Fremmer man fedme ved at vise billeder af kurvede kvinder i størrelse 44? Ja, måske et mærkeligt spørgsmål, men et jeg er blevet mødt med flere gange. For efter at kvindeblade i mange år har fået på puklen for at give kvinder dårligt selvværd og fremme urealistiske idealer, når de brugte slanke modeller på forsiderne, så opstår der tilsyneladende et andet problem, når man viser kurvede kvinder på en magasinforside. Nemlig at både medier og læsere bliver bekymret for sundheden hos kvinder – for at vi fremmer nogle usunde idealer.

Jeg undrer mig. Undrer mig over at jeg og andre kvinder skal punkes for vores vægt. Undres over, at man ikke må være glad for sin krop og føle sig »rigtig«, selvom man tilfældigvis er lidt eller meget større end det, der er blevet vist i medierne hidtil. Undrer mig over at mange åbenbart tænker, at hvis man ser en kvinde, der er både lækker og kurvet, så er det en opfordring til, at du da bare skal blive overvægtig!

Men at være kurvet er ikke det samme som at være overvægtig. Modelmål er en størrelse 34/36 – kvinder der bruger størrelse 42, 44 osv. er ikke overvægtige pr. automatik.

At være kurvet er heller ikke det samme som at være usund – kurver kommer i mange former – og det gør sundhed også. Du kan være en størrelse 36 og leve af cigaretter og toastbrød, og du kan være en størrelse 46 og spise masser af økologisk grønt og dyrke motion flere gange om ugen.

Diversitet kan kun være godt. Der er stadig masser af lækre, flotte og gode blade med såkaldt almindelige modeller på modesiderne, altså dem, der typisk er størrelse 36. At der også er et blad eller flere, der viser modeller og kvinder i størrelse 42/44 eller mere er et bidrag til diversiteten.

Jeg tror, det styrker kvindebilledet generelt, at vi ser forskellige typer kvinder og størrelser mange forskellige steder. Jeg håber, at kvinder, der er utilfredse med deres krop, måske kan blive gladere for den ved at se forskellige kvinder og føle sig genkendt. Sådan har jeg det i hvert fald selv.

Og når det er sagt, må vi erkende, at menneskeheden heldigvis byder på så mange forskellige, unikke og spændende typer, kropsformer og interesser, at vi aldrig kommer til at favne alle ét og samme sted. Men igen: Jo større bredde jo bedre.

At være overvægtig er derudover helt o.k. Det er hverken min, mediernes eller andres opgave at dømme folk ud fra deres vægt. Og vi bør heller ikke dømme os selv ud fra antal kilo.

Så det egentlige interessante er måske, hvorfor spørgsmålet om det er o.k. at være kurvet og/eller overvægtig overhovedet dukker op hele tiden. For det gør det, hvis man for eksempel ser opslag på Facebook, Instagram og så videre.

Det er tydeligt for mig, at kvindekroppen desværre er en kampplads. Utroligt mange holdninger vælter frem om, hvordan man »må« eller »ikke må« se ud. Der kommenteres lystigt helt uden hensyn til mennesket i kroppen. Og det undrer mig også.

Hvorfor synes vi, at det er o.k. at give udtryk for stærkt negative holdninger til andres vægt og kropsform? Hvorfor skal vi have påbud om, hvornår vi er for tynde eller for tykke?

Jeg synes, vi skal tage en runde kvindekamp, hvor vi netop hylder forskellighederne, hylder at der skal være plads til alle former, højder og drøjder. For vi skal bestemt ikke bare have en ny kasse, som alle skal passe ind i. Hurra for små og store kurver og al den forskellighed, som vi kvinder (og mennesker i øvrigt) repræsenterer.

Alt for mange af os er utilfredse med vores kroppe og kæmper en årelang kamp for at se anderledes ud, end vi gør. Det er spild af tid og talent, som kan bruges meget bedre.

Jeg har været kurvet, tyk, overvægtig, og hvad vi nu kalder det, det meste af mit voksenliv. Jeg har brugt uendeligt mange timer på at hade min krop, pakke den ind i uformeligt tøj og gemme mig. Men heldigvis er det længe siden, at jeg besluttede mig for, at jeg både er lækker og værd at elske, som jeg er. Jeg har taget en uddannelse, haft jobs, kærester, fået børn, fået bedre jobs. Jeg synes oven i købet, at jeg er et rimeligt godt menneske, der har omsorg for familie og venner, forsøger at opføre mig ordentligt i trafikken, gerne deler ud af økonomisk og menneskeligt overskud osv. osv. Er det ikke vigtigere end hvor tykke mine lår er?

Og jo, man kan også sagtens være et skønt menneske og se konventionelt godt ud – selvfølgelig! Men pointen er, at os der ikke er modelsmukke – altså igen de fleste af os – har en plads i verden, som er lige så værdifuld som alle med et BMI under 25.

Og nej, jeg skal ikke bestemme hvilken størrelse, du skal have. Vil du gå på slankekur og træne dig til en size 0 – be my guest. Men du skal heller ikke bestemme, hvilken krop, jeg skal være tilfreds med, og du har ingen ret til at kritisere min krop, lige som jeg ikke skal kritisere din.

Din krop er din. Min krop er min. Og der burde være plads til forskelligheden – og personligt synes jeg, at det er skønt, at det afspejles i magasiner, på de sociale medier, på TV og så videre.

Modelmål er ikke forkerte og skal bestemt ikke skammes ud. Men modelmål er bare noget, de færreste har, og det betyder ikke, at alle vi uden ikke ser skønne ud. Forskellighed i alle størrelser bør hyldes.

Er det så slet ikke vigtigt, om man er sund? spørger du måske. Jo, det er garanteret vigtigt for mange af os, og det er uden tvivl vigtigt for os som samfund. Men jeg tænker, det også er en kompliceret debat, for er det mediernes ansvar at gøre folk sunde? Hvis ja er det så ikke også fødevareproducenternes ansvar?

Og hvad er sundhed, kan den kun måles i kilo?

Eller kan den også måles i glæde og tilfredshed?

Det sidste mener nogle eksperter. På videnskab.dk beskrev man i 2009 en amerikansk undersøgelse, der viste, at »Et godt selvværd er guld værd for den mentale sundhed, mens et dårligt eller lavt selvværd, der indebærer en negativ opfattelse af selvet, giver øget tendens til angst og depression ved modgang i tilværelsen.«

I et forsøg var en række kvinder blevet interviewet af forskellige forsøgsledere, hvor den ene bar en t-shirt, hvorpå der med store bogstaver stod »everyBODY is beautiful« (»alle KROPPE er smukke«). Den anden havde en ensfarvet t-shirt på.

Jeg vil ikke beskrive hele forsøget her – det kan findes på videnskab.dk – men konklusionen var, at vores selvværd er »forbløffende påvirkeligt af de mennesker, der omgiver os, og af de forventninger, vi har – bevidst eller ubevidst – til om disse mennesker synes om os eller ej!«

Det understreger for mig vigtigheden af, at vi skal styrke hinandens selvværd og ikke bryde det ned. Og at vores sundhed er bedre, når selvværdet er godt.

Om kvinder så i øvrigt vil tabe sig eller tage på er lige så meget op til dem selv, som om de vil købe en rød neglelak eller en ny sommerkjole.

At de kan se en smuk kvinde i et magasin, som bruger størrelse 44, kan muligvis få nogle til at føle sig bedre tilpas i deres egen krop – og det kan aldrig være skidt.

Pointen er ikke, at vi alle skal være en bestemt størrelse eller kropsform. Pointen er, at vi omsider ser en større forskellighed også i modeverdenen, som afspejler en diversitet i størrelser, kropsformer og meget andet. Hurra for det.