Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Se mulighederne i klimaforandringerne

Ida Auken og Bo Asmus Kjeldgaard: Regeringen formår kun at se klimatilpasning som en byrde for de statslige finanser. I stedet for at løbe fra sit ansvar bør staten give byerne og kommunerne de bedst mulige forudsætninger for at håndtere klimaforandringerne. En liberal regering, som bryster sig af at være økonomisk ansvarlig, burde kunne se pointen. Med rettidig omhu er der mange penge at spare.

Foto: Claus Bigum
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En taxa i vand til taget på Lyngby­vejen. Kældre, stuer og hele huse der står under vand. Og beredskabsfolk der fortæller, at de sjældent har oplevet noget lignende. Det er nogle af de billeder, der dukker op på nethinden, når snakken falder på eftersommerens voldsomme vejr. I august faldt der i gennemsnit 124 mm regn i Danmark. Det er 85 procent over normalen. I København og Nordsjælland faldt der hele 178 mm, heraf 60 mm alene den 8. august. Skaderne fra ekstreme regnskyl en enkelt dag i august har medført, at forsikringsbranchen skal udbetale erstatninger for over en halv milliard kroner.

Hidtil har vi været vant til, at klimaforandringerne rammer langt væk fra Danmark. Sult­katastrofer i Afrika, oversvømmelser i Pakistan, kæmpe brande i Rusland og mudderskred i Kina. Men lige pludselig var det i vores egne kældre og stuer, at vandet fossede ind. Hvad skal vi så gøre ved det?

Ikke ret meget, hvis det står til regeringen. Selvom klimatopmødet i København endte i en fiasko, og der derfor er udsigt til større temperaturstigninger end to grader, har regeringen ikke travlt med at gøre noget på hjemmebane for at tilpasse sig de fremtidige klimaforandringer.

Efter flere års politisk pres kom regeringen i 2008 med sin strategi for klimatilpasning. Strategien indeholder meget få konkrete initiativer og lægger op til, at kommuner, erhvervsliv og borgerne skal tilpasse sig »ad hoc«. Eller sagt på godt dansk så agter man først at forholde sig til problemerne hen ad vejen, som de opstår. Det var den strategi, der fejlede noget så grusomt i august. Her så vi konsekvensen af regeringens opfordring til samfundet om at tage regn og oversvømmelser, som de kommer, og så få det bedste ud af det.

Regeringen er slidt og mangler visioner. Der bliver ikke tænkt nye tanker i ministerkontorerne. Den økonomiske krise har også ramt Danmark, men end ikke det får gang i kreativiteten. Heller ikke på klimatilpasningsområdet, som ellers er en oplagt mulighed for at skabe noget af det, som alle taler om: grøn vækst.

Regeringen formår kun at se klimatilpasning som en byrde for de statslige finanser og har derfor travlt med at skubbe ansvaret fra sig. Vi har den omvendte tilgang: I stedet for at løbe fra sit ansvar bør staten give byerne og kommunerne de bedst mulige forudsætninger for at håndtere klimaforandringerne.

Kommunerne er afgrænsede økonomier, og derfor er der væsentligt kortere fra beslutning til handling. Det er også kommunerne, der kender de lokale forhold og kan tage højde for dem. Det skal udnyttes. Men vi må sikre, at der er fælles rammer for kommunerne, og at det ikke kun er de mest progressive kommuner, der får taget hul på klimatilpasningen. Derfor ønsker SF, at der sker en større statslig koordinering af indsatserne.

Vi vil særligt gøre opmærksom på to specifikke behov for statslig koordination. For det første koordination af kommunernes tilpasningsplaner. Ikke alle kommuner har de nødvendige redskaber til at udvikle og implementere effektive klimatilpasningsplaner. I værste tilfælde kan det betyde, at nogle kommuner investerer millioner i klimatilpasning forgæves, hvis ikke nabokommunerne følger trop. For regnvand respekterer ikke kommunegrænser.

For det andet er der behov for en helhedsorienteret planlægning i den enkelte kommune. Klimatilpasning kan ikke ses isoleret, men bør tænkes sammen med den øvrige kommunale planlægning. Det er absolut nødvendigt at tænke klimatilpasning sammen med kommunens naturplanlægning, vandplaner, kommuneplan, udbygning af nye bydele, krav til nybyggeri og lignende. Starter vi nu, kan vi lave grønne løsninger, der virker til tiden. Vi kan tackle udfordringerne positivt og skabe nye arbejdspladser, udvikling og vækst.

Der er kommuner, der er godt i gang med at håndtere klimaudfordringen. I København har man fx sat sig en målsætning om at blive verdens første CO2-neutrale hovedstad i 2025. Det betyder massive investeringer i energirenovering, udvikling af brintteknologien, som er en af fremtidens bæredygtige løsninger i transportsektoren, og en omstilling af byens varmeforsyning fra kul til biomasse og vind. Devisen er, at skal København bibeholde sit høje velfærdsniveau, ja så skal byen leve af noget i fremtiden. Og i København ser man på ingen måde en modsætning mellem at gøre noget ved klimaproblemet, samtidig med at borgerne får den service i form af pasning til deres børn, omsorg for de ældre og ren luft, som de selvfølgelig har krav på. For hvorfor ikke sørge for, at børnene bliver passet i lavenergihuse, og at hjemmehjælperen kører på cykel i stedet for i bil? Det nedbringer byens CO2-udledning, samtidig med at vi skal tage nye teknologier i brug. Teknologier som danske virksomheder kan udvikle, og som vi kan eksportere til udlandet.

Det samme gælder klimatilpasning. Derfor sender København nu en klimatilpasningsplan i høring. Med den følger grønne tage, flere parker og afløbsbassiner. Alt sammen for at belaste kloakkerne mindst muligt, når de voldsomme regnskyl kommer. Og det er simpelthen nødvendigt, fordi beregningerne viser, at ødelæggelser fra oversvømmelser kan koste det danske samfund op til 20 milliarder kroner, hvis ikke klimatilpasningsplanen for København bliver foldet ud. Det er altså rigtig mange penge, og det gælder udelukkende hovedstaden. Hvad vil det ikke koste, hvis hele landet bliver ramt af klimaforandringerne? Hvordan vil regeringen finde midler til at udbedre skaderne? Fx er det jo svært at forestille sig, at forsikringsselskaberne bliver ved med at have forsikringer, der er til at betale, hvis ens hus ligger i et udsat område. Er det så den enkelte borger, der skal bære det økonomiske ansvar for regeringens manglende handlekraft?

Det mener vi ikke. Og slet ikke set i lyset af, at beregninger viser, at det er langt mere samfundsøkonomisk ansvarligt at handle nu. For at tage et usexet men ikke desto mindre relevant eksempel, så viser beregninger, at det vil være op mod 50 procent billigere for København at få borgere, virksomheder og institutioner til at håndtere deres regnvand lokalt, end det vil være hovedløst at udvide kloakkerne. Samtidig kan det faktisk give nogle rigtig gode rekreative muligheder. Havnebadet i København, som udenlandske gæster er meget fascinerede af, er et resultat af, at man i tide fik håndteret overløb fra kloakkerne, så ikke vandet i havnen bliver forurenet.

København tager som by sit ansvar på sig, og det er der mange andre danske byer, der også gør.

Men hvis ikke regeringen også kommer på banen og udstikker de nødvendige retningslinjer for planlægningen, forspilder vi en unik mulighed for rettidig omhu. Det kan gøre tilpasningen til klimaforandringerne markant dyrere, fordi en manglende koordination på tværs af kommuner kan føre til store fejlinvesteringer og flere dyre oprydninger à la dem vi var vidne til i august.

For os at se er der kun én vej frem, og det er at se mulighederne i klimaforandringerne frem for begrænsningerne. Det her handler om et stort samfundsproblem, som kan koste det danske samfund milliarder af kroner. Hvorfor er det, at en liberal regering, som i den grad forsøger at bryste sig af at være økonomisk ansvarlig, ikke kan se pointen? Godt nok er der nu nedsat en ny snakkeklub i form af et vækstforum, der skal nå frem til, hvordan Danmark får grøn vækst. Besynderligt når mulighederne ligger lige for. Det handler bare om at turde - om at være visionær.