Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Skilsmisser knuser barnedrømme

Annette Due Madsen: Selv om far og mor ikke bekriger hinanden om deleordninger og samvær, kæmper børn alligevel med tunge tanker og følelser, som vi som samfund ikke spørger til. Hvem spørger ind til børnenes sorg? Deres længsel, skyldfølelse og oplevelsen af, at de to mennesker, de elsker allerhøjest i hele verden, ikke længere elsker hinanden? Hvem spørger dem oprigtigt om, hvordan det er at pendle frem og tilbage med en lille rygsæk? Det gør næsten ingen.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Skoledrengen sad med kasketten godt nede i panden og ventede på mig. Hans mor var bekymret for sin søn. Han var pludselig blevet så stille. Derfor havde hun bedt mig om, som psykolog, at tage en snak med ham, lige som vi havde gjort det et par år tidligere, hvor han stadig gik i børnehave.

Dengang var hans mor og far gået fra hinanden. Det havde ikke været dramatisk. Parret var enige om at leve videre hver for sig, og deres dengang fem-årige søn skulle bo mest hos sin mor.

Drengen hev lidt op i sin kasket, så jeg bedre kunne se ham. Han havde ondt i maven, sagde han. Sammen fandt vi ud af, at smerterne måske hang sammen med, at far skulle giftes igen og snart være far til et nyt lille barn. Drengen havde længe fået at vide, at hans forældre aldrig ville finde sammen igen. Men drømmen havde han haft. Om at det en dag skulle blive de tre igen.

»Men nu kan jeg ikke holde fast i den drøm mere«, forklarede han mig.

Faren var lykkelig over sit nye liv, så drengens drøm måtte dø. Sådan er det med nogle drømme. De må dø.

Det gør de for mange af de ca. 25.000 danske børn, der årligt oplever, at forældrene skilles. Selv om langt de fleste børn kommer godt videre uden alvorlige psykiske og sociale problemer - og enkelte endda får en bedre opvækst i et delt hjem - er bruddet mellem far og mor stadig noget af det mest smertefulde, et barn kan gennemleve.

Det er et brud, som bliver virkelighed for en tredjedel af samtlige danske børn, inden de er fyldt 18 år. Ifølge Berlingske Tidende er antallet af børn, der flytter mellem to hjem, tredoblet de sidste 15 år. Alligevel ved vi alarmerende lidt om, hvordan de føler indeni. For faktum er, at vi sjældent spørger dem.

Derfor er dette nye år ekstra vigtigt for disse børn. Det er året, hvor Forældreansvarsloven evalueres og tages op til revision af det brede politiske flertal, der indførte den i 2007.

På Center for Familieudvikling møder vi børn og brudte familier dagligt og tilbyder i øjeblikket statsstøttet undervisning til skilte forældre. For os står det lysende klart, at loven bør klargøre langt mere tydeligt end i dag, hvordan den konkret sikrer barnets - og ikke forældrenes - bedste. Kongstanken bag loven var, at man skulle se skilsmissen fra barnets perspektiv, og det var intentionen, at børnene skulle have mulighed for at søge råd og støtte hos professionelle voksne.

Men tilbuddene er uendelig få. Og når bruddet er gennemført og barnet delt, er der ingen fagfolk, der siden tager fat i børnene. Vi efterlader dem dér uden virkelig interesse for, hvordan verden ser ud for dem.

Forleden skrev Berlingske Tidende, at statsforvaltningerne har haft større succes end forventet med at få uenige par til at samarbejde. Man havde vurderet, at ca. halvdelen af de sager, hvor der var konflikt, ville ende hos domstolene, men tallet ligger nærmere på 30 procent. Der er ingen tvivl om, at forældres evne til at samarbejde er helt afgørende for barnets videre liv.

Men dermed ikke være sagt, at barnets trivsel så er sikret. Selv om far og mor ikke bekriger hinanden om deleordninger og samvær, kæmper børn alligevel med tunge tanker og følelser, som vi som samfund ikke spørger til. Hvem spørger ind til børnenes sorg? Deres længsel, skyldfølelse og oplevelsen af, at de to mennesker, de elsker allerhøjest i hele verden, ikke længere elsker hinanden? Hvem spørger dem oprigtigt om, hvordan det er at pendle frem og tilbage med en lille rygsæk? Det gør næsten ingen.

Realiteten er, at de fleste børn i Danmark selv må tumle med de sår, som familiebruddet uundgåeligt giver på sjælen. Med mindre barnet på et tidspunkt får det så skidt, at vi kan sætte en diagnose på.

Det kræver meget store kompetencer hos et barn at guide sig gennem en skilsmisse. Ofte er den ene forælder vred, den anden lettet. Den ene har allerede en ny kæreste. Den anden er ensom og ulykkelig. Børnene skal forholde sig til forældrenes forskellige dagsordener, nye pap-relationer, og måske også nye klassekammerater og et eller to nye hjem. Og for mange af dem vil forældrenes nye relationer skifte flere gange gennem barnets opvækst. Børn går meget langt for at gøre både far og mor tilfredse. Og det lader ikke meget plads tilbage til egne behov og tanker.

Dermed risikerer vi at spille hasard med de tusindvis af drenge og piger, der vokser op i en tid, hvor familiebruddets konsekvenser stadig er tabu, selv om skilsmisser aldrig har været mere udbredte. Til gengæld har vi en tendens til at beskytte de voksne mod deres egen skyldfølelse.

Selv om det er smerteligt for far og mor at skulle erkende, at de gør noget, der gør deres elskede børn ondt, er vi nødt til at tale højt om børnenes følelser og lytte til dem. Ikke for at ramme de voksne og give dem endnu mere skyld, men for at hjælpe børnene godt videre i livet. Alt andet er et svigt.

Praksis i Danmark står i tankevækkende kontrast til Norge. Her har politikerne taget de mange forskningsresultater alvorligt: At manglende livslyst og selvmordstanker er udbredt hos dobbelt så mange skilsmissebørn som andre børn. At børn af skilte forældre oftere har et dårligere helbred, flere misbrugsproblemer og sværere ved at passe skolen. Og at børn fra brudte familier har mere end dobbelt så stor risiko for selv at bryde forhold i voksenlivet.

Danske politikere behøver ikke engang at skele til udenlandske undersøgelser for at få viden. I sommer offentliggjorde SFI den hidtil største nationale undersøgelse af danske børns trivsel. Undersøgelsen viser blandt andet, at flere børn fra brudte hjem må betragtes som udsatte set i forhold til børn i intakte familier. Forskellene er ikke nødvendigvis store. Men de er gennemgående og systematiske.

I Norge har familiedepartementet lige overtaget velafprøvede undervisningstilbud, som regeringen nu vil sprede ud til skilte forældre over hele landet for at hjælpe dem til at samarbejde om deres børn. Samtidig integrerer man samtaletilbud for børn i skoletiden, hvor de med støtte fra kyndige voksne kan dele deres tanker og følelser med andre børn, der har oplevet det samme. Erfaringerne er så positive, at tilbuddene nu bliver landsdækkende.

I Danmark har Familiestyrelsen fremhævet samtalegrupper for børn som en god idé. Allige­vel er indsatsen sporadisk og ramt af besparelser i statsforvaltninger og kommuner, og børnegrupper når kun ud til en mikroskopisk del af de ramte børn.

På Center for Familieudvikling vil vi gerne trække udviklingen i den anden retning. Derfor har vi netop sat en ny uddannelse i gang, der bl.a. ruster fagfolk til at oprette flere børnegrupper lokalt. Men skal samfundet så også betale for det, vil nogen måske spørge. Til det vil jeg svare, at det gør samfundet allerede. For faktum er, at hvis børnene vokser op uden at få hjælp til at bearbejde deres sorg og tackle deres nye liv, er der risiko for, at de i voksenlivet får psykiske og sociale problemer, og det koster samfundet dyrt. Ikke alene moralsk, men i høj grad også økonomisk.

Drengen, som jeg talte med, havde sat kasketten ned over øjnene igen. Samtalen gik lidt langsomt nu. Hans drøm var jo død, så hvad skulle vi stille op med den? Vi blev enige om, at vi i tankerne kunne holde en lille begravelse, hvor der ville være tid til at sørge og tage afsked sammen. Jeg spurgte, hvem der skulle være med, hvis vi tænkte tanken videre. Drengen tøvede et øjeblik.

»Jeg tror, jeg må klare det alene«, begyndte han, men stoppede så lidt op: »Nej, måske vil mormor også være med«.

»Må jeg så også være der?«, spurgte jeg.

Det måtte jeg godt, svarede drengen og lyste op: »For så er vi tre«.