Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Schlüter tager fejl

Det kan godt være, at der er godt humør og kampvilje hos Det Konservative Folkeparti, men man har pantsat sin sjæl i maksimalstats-konsensus og velfærdsbevarende reformer. Kritik og modstand er vejen frem.

Foto: Jonas Skovbjerg Fogh Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Vores parti har det jo ikke alt for godt i øjeblikket, men der er godt humør, og der er kampvilje, så vi skal nok få noget fremgang efterhånden.« Sådan sagde forhenværende statsminister Poul Schlüter på sin 85 fødselsdag i en hilsen til alle dem, der havde lykønsket ham. Imidlertid tyder meget desværre på, at han tager fejl.

I hvert fald på kort sigt. I de sidste 30 år har Det Konservative Folkeparti oplevet nærmest konstant tilbagegang, og siden det dårligste valg i partiets historie i 2011 har det i meningsmålinger i gennemsnit konsekvent ligget under valgresultatets 4,9 pct. og står i øjeblikket til ikke at få en plads i Europaparlamentet efter valget i maj. Det hedder sig, at man som barn forlanger, som ung kræver, som voksen håber, og som gammel ønsker, og måske udtrykte Schlüter netop et ønske snarere end en forventning, da han talte om fremgang. Klart er det i hvert fald, at politiske partier ikke vinder tilslutning med godt humør og kampvilje alene. Holdbar politisk fremgang kræver vedholdende, modig, klog og aktiv kamp for et klart, relevant og sammenhængende politisk projekt. Hvis humør og kampvilje stadig er at finde i Det Konservative Folkeparti, må den manglende vælgertilslutning således skyldes, at projektet ikke er der.

I essayet Hvorfor jeg ikke er konservativ kritiserede Friedrich Hayek konservatismen for alene at have til formål at bevare den eksisterende samfundsindretning og samtidig for at være ude af stand til objektivt at vurdere, om denne i virkeligheden overhovedet er værd at bevare. Ifølge Hayek – og den konservative tænker Michael Oakeshott – er der i konservatismen nemlig ingen faste holdepunkter at måle udfra. Den herskende orden betragtes alene qua dens eksistens som bevaringsværdig. En bevaring, der ikke nødvendigvis indebærer en fastfrysning af status quo, men en bestræbelse på at sikre, at samfundets udvikling foregår langsomt og organisk på den nu engang eksisterende ordens præmisser.

I Danmark har en sådan udvikling i årtier pågået nogenlunde uforstyrret inden for en socialistisk-socialdemokratisk ramme, og samfundet har derfor støt og roligt bevæget sig i en kollektivistisk, ligemagerisk retning, hvor flere og flere dele af hverdagslivet er blevet politiseret og forvandlet til offentlige anliggender, og hvor borgerlige tanker om frihed, personligt ansvar, civilsamfundets styrke, tradition, dannelse og kernekultur systematisk er blevet udskammet. I den politiske debat er den socialistiske velfærdsstat og dens mål om (resultat)lighed samtidig blevet dekontesteret, afideologiseret og trods sine vidtrækkende konsekvenser med blandt andet millioner af danskere på overførselsindkomster, gigantiske finanslovsunderskud og et skrantende uddannelsessystem gjort ukontroversiel for til sidst at blive ophøjet til selve kernen af fortællingen om Danmark.

Som det ser ud i øjeblikket vil kun Liberal Alliance arbejde for en mindre velfærdsstat, mens alle andre partier i Folketinget med bevarende reformer enten vil udbygge eller bibeholde den i dens nuværende størrelse. Konkrete tiltag og ideer til, hvordan man helt nedlægger offentlige arbejdsområder eller genetablerer borgernes mulighed for at have en hverdagssfære uden politisk og statslig indblanding, er nærmest totalt tabuiseret.

I et sådant konsensuspræget landskab er kampen om vælgertilslutning ekstremt hård, og de politiske sejre bliver vundet på håndværksmæssig dygtighed i forhandlingssituationer, timing og evnen til at formidle resultater og deres sammenhæng via medierne. På de parametre har Det Konservative Folkeparti ikke været lige så dygtig som konkurrenterne, og med en formand der samtidig rangerer som den dårligst placerede toppolitiker med en score på fem ud af 100, når det kommer til vælgernes vurdering af karisma, er der ingen grund til at tro, at en formalistisk status quo-konservatisme, der fisker efter den politiske midtes konsensusstemmer, er vejen til fremgang. I stedet kunne løsningen ligge i en ideologisk oprustning. Ideologi er nemlig ikke noget bras, som Schlüter ellers så berømt proklamerede; ideologi er gruppering af sammenhængende politiske koncepter på en måde, der muliggør konsistent politisk tænkning, debat og handling, og netop det er, hvad der kunne give Det Konservative Folkeparti indholdet til et stærkt politisk projekt.

Ifølge den engelske professor, Michael Freeden, kan de konservativt definerede politiske koncepter – ligesom andre ideologiers – organiseres som værende henholdsvis centrale, tilstødende og perifere. De centrale koncepter er dem uden hvilke ideologien ville være uigenkendelig. De tilstødende koncepter følger enten logisk eller kulturelt fra kernekoncepterne, og endelig er der de perifere koncepter, der ikke er afgørende for ideologiens genkendelighed, og som kan variere over tid sammen med de konkrete politiske tiltag, der skal omsætte ideologien til politisk praksis. Det centrale udgangspunkt for konservatismen er en accept af menneskets permanente kapacitet for ondskab, af dets forskellighed, af dets videns utilstrækkelighed over for helhedens kompleksitet, af dets trang til at forbedre egen situation, af dets behov for samhørighed, for at forplante sig, for en forudsigelig og genkendelig social verden og naturligvis for sikkerhed og næring. Af dette menneskesyn følger det ganske rigtigt, som Hayek påpegede, at gradvis udvikling og bevaring af orden og institutioner er centrale opgaver for konservatismen. Det er imidlertid kun en del af dens indhold. Det følger nemlig også, at den må arbejde for at sikre individets og familiens frihed og vilkår, for samhørighed, for sikringen af privat ejendom, for fremmelse af kernekultur, uddannelse, tradition, (rets)sikkerhed og et rent miljø. Dermed er konservatismen i høj grad udstyret med instrumenterne til at vurdere den eksisterende orden, og når den gør det, er det tydeligt at se, at det er umuligt at forsvare konsensus og en maksimalvelfærdsstat, der udvander og undergraver familien, overdænger borgerne med forbud, destruerer uddannelsessystemet, krænker retssikkerheden, blæser på ejendomsretten, modarbejder kulturel integration af indvandrere og lader sig finansiere via et moralsk forkasteligt og velstandsdræbende skatte- og afgiftstryk.

At kæmpe imod konsensus indebærer, at den i debatten over årtier accepterede definition og moralske bedømmelse af en række politiske koncepter må genforhandles. Det være sig af ulighed, social retfærdighed, frihed, demokrati, integration, uddannelse, sundhed, personligt ansvar, lige muligheder og meget andet. Det er et hårdt slid, der med sikkerhed vil give nogle knubs. Hvis man er i politik for at kæmpe for et borgerligt-konservativt Danmark, burde det dog ikke kunne afskrække, og det er bydende nødvendigt at præsentere en alternativ formel for Danmarks udvikling med det konservative menneskesyn i centrum.

Såfremt det ikke finansieres via andre skatte- og afgiftsstigninger, er Det Konservative Folkepartis udspil om topskattelettelser et fornuftigt første skridt. Det må imidlertid flettes ind i en større, tillidsvækkende og klart formidlet politisk fortælling, hvor uddannelsessystemet gøres uafhængigt af staten, hvor det sikres, at det nationale folkestyre ikke undergraves af EU-lovgivning, hvor borgernes retssikkerhed styrkes, hvor børnepasning nedlægges som statsligt område, hvor private aktører spiller en større rolle i sundhedssystemet, hvor dansk kernekultur fremmes, hvor integrationspolitikken sigter mod assimilation, hvor voldsmænd, sædelighedsforbrydere og seriekriminelle uden dansk statsborgerskab udvises, hvor erhvervsstøtteordninger afskaffes, hvor naturpleje opprioriteres, og hvor den sociale indsats svækkes i bredden og intensiveres i bunden.

En sådan fortælling vurderes måske ikke på kort sigt som relevant af alle borgerlige vælgere, men kan man vinde slagene om de politiske koncepters redefinition og ved kampens slutning stå blandt de modigste og mest troværdige sejrherrer, kan man med rette forvente, at den fremgang, som Schlüter og mange andre konservative ønsker, vil have indfundet sig.