Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Siden hvornår er det blevet et tabu at være ung forælder?

Foto: Ólafur Steinar Gestsson. Fold sammen
Læs mere

Jeg skal være forælder til november. Nærmere bestemt far. Og jeg glæder mig. Rigtig meget, endda. Naturligvis, kunne man tilføje. Nu er der bare lige den detalje, at jeg ikke har et fuldtidsjob. Det har min kæreste heller ikke. Vi er nemlig begge studerende, på samme universitet, samme institut, samme studie, samme årgang, ja, faktisk samme hold.

Det var her, vi mødte hinanden for et par år siden. Det var ikke kærlighed ved første blik, men langsomt begyndte noget at boble i maven, og snart foldede kærligheds- sommerfuglene deres vinger ud og lod os forstå, at vi var forelskede. Og ligesom sommerfuglene blev flere og flere, besluttede vi os i starten af året for, at vi også gerne ville tilføje en lille ny til vores familie.

Der gik ikke lang tid, før graviditetstesten var positiv, og de seneste måneder er kærestens mave vokset eksplosivt, mens konturerne for fremtiden tegner sig klarere, og man for alvor er ved at forstå, hvad der ligger i at gå fra tosomhed til tresomhed. Men det at være studerende og kommende forældre har mødt flere panderynker, end jeg i min vildeste fantasi havde kunnet forestille mig. Noget meget naturligt er for nogle, tilsyneladende, helt fremmed.

I beskeder og kommentarer har der ligget en mistro, en form for undren. Som »I er så unge, kan I mon klare det« eller »det kan vist næppe have været planlagt.« Det er naturligt nok, at ens familie og venner bekymrer sig om en på den gode måde, men det har undret mig og også såret mig, at flere bekendte har udtrykt en form for skepsis over for, at man skal være forældre.

Højere gennemsnitsalder

Jeg ved godt, at gennemsnitsalderen for førstegangsfødende i dag er 29,1 år og 31,2 år for førstegangsfædre, tal der i direkte sammenligning får min kærestes 24 somre og mine 22 år til at ligne ingenting. Men hvorfor skal man absolut have færdiggjort sin uddannelse og efterfølgende have været aktiv på arbejdsmarkedet i adskillige år, før man får sit første barn? Det er da ikke en naturlov at skulle have været rundt om fertilitetsklinikken, før graviditetstesten kan vise to streger. Tilbage i starten af 1970erne lå alderen for førstegangsfødende på små 24 år. Og det er der vist ingen, der mig bekendt har taget skade af.

Alligevel mødes man ofte med en form for foragt for, at man tillader sig at sætte børn i verden, nu når lejligheden ikke er 150 kvadratmeter, og SU-indkomsten næppe kommer i nærheden af topskattegrænsen.

Men helt ærligt. Vi er ikke 15 år. Vi er ikke to unge, forvirrede hoveder, der i et utal af one-nights-stands har glemt kondomet og nu efterfølgende har besluttet at beholde barnet. Vi studerer statskundskab, en af Danmarks mest anerkendte uddannelser, afsluttede begge gymnasiet med tårnhøje karaktergennemsnit og interesserer os om nogle for samfundet og de udfordringer, Danmark står over for.

Vi kommer fra to velfungerende familier og kender derigennem det politiske maskinrum indefra. Vi er voksne mennesker, der har prioriteret at få et barn, mens vi studerer. Dels fordi vi føler os parat til at tage dette store spring i livet, dels fordi vi gerne vil nyde den ekstra tid og øgede fleksibilitet, som universitetsundervisningen giver, sat op imod et fuldtidsjob.

Selvfølgelig bliver vi nødt til at låne lidt mere babytøj end andre, og selvfølgelig kan vi ikke købe alt, hvad vi nødvendigvis kunne ønske os. Men vi kan fandme godt være forældre.

Forvaltningsdanmark

I mødet med Forvaltningsdanmark skal man desværre være mere end stærk for ikke at føle sig slået på. Tag nu f. eks. SU-vejledningen på Københavns Universitet. Her blev vi efter en times venten mødt af en sur, ældre dame, for hvem det at få børn under studiet tydeligvis var det mest unaturlige i verden. Vi blev nærmest skældt ud for at overveje at gå til eksamen et par måneder efter den fastsatte terminsdato.

Men én ting er indskrænkethed og afstumpede holdninger, noget andet er, at Københavns Universitet, efter eget udsagn Danmarks førende, har folk ansat, der ikke er kompetente til at vejlede kommende forældre i SU-spørgsmål. Den vejledning, vi fik, var både mangelfuld og forvirrende. Det kan da ikke være rigtigt, at en af Danmarks fremmeste kulturinstitutioner fejler, når unge efterspørger vejledning på et så naturligt område som at få børn. Ikke engang en pjece har man afsat midler til, hvorfor man som studerende på KU i stedet må søge information hos konkurrerende universiteter.

Hvis jeg hed Henrik Wegener og havde et så fundamentalt vigtigt hverv som rektor, ville jeg være flov over universitetets administration. Jeg synes i hvert fald, at det som et voksent, ansvarligt menneske er tåkrummende pinligt at blive skældt ud, fordi man prioriterer at få børn, før sædcellerne bliver desorienterede og skal bruge flere svømmeforsøg, før stamtræet kan få endnu et skud.

Københavns Kommune kørte for et par år tilbage en storstilet kampagne, hvor man opfordrede unge til at få børn tidligere. I København er aldersgennemsnittet for førstegangsfødende nemlig væsentligt højere end landsgennemsnittet.

I kampagnen gjorde man opmærksom på, at det fysiologisk kan være svært at blive forældre, hvis man venter for længe. Plakater var strategisk sat op foran Institut for Statskundskab og andre uddannelsesinstitutioner rundt om i byen, og der blev flittigt delt postkort ud for at opfordre de unge til at få børn, gerne som studerende.

Et sympatisk tiltag, der vakte megen opsigt på et tidspunkt, hvor Danmarks Radio afholdt et større show om samme emne under overskriften »Knald for Danmark.« Men de gode intentioner og fine plakater er jo ikke meget værd, når man som studerende mødes af modstand frem for opbakning.

Der må simpelthen ske en generel holdningsændring for, at det ikke blot kan blive accepteret, men også værdsat, at nogle tør kaste sig ud i »projekt barn«, før der er købt hund og stationcar. For vi må huske på, at en positiv tilgang ikke blot vil være godt på individniveau, også ud fra mere overordnede makroøkonomiske betragtninger er det nødvendigt, at der fødes flere børn i den vestlige verden for at velstandsniveauet kan opretholdes.

Jeg ville ønske, at flere var som Rigshospitalets jordemødre i mødet med unge førstegangsforældre: Kompetente, omsorgsfulde og sitrende af positiv energi over for, at man vælger at blive forældre i en tidlig alder. Eller som studievejledningen på Institut for Statskundskab, hvor studerende er ansat til at vejlede i stort og småt omkring det at gå på universitetet og tilsyneladende har bedre styr på barselsspørgsmål end deres gammelgnavne kolleger på Vor Frue Plads.

Som ung, kommende far er jeg taknemmelig for de mange positive kommentarer, graviditetsnyheden løbende afstedkommer fra venner og familie. Og glad for alle de ting, man må låne af ens nærmeste til sin lille guldklump: Barnevogne, klapvogne, bæreseler, babyalarmer, tremmesenge, uldtrøjer, »bodyer«, sko…

Men jeg håber inderligt på, at den tvivl og mistro, man også møder, kunne ændres til noget positivt. At der blev gjort op med den karrierebetonede tankegang om, at man skal være færdiguddannet, velbetalt og på vej mod de grå hår, før storken kan komme forbi. At man ikke blev mødt med foragt, men smil og energi, når man søgte vejledning på sit studium. For helt ærligt: Siden hvornår er det blevet et tabu, at være ung forælder?