Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Sex er den nye værdikamp

Allan Klæbel Weisdorf: Med den engelske premierminister David Camerons forslag om censur af porno på internettet indvarsles en ny front i værdikampen. Sex er igen-igen kommet på dagsordenen.

"Restriktive forbud som hovedløst sammenblander frivillige og offerløse aktiviteter med reelle samfundsproblemer er farlig symbolpolitik. Det tilfredsstiller måske politikernes vælgersegmenter, men det skaber kun større og mere uigennemskuelige problemer for både samfundet og de sagesløse mennesker, som unægteligt bliver berørt af forbud og kriminalisering." (Foto: Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er reel fare for, at vi i fremtiden må nøjes med at fortælle vores børn og børnebørn om dengang i starten af det 20. århundrede, hvor internettet var et kaotisk og kreativt fristed, hvor ideer, kulturer og livsstile kunne udtrykkes uden statens overvågning og censur. For den tid kan snart være forbi. Internettets friheder, særligt den frie adgang til pornografi, bliver stadigvæk flere steder udråbt som en samfundstrussel. Der er med andre ord lagt op til en værdikamp om, hvilken rolle ’sex’ skal spille i fremtidens samfund.

I Island har man været i gang længe. Med henvisning til, at sexarbejde af forskellig art definitorisk er krænkende for kvinder og med ønske om at beskytte børn og unge fra såkaldt stødende materiale, har man i den lille østat gennem de seneste par år løbende udskilt sex fra såvel det offentlige som det private rum. Først røg pornobladene, så blev stripklubberne lukket og i år stod internetpornoen for skud. Desuden blev køb af seksuelle ydelser kriminaliseret i 2009.

Men denne tilbagerulning af ’sexkultur’ i dens mange former er ikke et særkende for vores naboer mod nord. I foråret forsøgte medlemmer af Europa-Parlamentet at få gennemført en resolution, der blandt andet skulle lede til myndighedscensur og regulering af medieindhold, der havde pornografisk karakter. Resolutionen faldt, i denne omgang.

Og nu står Storbritannien for tur. Premierminister David Cameron har netop søsat en større indsats, som gennem en række initiativer skal modstå »online pornografiens nedbrydende indflydelse« på samfundet. Initiativerne omfatter blandt andet censur af særlige typer hidtil lovlig pornografi, blacklisting af bestemte søgeord på nettet, introduktionen af et halv-obligatorisk internetfilter, som automatisk skal sortere pornografisk materiale fra. Dertil kommer en særlig indsats for at fjerne børnepornografi fra nettet.

Det nye er blandt andet, at man nu slår ned på frivillige og myndige personers udøvelse af såkaldt ’ekstrem’ porno, hvad dette begreb så lige dækker. Derudover tvinger man borgeren til at fravælge, snarere end tilvælge, det såkaldt ’familievenlige’ filter, som fjerner muligheden for at finde pornografi på nettet. I begge tilfælde er der altså tale om et betydeligt formynderi og indskrænkninger i individets frihed, som henholdsvis udøver af og tilskuer til pornografi.

David Camerons argumentation for de nye tiltag er ikke overraskende et ekko af selvsamme, man har hørt i Island, Europa-Parlamentet og andre steder, hvor pornografien (og sexarbejde i øvrigt) er under pres. Der henvises blandt andet til pornografiens skadelige effekt på unge, og at pornografi normaliserer og inspirerer til seksuel vold mod kvinder. Den politiske diskurs, som den nye anti-pornografiske bølge bygger på, synes til tider at være en reminiscens af feministen Robin Morgans kontroversielle udsagn fra 1980: »pornography is the theory – rape is the practice«.

Men virkeligheden er noget mere kompleks end Camerons, Morgans og ligesindedes monokrome verdensbillede. På et aggregeret niveau ved vi i dag ganske meget om sammenhængen mellem tilgængeligheden af pornografisk materiale og frekvensen af seksuelle overgreb, da spørgsmålet er blevet grundigt videnskabeligt undersøgt. Og de nylige undersøgelser, der foreligger, viser ligesom tidligere forskning på området, at der ikke statistisk kan spores en sammenhæng mellem pornografi og vold mod kvinder. I nogle tilfælde kan man endog påvise et vist fald i disse overgreb efter pornografiens frigivelse, og nogle teorier går på, at pornografi faktisk kan fungere til at ’forskyde’ seksuel aggressivitet i nogle individer, således at de ikke begår sædelighedsforbrydelser. Med hensyn til internetpornografiens påvirkning af unge, så viser studier ligeledes, at der ikke umiddelbart er noget, der tyder på, at forbrug af pornografisk materiale skulle have negativ betydning for omfanget af risikobetonet seksuel adfærd. Nuvel, det er ikke lutter lagkage med pornografi. Som det også er sagen med voldelige computerspil, er billedet på individniveau mere nuanceret end det samlede billede, og det er eftervist i eksperimentelle studier, at pornografi kan fungere som ’forstærker’ hos enkeltpersoner, der vel at mærke i forvejen er disponeret til voldelig adfærd.

Pornografi gør dog ikke ’normale’ drenge og mænd til voldtægtsforbrydere, og som samfund betragtet er der ikke tegn på, at pornografi skulle have den påståede skadelige effekt.Og det er den britiske premierminister og ligesindede vel sagtens oplyst om. Men det betyder nok lidt. For det er synes tydeligt, at kampen mod pornografi ikke i første omgang handler om statistik, men om at sætte en ny moralsk standard på det seksualpolitiske område.

I Danmark er pornografien heldigvis ikke til diskussion. Endnu. Men vi har alligevel vores egen seksualpolitiske kampplads. Sidste år var vi i Danmark snublende nær indførelsen af en kriminalisering af køb af seksuelle ydelser, hvis formål var at sende et klart værdipolitisk ’signal’. Og et flertal i Folketinget modsætter sig fortsat, at sexarbejderne i Danmark får adgang til de samme arbejdsmarkedsrettigheder, som alle andre borgere nyder. Forbudstilhængerne bygger typisk deres argument op omkring gode intentioner. For pornografiforbuddet handlede det som sagt om at reducere seksuel vold mod kvinder og børn, og i tilfældet med købsforbud og prostitutionen, så sker det formelt for at beskytte de prostituerede. I begge tilfælde er der dog betydelig dokumentation for, at de foreslåede forbud ikke vil løfte intentionerne, tværtimod vil forbuddene formentlig være decideret skadelige. Og i begge tilfælde fornemmer man, at de ’gode intentioner’ langt hen ad vejen er et alibi for et værdipolitisk opgør med væsentlige aspekter af vores frigjorte sexkultur, der betragtes som moralsk anløben og uværdigt for et ’moderne og oplyst’ samfund.

Derfor er ’sex’ på besynderlig vis (igen) gået hen og blevet samtidens værdipolitiske slagmark. På den ene side står de politikere og meningsdannere, som ønsker en udrensning af sex i dets mange offentlige former (porno, strip, prostitution) for at ’beskytte samfundet’. På den anden side af frontlinjen står dem, der ser ’sex’ som afsættet for en friheds- og rettighedskamp, hvor selve ytringsfriheden og menneskets ret til at bestemme over egen krop står på spil.

Desværre er pornografi og andet sexarbejde en svær kampplads for en friheds- og rettighedskamp, for få aspekter af menneskelig adfærd er så tabubelagt som netop sex. Og netop ’sex’ er associeret med en række evidente sociale udfordringer, fx. seksuelle overgreb, pædofili og trafficking. Og derfor er det uhyre vigtigt, at vi formår at skille skidt fra kanel. Ja, handel med folk til prostitution er et entydigt onde, der skal slås hårdt ned på. Men at give fulde rettigheder til frivillige sexarbejdere, så de kan nyde samme beskyttelse på arbejdsmarkedet som alle andre, er et utvetydigt gode. Ja, pædofili er et entydigt onde. Men at slå ned på lovlig pornografi, udøvet af frivillige og myndige personer, er virkningsløst og meningsløst for at komme seksuelle overgreb på børn til livs.

Restriktive forbud som hovedløst sammenblander frivillige og offerløse aktiviteter med reelle samfundsproblemer er farlig symbolpolitik. Det tilfredsstiller måske politikernes vælgersegmenter, men det skaber kun større og mere uigennemskuelige problemer for både samfundet og de sagesløse mennesker, som unægteligt bliver berørt af forbud og kriminalisering.