Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Skatterådgivning er ikke snyd

»I debatten om skattebetalinger for multinationale selskaber er grænsen for politisk hykleri og videregivelse af urigtige informationer nået.«

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I debatten om skattebetalinger for multinationale selskaber er grænsen for politisk hykleri og videregivelse af urigtige informationer nået. Sagen om skatteforholdene for teleselskabet 3 har vist os, at politikere og visse medier uden forbehold videreformidler nogle tilsyneladende opsigtsvækkende »afsløringer« og på baggrund heraf udleder nogle meget vidtrækkende konsekvenser. Sagen er blot den, at politikernes og mediernes håndtering af sagen i bedste fald er udtryk for en sammenblanding af forskellige forhold, som ikke meningsfuldt kan behandles i samme kontekst, men som skaber en god historie.

Læs også: Avis: Teleselskabet 3 bruger skattely i Luxembourg

Sagen om teleselskabet 3 udspringer af de såkaldte Luxleaks, hvor visse private skatteaftaler mellem en række internationale koncerner og skattemyndighederne i Luxembourg er blevet stjålet og efterfølgende bragt i dagspressen. En af disse skatteaftaler omhandlede ejeren af teleselskabet 3, et selskab beliggende i Hong Kong som via sit europæiske hovedkontor i Luxembourg og et selskab i Sverige ejer aktierne i det danske selskab. De europæiske datterselskaber i koncernen blev finansieret via lån fra Hong Kong via Luxembourg, hvorved skatteaftalen skabte juridisk sikkerhed for den skattemæssige behandling.

Konsekvensen af at optage et lån er selvsagt, at der skal betales renter fra det danske selskab til dettes kreditor. Renter er som udgangspunkt fradragsberettigede for selskaber i Danmark. Sammen med store udgifter til investeringer i netværk og markedsføring blev der oparbejdet skattemæssige underskud. Som bekendt skal der naturligvis ikke betales skat, når en virksomhed ikke tjener penge. Centralt i debatten vedrørende teleselskabet 3 er den skatteaftale, som er indgået med Luxembourg, der fører til en lav beskatning af renterne på 5,2 pct.

Reaktionerne på ovenstående scenario har i høj grad bestået af en voldsom fordømmelse og forargelse. SFs skatteordfører udtalte, at »3 snyder dermed sine egne danske kunder for skat, der kunne have været gået til velfærd, børnepasning og ældrepleje«. Socialdemokraternes skatteordfører gik skridtet videre og var rystet og forarget og opfordrede forbrugerne til at genoverveje selskabet. Endnu videre er SF og Enhedslisten gået, når det enslydende er krævet, at det offentlige ikke benytter sig af selskaber, der er i skattely eller for den sags skyld revisionsfirmer, der vejleder dem til det.

Fra et fagligt perspektiv hviler ovenstående kritik på visse centrale misforståelser. Det særlige ved skattemæssige underskud, som genereres af selskaber (og i øvrigt også selvstændigt erhvervsdrivende), er, at disse så at sige kan gemmes til bedre tider, hvor selskabet tjener penge, og således kan modregne de tidligere afholdte udgifter i fremtidige indtægter. Derved »straffes« man ikke ved at afholde udgifterne i eksempelvis 2014, mens indtægterne skabes i 2015.

Dette centrale princip synes at volde visse politikere og medier betydelige forståelsesmæssige vanskeligheder. Princippet er velkendt i det meste af verden. Det kræver således ikke nogen form for aggressiv skatteplanlægning at undgå betaling af dansk selskabsskat, så længe det overskud, der genereres, ikke overstiger det underskud, der allerede tidligere er opstået og fremført til bedre tider. Når visse politikere og medier angriber virksomheder, som blot har tilladt sig at gnave af på de tidligere oparbejdede underskud (som vel at mærke dækker over faktisk afholdte udgifter), så er der tale om en næsten uforklarlig mangel på kendskab til de faktiske forhold i skattesystemet, herunder kendskab til, hvorledes systemet fungerer og har fungeret i årtier.

Læs også: 3 tager til genmæle: Vi overholder dansk lovgivning

Teleselskabet 3 har - trods regnskabsmæssigt overskud - endnu ikke haft en positiv skattepligtig indkomst, lyder det.

Betaling af renter mellem koncernselskaber skal ske på markedsmæssige vilkår. Det er oplyst, at dette spørgsmål om såkaldt »transfer pricing« tillige i sagen om teleselskabet 3 havde været undersøgt af SKAT, der ikke havde fundet anledning til at ændre på de anvendte priser og vilkår for lånene. Det må altså kunne lægges til grund, at 3 også her havde overholdt Danmarks lovgivning. Det næste er så, at de betalinger, der forlader Danmark til Luxembourg, kan ifalde en skat i Danmark (en såkaldt kildeskat). Baseret på det oplyste i 3-sagen, skulle der ikke betales en sådan dansk skat.

Det er også nødvendigt at påpege, at Luxembourg er et EU-medlemsland, og at det strider mod enhver grundtanke i EU, hvis man skal forhindre borgere og virksomheder i at drive virksomhed i og gennem andre EU-lande, blot fordi dette land har valgt at indrette sit skattesystem mere lempeligt end i Danmark.

Debatten kører helt af sporet, når det af danske medier og politikere hævdes, at den opnåede lave skat i Luxembourg direkte forårsager, at der mistes skatteprovenu i Danmark. Der er tale om en forfejlet og misforstået kritik. Danmark har tværtimod ikke mistet noget ved denne aftale mellem Luxembourg og selskabet i Hong Kong. Hvis indkomsten, som blev genereret i Luxembourg, blev underlagt en selskabsskat svarende til den danske på 25 pct. for de omhandlede år, ville dette ikke have resulteret i blot en krone yderligere i den danske statskasse.

Det kan i sig selv kræve en omfattende vurdering at fastslå, hvorledes retsstillingen er for det enkelte selskab. I det lys må en virksomhed med rimelighed kunne forvente, at man har gjort sin samfundspligt, når reglerne er overholdt, og ikke af egen drift skal sigte mod en skattemæssig situation, der er ringere, end hvad der altså følger direkte af lovgivningen. Det er værd at nævne, at retsinstanser i ind- og udland gennem tiderne ofte har konkluderet, at skatteydere (herunder selskaber) ikke er forpligtet til at vælge den løsning eller struktur, som indebærer den højeste skat, men derimod er berettiget til at vælge de mindst skattebelastede alternativer. Dette er udtalt af den danske Højesteret. Hvis politikerne er utilfredse med virksomhedshedernes aktiviteter, bør man ændre lovgivningen. Sagen er blot den, at der allerede findes regler, som skal forhindre uønsket adfærd, og at der ikke i væsentligt omfang synes at kunne indføres yderligere skærpelser af skattereglerne i Danmark.

Læs også: Vestager kan ikke garantere undersøgelse af 3s skattesag

Når regeringspartier offentligt vælger at fordømme en virksomhed og kræve offentlig sortlistning af virksomheden og dennes rådgivere, som har medvirket til at sikre virksomheden de omhandlede skattefordele, er der i mine øjne tale om magtmisbrug (her brugt i en ikke-juridisk forstand). Dette gælder i særdeleshed, når virksomhedens eneste brøde er at have overholdt landets skattelovgivning.

Den moralske dimension er tilsyneladende forankret i tanken om solidaritet. Men sådanne løse og udefinerbare forhold kan ikke udgøre grundlaget for virksomhedsdrift. En virksomhed må i første række sikre sine ejeres interesse, herunder gennem et konkurrencedygtigt afkast. Det moralske krav om, at virksomhederne skal betale en højere skat, end hvad der følger af lovgivningen, svarer til at kritisere bilister, der kører 110 på motorvejen, hvor dette er tilladt. Det savner simpelthen mening.

Løsningen på al skatteplanlægning er at udjævne internationale forskelle mellem forskellige landes skattesystemer og skattesatser. Når dette ikke kan lade sig gøre, kan man som nation enten indføre alverdens regler, der skal modvirke, at virksomheder og borgere nyder fordele af andre landes fordelagtige systemer, eller melde sig ind i den internationale kamp om investeringer, arbejdspladser og kapital via et attraktivt skattesystem.

Læs også: Vrede kunder skoser 3 på deres Facebookside

Forsøget på at bandlyse virksomhedernes rådgivere forekommer også meget vidtrækkende. Hvem ønsker f.eks. en boligrådgiver eller en investeringsrådgiver, der anbefaler den dyreste løsning inden for hvilket som helst område? I visse henseender kan en rådgiver sågar ifalde et erstatningsansvar, hvis en kunde er blevet beskattet hårdere end forventet som følge af, at rådgiveren har overset eller undladt at nævne en mere favorabel løsning.

I takt med, at den berømte tone i debatten om de multinationale selskaber bliver skærpet, synes det faglige belæg herfor at være stærkt tvivlsomt. Debatten trænger virkelig til et fagligt løft samt omtanke.