Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Skader domstolene demokratiet?

Dennis Schnell-Lauritzen: Er domstolene ved at udhule demokratiet? Ja, mente Kasper Støvring her på pladsen den 3. september. Nu tager Dennis Schnell-Lauritzen til genmæle: »Udover Tvind-sagen er der ikke markante eksempler på, at danske domstole blander sig i politiske spørgsmål, eller i øvrigt lader politiske mindretal trumfe deres vilje igennem i retssalene.«

Foto: Lars Andersen

Fredag 3. september bragte Berlingske Tidende en kronik af Kasper Støvring, hvor han kritiserer domstolenes rolle i samfundet. Kasper Støvring mener, at »domstolsstyring« er ved at udhule det ægte folkestyrede demokrati. Hovedpunkterne i Kasper Støvrings synspunkter er, at politiske mindretal forfølger politiske mål ved at føre sager ved danske og internationale domstole. Fordi domstolene er forblændet af internationale konventioner og menneskeretsideologi, giver domstolene de politiske sagsøgere sociale og politiske rettigheder, der ikke er grundlag for i den vedtagne lovgivning. Dermed tiltager domstolene - ifølge Kasper Støvring - sig magt på bekostning af de nationale parlamenter.

Men er der noget der tyder på, at vores domstole blander sig i politiske spørgsmål, og lader sig misbruge af politiske minoriteter? Ikke efter min mening.

Danske domstole har kun i et eneste tilfælde siden demokratiets indførelse i 1849 underkendt en af Folketingets love, nemlig »Tvind-loven«. Hvis loven var blevet opretholdt, ville det betyde, at private skolers retsforhold var blevet afgjort direkte af lovgiverne. Derved ville den tredje statsmagt - domstolene - blive afskåret fra at udføre den opgave, som grundloven tillægger domstolene, nemlig at afgøre borgernes konflikter og konflikter mellem borgere og myndighederne.

Men udover Tvind-sagen er der ikke markante eksempler på, at danske domstole blander sig i politiske spørgsmål, eller i øvrigt lader politiske mindretal trumfe deres vilje igennem i retssalene. F.eks. sagde Højesteret i 2007 klart nej til en kontanthjælpsmodtagers påstand om, at aktivering som betingelse for at få kontanthjælp stred mod grundlovens §75 om ret til offentlig forsørgelse, ligesom retten heller ikke mente, at aktiveringen stred mod den europæiske menneskerettighedskonventions forbud mod tvangsarbejde.

Man blandede sig altså ikke i (fordelings)politiske spørgsmål, ligesom internationale regler heller ikke førte til, at domstolen generøst øste ud af sociale rettigheder. Det samme gjorde sig gældende i den såkaldte ordblindesag. Her frifandt Højesteret i februar i år Viborg Kommune, som et forældrepar mente, havde svigtet sin opgave med at lære deres ordblinde søn at læse. Generelt på det socialretlige område har professor i socialret Kirsten Ketcher anført, at domstolene næsten udelukkende lægger vægt på »lovgivers vilje«, som den udtrykkes i lovtekst og motiverne til lovforslag, og at den europæiske menneskerettighedskonvention kun bruges i marginalt omfang.

På det udenrigspolitiske område ser det heller ikke ud til, at politiske mindretal har held til at vinde sejre i retssalen, som de ikke kunne stemme sig til i folketingssalen. Højesteret afviste f.eks. at gå ind i en nærmere bedømmelse af, om den såkaldte Grundlovskomité 2003 havde ret i, at Danmarks deltagelse i Irakkrigen stred mod grundloven og folkeretten. Heller ikke en henvisning til den europæiske menneskerettighedskonventions bestemmelse om retten til fair rettergang fik Højesteret til at gå ind i sagen. Domstolene har heller ikke givet EU-modstandere ret i, at Maastricht- eller Lissabontraktaterne stred mod grundloven. Endelig afgjorde Højesteret i 2007, at foreningen »Katolikker for lighed« ikke havde ret i, at CPR-registrering via folkekirken og statens tilskud til folkekirken via den almindelige statsskat var diskriminerende og stred mod grundloven eller den europæiske menneskerettighedskonvention.

Kasper Støvring er særlig bekymret for, at den påståede forskydning fra parlamentarisk styring til domstolsstyring vil underminere ytringsfriheden. Kasper Støvring peger her på anmeldelserne mod en politichef og mod Lars Hedegaard for at overtræde racismeparagraffen. Anmeldelsen mod politichefen blev trukket tilbage, så det er svært at vide, hvad domstolen ville mene om den, og sagen mod Hedegaard er ikke behandlet endnu.

I stedet skulle man måske lytte til Morten Messerschmidt, der jo har førstehåndserfaringer med racismeparagraffen. I den forbindelse har Messerschmidt peget på, at domstolene blot fulgte loven, da han og andre DFere blev dømt for at overtræde racismeparagraffen. De danske domstoles generelle syn på ytringsfrihed og »krænkelses-argumenter« belyses bedre ved dommene i Muhammedsagen. Hverken retten i Århus eller Vestre Landsret fulgte her en række muslimske organisationers påstand om, at Jyllands-Postens tegninger skulle være injurier. De slog derimod fast, at injuriebestemmelserne skal fortolkes snævert bl.a. under hensyn til, at menneskerettighedskonventionen giver en vidtgående ytringsfrihed. Der er altså ikke meget der tyder på, at danske domstole lader sig misbruge til politiske formål og derved udhuler demokratiet.

Men har Kasper Støvring så ret i, at internationale domstole som EU-Domstolen og Den Europæiske Menneskerettigheds Domstol ødelægger folkestyret med en uhjemlet domstolsaktivisme?

Først og fremmest må man vel sige, at de deltagende lande selv har tilsluttet sig de forskellige internationale regelsæt, og selv har underlagt sig domstolenes kompetence. For Danmarks vedkommende har vi endda tilsluttet os på tidspunkter, hvor den fortolkningsstil, der bruges ved de to domstole, var velkendt og indgik i debatten. Man kan også pege på, at Højesteret i 1998 udtalte, at hvis EU-Domstolen godkender EU-regler, der ikke har hjemmel i det vedtagne traktatgrundlag, ja så vil Højesteret tilsidesætte en sådan EU-regel. For ellers vil betingelserne for afgivelse af suverænitet i den danske grundlov blive tilsidesat. EU-samarbejdet kan altså ikke udvides udover det, Danmark selv har valgt at tilslutte sig. De to internationale domstole tager udgangspunkt i en naturlig sproglig forståelse af de tekster, som politikerne har vedtaget i de forskellige internationale organisationer. F.eks. traf EU-Domstolen sin afgørelse i den udskældte Metock-dom om udlændinges opholdsret ud fra en stringent ordlydsfortolkning af det EU-direktiv, som også Danmark havde tilsluttet sig. Men giver ordlyden ikke svaret, ja, så ser man på formålet med konventionerne eller EU-love, og forsøger at finde den løsning på sagen, som domstolen mener, bedst muligt realiserer det formål, som politikerne har haft med reglerne.

Det er klart, at det indimellem kan give anledning til debat, om domstolene så rammer plet, når formålet defineres og anvendes i konkrete sager. Men hvad skulle f.eks. EU-Domstolen ellers gøre? Skulle man slå ud med armene og sige, 'tjaahh, kære danske skilærer, vi kan altså ikke svare dig på, om de franske myndigheder må forbyde dig at arbejde som skilærer, eller om EUs regler giver dig ret til være skilærer i Frankrig. Men vent du bare og se. Om 3-4 år er der måske vedtaget EU-lovgivning, som løser din sag.' Umiddelbart er det nok ikke en løsning, som tilfredsstiller de flestes retfærdighedssans, når man husker på, at medlemsstaterne selv har valgt at deltage i samarbejdet om bl.a. fri bevægelighed for arbejdstagere, og at lade domstolen afgøre tvivlsspørgsmål.

Kasper Støvring skriver også, at menneskeretsdomstolen har forbudt religiøse symboler i det offentlige rum. Kasper Støvring er her som i resten af kronikken temmelig upræcis. Jeg formoder, at han tænker på en sag, hvor placering af krucifikser i offentlige italienske skoler blev anset for at stride mod noget så jordnært som en tillægsprotokol til konventionen. Den betyder bl.a., at staterne har forpligtet sig til, at statslig undervisning skal foregå i overensstemmelse med forældrenes egen overbevisning. Dommen kan bestemt diskuteres, men når man ser på de relevante regler, er resultatet ikke chokerende. Dommen handler altså kun om undervisningssituationen, og der står ikke en pind om, hvad der skal gælde i »det offentlige rum«.

Debatten om forholdet mellem demokratiskevalgte lovgivere og domstolene er vigtig. Men den bliver unægtelig mere interessant, hvis den bygger på gode argumenter og facts om, hvad der egentlig foregår i retssalene. Kasper Støvrings dommedagsagtige profetier om demokratiets snarlige undergang i juristeri bidrager desværre ikke med mange vitaminer til debatten.