I en årrække hed det, at Danmark skulle leve af viden. At vi var på vej ind i et vidensamfund, hvor produktion flyttede til Kina og Østasien. Vi skulle blive klogere i renere luft, mens produktion og forurening hørte de nye industrisamfund i Asien til.

Heldigvis har der bredt sig en forståelse af, at viden først for alvor skaber værdi, når den møder kunden. Typisk gennem et produkt eller en konkret ydelse. Derfor hedder det sig nu, at vi skal være et videns- og produktionssamfund. En afgørende forudsætning for det er de dygtige faglærte, vi ser ud til at mangle i tusindtal om bare få år. Det kalder på stærke og attraktive erhvervsuddannelser at løse den udfordring.

Danske erhvervsuddannelser bygger på, at skoleophold veksler med praktik i en virksomhed. Det er en indiskutabel styrke, som vi ikke må ofre i forsøget på at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse. Løsningen er ikke at kopiere gymnasiet, men at bygge på de stærke grundpiller, erhvervsuddannelserne står på: Den tætte kobling til arbejdsmarkedet, den stærke involvering af arbejdsmarkedets parter, og en ansvarlig erhvervsskolesektor, der løfter inden for de givne rammer.

Men erhvervsuddannelserne er udfordret. Dels fordi kravene til de faglærte bliver stadig større, og dels af lav prestige, mangel på praktikpladser og evige diskussioner om umotiverede unge med svage faglige forudsætninger. For de ressourcestærke unge er erhvervsuddannelserne sjældent førstevalget. I 2007 søgte 29 pct. af en ungdomsårgang ind på en erhvervsuddannelse. I dag er det under 19 pct.

Det udgør ikke alene en glohed platform for de mange produktionsvirksomheder, der tjener hovedparten af eksportkronerne hjem til at finansiere det danske velfærdssystem. Det er også et problem for de mange unge, der i realiteten ville stå bedre med en erhvervsuddannelse end ved at følge strømmen mod gymnasiet. Vi skal derfor genskabe respekten for håndværket og betydningen af den mangeartede produktion, der har præget vores kultur og hver dag sikrer beskæftigelse og arbejdsfællesskab for hundredtusinder af danskere.

Af samme grund forhandles der i øjeblikket om en reform af erhvervsuddannelserne. En reform, der har opmærksomhed på øverste politiske hylde og kan trække avisforsider. Vi mindes ikke, at det er sket før. Og det er udtryk for en ny fælles forståelse af områdets vidtrækkende betydning for vores samfund.

Vi står derfor med en unik mulighed for at tage fælles ansvar for en sag, der berører og optager os alle: At sætte en ny dagsorden, hvor kvaliteten i erhvervsuddannelserne sættes i centrum. Modsat nu, hvor det handler om at få alle igennem, uden skelen til deres forudsætninger og de ressourcer, der er til rådighed. Regeringens reformudspil er i den henseende båret af den rette retorik.

De midler, der sættes bag retorikken, er bl.a. færre indgange, adgangskrav, pædagogisk løft af lærerne, digitalisering, differentiering, talentforløb og bedre videreuddannelsesmuligheder. Og meget mere i et udspil med mange facetter, der også giver en række udfordringer.

To afgørende forhold er dog umiddelbart undsluppet offentlighedens søgelys i debatten om karakterkrav, praktikpladser og nye strukturer. Det handler på den ene side om at sikre, at reformen gennemføres med klare politisk fastsatte mål for øje. Og på den anden side om, at kvaliteten i erhvervsuddannelserne styrkes, så ønsket om at levere resultater på højere niveau end i dag kan opfyldes.

Begge dele synes banalt, men er det så langtfra.

Sporene fra tidligere reformer kunne være meget bedre. Senest er arbejdet med at sikre 95 pct. af de unge en ungdomsuddannelse blevet kritiseret af Rigsrevisionen for manglende effektmåling i kølvandet på de politiske bevillinger. Det er derfor vigtigt, at reformen indeholder konkrete mål, der dels afspejler de politiske intentioner med reformen, og dels gør løbende måling og opfølgning på centralt niveau mulig. Der mangler i dag en kobling mellem det lokale kvalitetsarbejde og de centralt fastsatte mål og rammer.

Målet om, at langt flere skal tage en erhvervsuddannelse forudsætter derfor frem for alt et dybdegående, omfattende og strategisk løft af niveauet på erhvervsskolerne. Også selv om erhvervsskolerne i dag gør et stort og fortjenstfuldt arbejde, hvor man lokalt følger kvaliteten tæt, inden for de udstukne rammer.

En fundamental præmis for en vellykket reform er betydelig udvikling af organisation, ledelsen på alle niveauer og et kompetenceløft af lærerne. Samtidig med, at der sættes klarere mål for, hvad der skal opnås i praktiktiden.

Forårets overenskomster skabte helt nye muligheder for ledelsen. Derfor bør ledelsesudviklingen fokusere på at fremme lærernes undervisning, og på at organisere og planlægge lærernes arbejde med at styrke undervisningsmiljøet, der løfter elevernes niveau. Redskaberne er bl.a. differentiering, talentforløb, bedre kobling mellem teori og praksis, brug af digitale lære- og hjælpemidler etc. Det indebærer, at lederne skal udvikle sig fra en primært administrativ lederrolle med fokus på institutionsøkonomi til en mere erhvervspædagogisk og organisatorisk rolle. Skolerne er allerede i gang med den proces, men udviklingen skal intensiveres markant, hvis reformens ambitioner skal honoreres.

Dygtige og engagerede lærere i stimulerende undervisningsmiljøer giver dygtigere elever. Af samme grund må kompetenceløftet af lærerne anses for afgørende, men det skal målrettes bedre undervisning. Det skal være stramt fokuseret på at skabe værdi, og bygge ovenpå de kompetencer, der allerede er hos den enkelte lærer og i organisationen. Udgangspunktet for reformen bør altså være præcist fastlagte mål, og alle indsatser skal ses i lyset af disse mål.

Efteruddannelse af lærere uden klare mål skal høre fortiden til. Vi skal fokusere knivskarpt på, hvordan det udmøntes i bedre resultater hos eleven. Når skolerne differentierer undervisningen og styrker lærernes evne til det, er det fordi elever og virksomheder efterspørger det. Når vi opretter talentlinjer er det for at imødekomme et ønske blandt eleverne om stærkere faglige fællesskaber. Og når vi udvikler EUX-linjer, hvor man både bliver faglært og får almen studiekompetence, er det for at tiltrække og fastholde nogle af de elevgrupper, som erhvervsskolerne i dag har tabt til gymnasiet.

Et sådant målrettet kvalitetsløft i nye rammer kan kun realiseres, hvis løftet af organisation, ledere, lærere og undervisningsmiljøer sker i en sammenhæng, så det er en hel institution, der udvikles med udgangspunkt i de lokale behov. Det er det ene.

For det andet er det nødvendigt, at reformens implementering gribes anderledes an end tidligere. Det sker hverken ved at lade erhvervsskolerne løse opgaven hver for sig og uden koordination, eller ved at søsætte et hav af nationale og ministerielt styrede forløb og puljer.

Der er i stedet brug for en stærk og faglig kæde af aktører, der sammen med skolerne bistår kvalitetsløftet gennem kompetenceudvikling, ny viden, ledelsesudvikling og ikke mindst videndeling og sammenhæng på tværs af erhvervsskolerne.

En sådan kreds af aktører omfatter - udover skolelederne - kerneaktører inden for erhvervspædagogik og undervisningsteknologi samt et udvalg af sektorens betydende parter. Det afgørende er med andre ord ikke alene reformen, men også hvordan den skal føres ud i livet. Og her er der brug for at skabe en ny vej mellem at overlade opgaven til den enkelte skole og stramt styre opgaven fra ministeriet. Kun derved sikres det kvalitetsløft, der bør gennemsyre hele erhvervsuddannelsesreformen.

Skrevet af: Lars Kunov, direktør, Danske Erhvervsskoler - Lederne Thomas Skytte, adm direktør, Erhvervsskolernes Forlag Stefan Hermann, rektor, Professionshøjskolen Metropol Lars B. Goldschmidt, direktør, DI Kim Simonsen, forbundsformand, HK, og Per Påskesen, forbundssekretær, Dansk Metal