Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Selvfølgelig kan muslimer holde juleaften

Kære indvandrere, juleklokkerne ringer, åbn dine døre for din måde at holde jul på. Kære danskere, det kimer, åbn dine døre og inviter de fremmede ind i din kultur.

Selvfølgelig kan vi alle fejre juleaften, for december er børnenes og glædens måned. Glæde er hverken politisk eller religiøs. Glæden er menneskelig, omfavnende og kærlig. Kære indvandrere, juleklokkerne ringer, åbn dine døre for din måde at holde jul på. Kære danskere, det kimer, åbn dine døre og inviter de fremmede ind i din kultur. Vis hinanden, at kulturen er et varmt moderskød, som vi synker ned i. Vis, at julen er et fællesskab.

Da jeg var barn handlede julen for min familie og mig om at glæde hinanden – og det handler den også om i dag, når vi fejrer dansk jul for 17. år i træk. Glæden har hverken en –isme eller en religiøs baggrund. Glæden er menneskelig og netop den delte vi med hinanden. Jeg husker det, som var det i går. Seks søskende i højt julehumør i et lille køkken i ghettoen i Holstebro gjorde et forsøg på at kreere deres første juleretter. Intet skulle mangle. Julesokkerne var flittigt taget i brug. Vi havde ingen pejs, derfor hang sokkerne glade over den larmende radiator. Hver morgen stod vores yngste søskende op til en lille overraskelse. Bogstavelig talt lille, fordi der ikke var råd til mere. De »store« julegaver – som i virkeligheden var småtterier – kunne julesokkerne ikke bære halvanden meter over gulvniveau, så de var omhyggeligt placeret under et lille juletræ. Et plasticjuletræ vel at mærke. Selvfølgelig skulle vi også fejre juleaften.

Min familie fejrede ikke jul, da vi kom til Danmark, men hurtigt kom én ting til at stå klart for mig: Mine yngste søskende, Iman og Vivian, skulle ikke mangle glæden ved jul, som andre børn priste i skolen. Både Iman og Vivian kom en dag hjem fra skolen og fortalte med største iver i stemmen om klassekammeraternes juleaften. Bag de uskyldige brune øjne og søde barnestemmer var et skjult håb om, at vi i familien også skulle fejre en juleaften sammen. Jeg besluttede, at jeg aldrig mere ville se så bedrøvede ansigter hos mine søskende – bedrøvede, fordi vi ikke holdt jul. Jeg husker selv, hvordan det var, da mine lærere i folkeskolen spurgte min klasse om, hvordan vi fejrede juleaften. Én efter én fortalte mine klassekammerater om deres fest med julesange, overdådige anretninger og store gaver. Den lille buttede, mørkhårede dreng med de brune øjne – mig selv – stod også klar til at fortælle om sin juleaften. Det ville blive en kort fornøjelse, fordi vi ikke fejrede jul. Jeg var så ærgerlig over min familie og misundelig på alle de andre børn. Da det blev min tur, måtte jeg opdigte min første juleaften, og den fik ikke for lidt – jeg refererede nærmest en passage fra en julefilm. Da min lærer efter timen spurgte lidt mere om vores aften, brød jeg sammen. Det hele var jo pure opspind. Vores juleaften var uden magi. Uden julemad. Uden julemand. Uden julesalmer. Uden noget som helst jul. Det var bare endnu en kedelig dag.

Men selvfølgelig skulle vi også fejre juleaften. Jeg besluttede mig for at ændre kulturen hjemme hos mine forældre. Det var ikke et bevidst forsøg på integration, skønt det må tolkes sådan i dag. Jeg gjorde bare det naturlige. Jeg optog danskheden i mig og præsenterede den for min familie. Mine (moderat muslimske) forældre så julen som noget kristent og frygtede sikkert, at vi ville miste fodfæstet i deres kultur og religion. Min far så julen som unødvendig og kommerciel. Vi – børnene – havde selv set julen som et eventyr. Som en tid, hvor alt ville være magisk. Det rene slaraffenland. Ingen havde inden vores ankomst til det skønne Danmark forudset, at søskendeflokken med mor og far ville komme til at tygge and juleaften og skråle julesalmer. Ingen havde forudset, at vi ikke ville komme til at lege pakkeleg og kaste terninger på bordet og i al hast tage pakkegaverne fra hinanden. Men selvfølgelig skulle vi også fejre juleaften.

Jeg havde købt and, kalkun, kartofler, ris, mandler, kirsebærsovs i karton og salat. Jeg gik i 9. klasse, og det var, hvad min første opvasker-løn hos den almægtige og søde Thyra fra Raadhuskælderen bragte. Jeg kom hjem med indkøbsposerne, stillede dem ved døren og sagde noget i retning af: »I år holder vi jul, og det står jeg for. Iman og Vivian skal også kunne fortælle deres klassekammerater om deres jul.« Min forældres blik stivnede, mor kiggede forsigtigt i poserne, og far forsvandt ud ad døren. Tilbage kom han med det bedste: et plasticjuletræ. Man kan synes, at det er så selvfølgeligt dansk, men ikke for en mand som min far, midt i 50erne og opvokset i et muslimsk samfund… Det var stort! I dag griner vi af det og driller ham. Da jeg fortalte min far, at han havde »lavet en Grundtvig«, kiggede han undrende på mig. Grundtvig skrev i 1817 i »Dannevirke«, at juletræet burde »med rod oprykkes«, og senere havde han selv et juletræ i huset. Ja, vi dansede om juletræet og sang »Højt fra træets grønne top«. Far kiggede skævt til os, men hurtigt var han også med i kædedansen. Skønt mor og far nynnede det meste af tiden, delte de vores glæde. Glæden har ingen religion! Som Grundtvig udtrykte det: »Menneske først, kristen så«. Selvfølgelig skulle vi også fejre juleaften.

Det første, vi så i Danmark, var julen. Vi ankom i december 1998, og jeg husker, hvordan vi alle sad foran fjernsynet for at se Jul på slottet. Vi forstod ikke et ord, men julen samlede os, og vi talte om magien, julemanden og nisserne. Vi var helt fascinerede af slottet, prinsesse Miamaja og sneen. I skrivende stund erindrer jeg, hvordan jeg og mine yngre søskende var optaget af Krummernes jul. Den så vi nok fire-fem gange. I 2013 var jeg i Grønland i december måned på et praktikophold i forbindelse med lægestudiet. Jeg var taget af sted med min gode veninde, Mathilde, fra gymnasiet, som jeg nu også læste med på universitetet. En god, ydmyg kristen pige fra Vestjylland. Sammen drog vi til julegudstjenester i den lokale kirke i Aasiaat (Egedesminde), og her sang vi med på julesalmerne. Det var på grønlandsk, og skønt vi ikke kunne sproget, nynnede vi melodien og sang med – det bragte smil hos alle. Det handlede ikke om vores røst, toner, udtalelse eller religiøse baggrund. Det handlede om, at vi tiltrådte deres tradition og gjorde et forsøg på at blive en del af dem og deres fællesskab. I aftentimerne så vi Nissebanden i Grønland mens vi gnavede pebernødder. Selvfølgelig skulle vi også fejre julen.

Vis dem, at julen er fællesskab

I dag drager vi (børnene) med flyvende kufferter fra Valby, Aarhus og Aalborg til far og mor i lille Holstebro. Ghettoen er byttet ud med et dejligt hus, plasticjuletræet er skiftet ud med et rigtigt grantræ. De små gaver har vokset sig lidt større. Terninger kastes fortsat over bordet. Der grines, synges og vi glædes ved bordet. For os er det blevet en måned fyldt med spænding og sammenhold. En glæde og spænding, som jeg vil videregive til mine børn. Alle burde fejre dagen. Kald dagen, hvad du vil, men tag ikke glæden fra dine børn eller søskende. Julen er børnenes måned. Bland julen med dine vaner og kultur. Selvfølgelig kan vi alle fejre julen.

»Kunne muslimerne ikke gøre som 90 procent af danskerne, der er bedøvende ligeglade med Jesus, men som alligevel fejrer jul?« spurgte Hans Hauge i en kronik, »Juleaften og muslimen, der kedede sig«, i Berlingske 22. december 2015. Kære Hans Hauge, gør som 90 procent af muslimerne og inviter din naboer. Vis dem julen og dens glæder. Vis dem »Matador«, så de ikke drukner i Netflix’ ligegyldigheder. Syng julesalmerne med dem. Bring dem til kirken og lad den høre larmen af børnene og siden den skønne røst af kirkekoret. Vis dem, at kulturen er et varmt moderskød, som vi synker ned i. Vis dem, at julen er fællesskab. Del dine glæder, så de ikke keder sig.

Ayhan Al Kole Fold sammen
Læs mere