Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Skolereformen er bedre end sit rygte

Det går godt med skolereformen. Størstedelen af eleverne er glade for deres skole. De trives generelt, og de er engagerede og interesserede i det faglige. Lærere og skoleledere er enige om, at der er gode potentialer. Men der er plads til forbedringer.

Tirsdag præsenterede undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) de første dele af evalueringen af folkeskolereformen, som ministeriet har sat i gang parallelt med indførelsen af reformen. Det overordnede øjebliksbillede, som de fire rapporter fra SFI og KORA tegner, er, at det faktisk går godt med at få de fine ord i reformen omsat til hverdag ude på skolerne.

Der er generelt blevet arbejdet seriøst og benhårdt med at implementere reformen, og når man spørger eleverne, lærerne, pædagogerne og skolelederne, så tager reformen sig foreløbig noget bedre ud end det lidt blakkede ry, den ofte får i dagspressen: Størstedelen af eleverne er glade for deres skole. De trives generelt, og de er engagerede og interesserede i det faglige. Lærere og skoleledere er enige om, at der er gode potentialer i de forskellige elementer af reformen – og jo mere de har arbejdet med f.eks. læringsmål, jo mere mening synes det at give i hverdagen. Og både lærere og pædagoger kan se gevinster ved mulighederne for samarbejde på tværs.

Men som alle lærere ved, så nytter det ikke bare at rose. Der skal også vejledes, og der skal arbejdes med de områder, hvor det ikke går helt så let. Derfor vil vi i formandskabet for Rådet for Børns Læring her pege på et par områder, som vi mener, kræver opmærksomhed, hvis reformen også skal få gode karakterer i årene der kommer.

Det er åbenlyst for enhver, at reformen har været en stor mundfuld, og det første år har handlet om at få de praktiske elementer på plads. Skemalægning, organisering af arbejdstid, etablering af nye samarbejdsrelationer osv. Det er endvidere meget forskelligt fra kommune til kommune, hvor langt man er nået i forhold til implementeringen. Det generelle billede fra de første evalueringsrapporter er dog, at de »nye« elementer i reformen stadig er en enorm udfordring.

Den understøttende undervisning, mere bevægelse og en skole, der åbner sig mod omverdenen, skulle være det, der skabte en ny og mere varieret skoledag for børnene. Men alt for ofte er understøttende undervisning bare en ekstratime torsdag eftermiddag, mere bevægelse bliver omsat til »gå en tur og vær tilbage kl. 8.45« og den åbne skole bare ord på et stykke papir.

Eksempelvis viser SFI’s undersøgelse blandt ca. 16.000 elever, at de er glade for krop og bevægelse, men en del oplever fortsat, at det ikke praktiseres på deres skole. SFI-rapporten viser også forskelle på, hvem der bevæger sig i skolen: Drenge bevæger sig mere end piger, og børn med anden etnisk baggrund end dansk og elever med sociale udfordringer bevæger sig mindre end deres kammerater. Man får det indtryk, at drengene er ude og spille fodbold (ganske som de plejer), og pigerne sidder inde og fletter hår (ganske som de plejer).

Det er IKKE godt nok. Bevægelse og motion skulle være det indspark, der får energien op på en lang dag, og et af de redskaber, der skal skabe en varieret, differentieret og praksisnær undervisning. Og som skulle være til gavn for både piger og drenge, uanset hudfarve og udfordringer!

De nye elementer i folkeskolereformen kan potentielt betyde en helt ny og anderledes skole. En skole, hvor undervisningen f.eks. foregår i den lokale motorcross-klub, hvor man beregner accelerationshastigheder. Eller i den lokale bank, hvor man skal beregne kvadratmeterpriser og tegne målfaste tilbygninger til »drømmehuset«. Hvor man skriver reklametekster til den lokale blomsterhandler, hopper matematik i skolegården og rapper Hal Kochs demokratiforståelse. Mulighederne er uendelige.

Men det er NU, de muligheder skal realiseres. De nye elementer skal for alvor indarbejdes i skoledagen. Ellers oplever eleverne dem som noget påklistret og usammenhængende, og så har vi med reformen reelt bare givet vores børn en længere skoledag med mere af det samme.

Mens der er generel opbakning til mange af reformens indholdsmæssige elementer, så peger evalueringen på udfordringer i forhold til rammerne for at få dem ført ud i livet. En af evalueringsrapporterne fra KORA viser, at lærerne i høj grad oplever, at de mangler tid. Tid til forberedelse, tid til at give feedback til eleverne, tid til at tale med forældrene osv. Her spiller den såkaldte tilstedeværelsespligt, som blev indført ved regeringsindgrebet i lærerkonflikten i 2013, også ind.

Kravet om, at lærerne skal være på skolen i arbejdstiden, er stadig politisk ømtåleligt. For godt nok viser rapporten fra KORA, at lærere, skoleledere og bestyrelsesformænd generelt er enige om, at man på skolerne er kommet videre efter konflikten. Men samtidig mener mange af lærerne ikke, at tilstedeværelseskravet har en positiv indvirkning på samarbejdet mellem lærere og pædagoger. Det kan f.eks. være svært for lærere og pædagoger at holde møder om samarbejdet, fordi lærerne som regel underviser om formiddagen, hvor pædagogen er ledig, og pædagogen er i SFO’en om eftermiddagen, når læreren er færdig med sine timer.

På nogle skoler har man taget udfordringen op og eksperimenteret med at skaffe mere tid ved nye former for forberedelse. For eksempel at én lærer (på skoler med flere klasser på samme trin) forbereder sig og så på skift underviser klasserne i det samme og på den måde sparer forberedelsestid. Der er mange andre måder at effektivisere forberedelsestid på – det er bare med at komme i gang med at eksperimentere med netop det. Og så er det helt nødvendigt, at man får skabt tid og rum til samarbejde, men også til, at den enkelte lærer kan nyde godt af den fleksibilitet, som de fleste andre vidensarbejdere bruger til at få arbejdsliv og familieliv til at gå op.

Reformen er kun et år gammel, og erfaringerne fra blandt andet Ontario i Canada er, at reform-tålmodighed er en dyd. Her tog det seks år at få implementeret en ny skole, og endnu længere tid inden resultaterne begyndte at vise sig. Vi er nu gået ind i år 2 med skolereformen. Der har været mange bump på vejen, og der vil komme flere til. Et gennemgående træk ved de første evalueringer er, at jo mere, man har arbejdet med de nye elementer i reformen, jo mere oplever man, at reformen giver mening. Og det er godt nyt i en tid, hvor mange aktører ellers har travlt med at deponere alle skolens problemer i reformen.

Formandskabet for Rådet for Børns Læring består af direktør Agi Csonka, rektor Stefan Hermann, dagtilbudsleder Fie Lademann, forsknings- og udviklingschef Andreas Rasch-Christensen, skoleleder Gitte Reimann, professor Charlotte Ringmose og børne- og kulturdirektør Anders-Peter Østergaard.