Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Skal vi forbyde Hizb ut-Tahrir eller ej?

I virkeligheden er organisationen et religiøst-fascistisk parti, der søger at skabe en totalitær stat, som implementerer deres egne snævre tolkning af religionen eller Shariah i samfundet.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Danskerne stiller sig atter spørgsmålet: Hizb ut-Tahrir - at forbyde eller ej? Dette spørgsmål er blevet stillet to gange før (fra officielt hold) og begge gange er forslaget blevet forkastet. Det er der en årsag til. Hizb ut-Tahrir er ikke en terrorgruppe eller -organisation. De er til gengæld heller ikke et normalt »politisk parti«, som de ynder at beskrive sig selv. De er heller ikke et radikalt parti i den forstand, at de ønsker en radikalt progressiv ændring i samfundet (som f.eks. venstreorienterede revolutionære ideer), selvom de sandelig er blevet påvirket af venstreorienterede ideer og i langt højere grad af en højreorienteret, totalitær ideologi. Dette faktum har ledt folk til at forveksle deres politik med traditionel anti-kapitalistisk radikal tænkning.

I virkeligheden er organisationen et religiøst-fascistisk parti, der søger at skabe en totalitær stat, som implementerer deres egne snævre tolkning af religionen eller Shariah i samfundet. Dette inkluderer i deres syn: Drab på frafaldne og homoseksuelle, korsfæstelse af oprørere og at styre de ikke-muslimske borgere ved at hindre dem i at besidde nogen politiske poster og påtvinge dem »jizya«, en særlig skat.

Kvinder skal heller ikke, ifølge deres synspunkt, besidde magtfulde politiske poster, deres primære rolle er afgrænset til hjemmet. Statsstyret skal opnås ved at skabe en almen efterspørgsel efter selvsamme, efterfulgt af et militærkup. Staten skal endvidere med tvang fjerne »illegitime« regeringer i lande, hvor muslimer udgør majoriteten, og udviske alle »illegitime« landegrænser mellem f.eks. Syrien og Irak eller Syrien og Tyrkiet. Dette skal gøres selv hvis millioner skal dræbes i processen. Lyder det bekendt? Ja, deres vision om den ideelle islamiske stat, som er nøje beskrevet i deres litteratur, er ikke langt fra det, som er ved at blive skabt af ISIS/ISIL/IS eller hvad end man ønsker at kalde dem. »Dawla« eller »Staten« er foretrukket af begge grupper.

Hizb ut-Tahrir er forbudt i de fleste lande med muslimsk majoritet, hvori de opererer. Faktisk undertrykkes de på brutal vis. Trods dette har HT aldrig udført terror-handlinger. HT har til gengæld forsøgt sig med forfejlede kupforsøg i Egypten og Jordan, hvilket resulterede i en splittelse internt således, at flere medlemmer løsrev sig for at forme egne, i visse tilfælde jihadistiske grupper i Egypten, og selv i Vesten har vi set det med grupper som al-Muhajiroun, en pseudo-salafi gruppe etableret af Omar Bakri Mohammed i England, også kendt under navne som Kaldet/Islam4UK/Islam4Denmark, etc.

Disse grupper adopterer samme ideologi og med den samme retoriske stil og begreber: Islam er ikke en religion, den er en ideologi, den har veldefinerede politiske systemer (selvom det i praksis kan koges ned til en kalif, der implementerer et sæt love).

De bruger lignende fatwaer, såsom tilladelsen af selvmordsbombere (selvom HT som sagt ikke selv gør brug heraf), kapring af israelske fly - selvom HT dog fordømte 11. september-angrebene, fordi flyene var privatejede(!) - jihad i Israel og Irak imod vestlige lande eller ethvert land, der »besætter« et »muslimsk landområde« (som de definerer som et område, der har været under muslimsk kontrol). Det inkluderer så lande som Spanien, Indien og Israel (trods dette har ingen af disse demokratiske lande forbudt partiet).

Som tidligere nævnt står gruppen på ingen måde bag terrorhandlinger og kalder heller ikke til terrorhandlinger. Faktisk er gruppen overbevist om, at man skal følge - på ganske anakronistisk vis - Profetens »metode« i opnåelsen af magten, som de på besynderlig vis mener svarer til at infiltrere hærene og påvirke indflydelsesrige personer i samfundet. Herefter skal den endelige samfundsændring ske ved - ideelt set - et ublodigt kup.

Dette er samtidig det, der gør gruppen problematisk, og valget er derfor ikke enten at forbyde gruppen eller ignorere den. Dets medlemmer er ganske vist tidligere blevet dømt for at tilskynde til vold, noget som gruppen benægter, det nogensinde har gjort og afviser som værende i modstrid med dets »metode«. Men disse ideer har ikke nødvendigvis en uskyldig effekt på gruppens publikum og sympatisører. Ikke alle, som tilslutter sig, accepterer den ikke-voldelige metode til at opnå magten. Generelt accepterer de dets vision om Kalifatet eller Den Islamiske Stat og adopterer dets anti-vestlige og anti-demokratiske holdninger.

I et samfund med mange marginaliserede og socialt dårligt stillede muslimer (heraf nogle med kriminelle tilbøjeligheder), er de nødvendige ingredienser for ekstremisme og vold til stede for at kunne spredes vidt (indenfor dette miljø). HT er ikke et transportbånd til terror, som nogle har advokeret, men de leverer ikke desto mindre afgørende komponenter af den ekstremistiske ideologi til visse samfundsmedlemmer. Et klart eksempel på dette kan ses fra nogle IS-kæmpere, som er vendt tilbage fordi de følte, at selvom volden mod ikke-muslimske civile var fuldstændig fint og islamisk, gik gruppen for langt ved at dræbe muslimer, herunder muslimske nødhjælpsarbejdere. Det satte selvfølgelig en dæmper på den oprindelige entusiasme omkring jihad.

Danmark er forståeligt nok ved at slikke sine sår efter de gyselige handlinger begået af Omar EL-Hussein, en ung mand som syntes intelligent og uden spor af diagnosticerede mentale sygdomme eller lignende. Men han omfavnede IS’ ideologi og gav dem et lydighedsløfte i form af den symbolske bay’ah. Den hardcore islamistiske ideologi er måske ikke den eneste faktor, men den kan sandelig ikke udelukkes, særligt eftersom Omar angiveligt sad i samme fængsel som Said Mansour (og en interaktion mellem disse bekræftes af vagter) og at ekstremistiske tendenser blev udvist iblandt de indsatte ifølge vagterne.

Men at respondere på en sådan handling, som på et symbolsk plan var et angreb på ytringsfriheden, ved at forbyde Hizb ut-Tahrir, ville være en reaktionær politisk handling. Og det kan ikke retfærdiggøres juridisk, som påvist de to tidligere gange, hvor spørgsmålet opstod. Det betyder som antydet ikke, at vi skal negligere problemet. At forbyde eller ikke at forbyde er et simplificeret valg. Bare fordi de ikke kan forbydes, betyder det ikke, at deres ideer ikke er vederstyggelige og ikke skal bekæmpes. Ligesom vi ville udfordre enhver anden højreorienteret gruppe, bør civilsamfundet stå imod med argumenter og øvrige tiltag.

Vi burde ikke give dem den ilt, de har brug for, i forbindelse med deres aktiviteter. Vi burde ikke stille offentlige bygninger til rådighed for dem, på samme måde som racistiske grupper før er blevet nægtet adgang hertil i Danmark. Muslimer, som udfordrer dem, og søger at kritisere deres ideologi, gennem teologiske og intellektuelle argumenter, burde støttes og ikke blot blive bedt om at tage offentlig afstand for afstandtagenens skyld.