget ansvar og noget frihed.

Børn leger livet, og det er gennem den frie leg, at de gør sig afgørende erfaringer, som de skal bruge resten af livet. Når jeg skriver fri leg tænker jeg ikke på iPad, Playstation eller computer. Med fri leg mener jeg leg, hvor fantasien og kroppen er i gang, hvor alt er muligt, hvor de voksne ikke må være med, og hvor børnene selv sætter rammerne og derigennem finder ud af, hvad der virker, og hvad der ikke virker, hvordan man omgås andre mennesker, hvordan man indgår kompromis, og hvordan man af og til bliver uvenner og flår hovedet af hinanden i raseri for i sidste ende selv at skulle forhandle freden på plads igen. Fri leg kræver tid, og af og til skal man kede røven ud af bukserne, før man finder på en fed leg. Måske du selv kan huske en fra din barndom? Prøv lige at stoppe op og lade dig føre tilbage til dengang, du selv var barn og havde gang i en fantastisk leg. Luk øjnene og forestil dig, at du er tilbage… Giv det lidt tid, hvis det ikke umiddelbart lykkes (drik evt. et glas rødvin (stort), hvis det er virkelig længe siden). Kan du se det? Kan du få øje på de voksne i legen? Nej, for de var der ikke, og de fede lege, dem der betyder noget på den lange bane, er kun for børn. De skal opfindes, rammesættes og leges af børn, og den slags lege kræver tid, men de er ventetiden værd. Desværre har vi ikke tid til ventetid, og desværre er mange børn så utrænede i denne disciplin, at de faktisk ikke formår at lege frit. Det gør mig ked af det, og det er i mine øjne et tegn, som vi bør tage meget alvorligt, inden vi beslutter os for mere skole og mere struktur og flere ture i BonBon-Land i weekenderne. Når børn gør sig ægte erfaringer med stort og småt, så lærer de, hvad der virker. Når børn altid har voksne til rådighed, der hjælper og overtager og sørger for, at tilværelsen aldrig gør ondt, så lærer de nødvendigheden af altid at have hjælpsomme voksne til rådighed – til gengæld er de lost næste gang, frikvarteret gør ondt og gårdvagten (og mor) er over alle bjerge.

Før skolereformen fandtes det gode børneliv også i mange SFOer og klubber. Uden at vi sådan rigtig forstod og forstår, hvad vi har haft gang i, har vi mange steder i løbet af bare ét år udhulet disse tilbud og gjort pædagoger til ekstra ansatte i skolen til at varetage de dele af reformen, som lærerne ikke har tid til. Deres fritidspædagogiske faglighed, som vores børn i den grad har brug for, er vi i fuld gang med at konvertere til støttefunktioner i en heldagsskole, hvor antallet af timer er vigtigere end kvaliteten af indholdet. Efter bare ét år sidder mange og overvejer, om SFO- og klubtilbuddet er pengene værd, når børnene ikke har tid til at benytte det. Det er i mine øjne den største katastrofe ved skolereformen og det helt centrale, når vi taler om det gode HELE børneliv, da pædagoger og deres faglighed netop kan noget i forhold til børns frie leg og sociale dannelse, som hverken mor eller far eller skolens lærere kan. Børn kan godt selv, men når vi nu har indrettet vores tilværelse og samfund, som vi har, hvor tid og fri-tid konsekvent er noget, vi ikke har, så er fritidspædagoger det næstbedste for børn i forhold til den frie leg, og med skolereformen er vi i fuld gang med at kastrere dem og konvertere deres afgørende faglighed til hvad? Gårdvagter og bestyrer af lektiecafeerne – flot! Det er simpelthen for dumt, og jeg begriber ikke, hvor pædagogernes fagforbund BUPL er henne i debatten. Vågn dog op, jeres medlemmer bliver kørt over!

Med reformen får vores børn og unge noget, men mister noget andet. I mine øjne er tabet langt større end udbyttet, og jeg håber, at vi kan blive enige om, at reformen er en ommer af hensyn til vores børn og unge, deres fremtid og Danmarks fremtid. Som tidligere skrevet siger et godt, kinesisk ordsprog, »at hvis du ikke ændrer retning, ender du der, hvor du er på vej hen«. Vi forældre, pædagoger, lærere og skoleledere bliver nødt til at fungere som ambassadører for det gode, HELE børneliv, der skaber robuste, livsduelige og kompetente børn og unge, og det kræver, at vi bruger vores grundlovssikrede ret til at råbe vagt i gevær, når noget stinker. Skolereformen stinker.