For unge kriminelle under 15 år opererer man ikke med muligheden for retligt at kunne blive straffet for sin kriminalitet. I stedet bliver de unge overladt til det sociale system, hvor kriminaliteten bliver behandlet. Dette uanset om det er butikstyveri eller et mord, som den unge har begået. Efterfølgende bliver der truffet beslutning om, hvilke sanktioner den unge skal have. Begrebet straf bliver ikke brugt i det sociale system. Men hvilken ung vil ikke mene, at en anbringelse på f.eks. en døgninstitution gennem flere år er en straf?

Gennem næsten 100 år har den kriminelle lavalder i Danmark været 15 år, lige på nær 2010-2012, da den var nedsat til 14 år. Det er på tide at kikke på, om den kriminelle lavalder skal fastholdes på de historiske 15 år, eller der kan være gode argumenter for at afskaffe den og i stedet se på kriminalitetens art.

Når vi kikker på andre medlemslande af EU, er den kriminelle lavalder meget forskellig. I Frankrig og England er den kriminelle lavalder 10 år, Holland 12 år, Grækenland 13 år, Italien, Tyskland og Spanien 14 år. FNs Børnekomité anbefaler en kriminel lavalder på mindst 12 år. Ved at nedsætte den kriminelle lavalder kommer vi dermed ikke på kant med andre lande, vi normalt sammenligner os med.

Læs også: Bettinas datter blev pint, ydmyget og tæsket af pigebande

Som alternativ til den nuværende praksis, hvor unge mellem 15 og 18 år bliver straffet i det normale strafferetlige system som voksne, burde man i stedet oprette særligt indrettede ungdomsdomstole, som skal tage sig af alle unge, indtil de fylder 18 år. Netop for at differentiere mellem børn og voksne. Disse domstole skal bemandes af særligt uddannede dommere, psykologer og andre socialfolk med særligt kendskab til de unges problemer og udfordringer, netop for at kunne hjælpe dem bedst muligt i en fornuftig retning.

Princippet om at man er uskyldig indtil det modsatte er bevist, er for de unge under den kriminelle lavalder fuldstændig sat ud af kraft, da sanktionerne, som den unge bliver påført af det sociale system, udelukkende er baseret på den kriminalitet, som politiet påstår, at den unge har begået. I praksis er den unge dermed mere udsat for fejlagtig sagsbehandling og grundløse anklager, da sagen ikke kan blive afprøvet ved en retssag, hvor den unges retskrav bliver sikret bl.a. ved hjælp af en advokat til at forsvare sig. Den unge kan altså erklæres skyldig af det sociale system uden nogen retsproces. Med det er Danmark i konflikt med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som siger, at en afgørelse angående en anklage for en forbrydelse skal træffes efter en retfærdig og offentlig rettergang. Det samme princip foreskriver FNs børnekonvention.

Hvis den sanktion, som den unge får, er en anbringelse, vil den være tidsubestemt. En praksis der adskiller sig markant fra de unge, som får en normal straf, der altid vil være tidsbestemt. Dette vil i mange tilfælde opleves som en tilfældig og urimelig straf fremfor konstruktiv hjælp. En retspraksis med tidsubestemte domme gives ellers kun til voksne, som er voldsomt karakterafvigende og erklæres så sindssyge, at de ikke kan straffes for deres handlinger, men samtidig er så farlige for samfundet, at de skal spærres inde. Og så tilsyneladende til unge, som man mener ikke skal have samme retslige krav som resten af befolkningen.

Læs også: Hvem er de udsatte?

Bandegrupperingernes konflikter eskalerede sidste år, hvilket resulterede i to døde, 30 sårede og 55 skudepisoder. For nuværende hører man kun om sporadiske episoder, der er banderelateret. Men mellem banderne kommer der aldrig fred. Der kan højst blive tale om en våbenhvile. For disse bander slutter ikke fred med hinanden, da en del af bandernes grundlag handler om at opretholde, og allerhelst udvide, territoriet, hvilket for dem er ensbetydende med ære, magt, identitet og penge.

Enhver ved, at de fremtidige bandemedlemmer rekrutteres fra den ungdomsårgang, som på nuværende tidspunkt er under den kriminelle lavalder. Nogle af dem er allerede med i de forskellige bandegrupperinger og udfører her en del af det beskidte arbejde. Bl.a. en 14-årig der affyrede tre skud mod en rivaliserende bande. Han slap for straf. Under retssagen blev det erkendt, at det var den 14-årige, der skulle skyde, da han var under den kriminelle lavalder og dermed ikke kunne straffes. Hans 15-årige kammerat, som kørte flugtknallerten, fik fire år for drabsforsøg og en betinget udvisning.

Fordelen ved en nedsættelse af den kriminelle lavalder vil være, at man med loven i hånden kan sikre, at de unge indgår i den behandling, som de er dømt til. Ved den eksisterende praksis er det udelukkende den del af de unge, som accepterer det sociales systems sanktioner over for dem, der får den hjælp, de har behov for. De, der ikke ønsker at samarbejde med det sociale system, kan frit vælge en kriminel fremtid. Og oftest vil det være dem, der har allermest behov for hjælp til at ændre retning fra et kriminelt liv. Lige præcis her er det vigtigt at forstå, at de unge netop er for unge til at vælge og tage ansvar for et kriminelt liv fremadrettet. Kriminaliteten, som de har begået, burde tydeligt bevise, at de ikke magter at tage ansvar for deres eget liv.

Dilemmaet opstår, når det er det sociale system, der skal afgøre, om den unge er skyldig og efterfølgende vurdere, hvilken sanktion den unge skal have. Dette lægger et ualmindeligt stort pres på den unges sagsbehandler, da den unge ved, at sagsbehandleren er nøglen til en ændring af sanktionen. Det vil sige, at den unge kan vælge enten at skintilpasse sig efter bedste evne eller benytte det, som den unge er allerbedst til. Nemlig at presse og true sagsbehandleren til at ændre sanktionen til den unges umiddelbare fordel.

Læs også: Liberal Alliance vil have ungdomsdomstol for 12-17-årige

Denne truende og voldelige adfærd er en grundlæggende del af den unges identitet, og derfor benytter de unge dette som pressions- og virkemiddel. De har ganske enkelt aldrig lært en mere effektiv kommunikationsform, og mestrer og benytter sig af den for at få sagsbehandleren til at ændre sanktionen. Hvis de unge i stedet havde fået en dom, ville de ikke have noget ud af at presse sagsbehandleren.

Straffeattest er noget, som de alle oplever som en særlig og besværlig omstændighed, da den følger dem i op til ti år afhængig af, hvad de er straffet for, og hvilket arbejde de søger. De vil have yderst vanskeligt ved at søge og få arbejde og ad den vej tjene penge for at undgå at begå fornyet kriminalitet. Med en plettet straffeattest føler mange af de unge sig tvunget til at genoptage deres kriminelle liv for at have en form for indtjening. Samfundet er dermed indirekte medvirkende til, at de unge vil have overordentligt svært ved at reetablere et lovlydigt liv.

Man ville alternativt kunne udarbejde en model, hvor straffeattesten forblev ren for de unge ved mindre alvorlig kriminalitet, men under klar forudsætning af, at den unge undlader at begå ny kriminalitet. Ifald den unge begår ny kriminalitet, skal den unges straffeattest ikke længere være ren. Det vil være attraktivt for de unge at vide, at når straffen er udstået, er der ikke papirer, der forfølger dem, og de vil kunne starte på en frisk. Ved alvorlig kriminalitet vil det være nødvendigt, at den unge bliver fulgt og støttet af samfundet mange år frem for at sikre, at den unge ikke falder tilbage til kriminaliteten.

Men det kræver et politisk system, der tør tænke kreativt ved at nedsætte eller helt ophæve den kriminelle lavalder. Kikke på kriminalitetens art for at fastslå, hvor indgribende en foranstaltning den unges kommune skal gribe ind med. Og ikke mindst et socialt system, der evner at tage over med de rette tiltag ved at sørge for, at den unge har de bedste muligheder for at komme ordentligt videre ud i livet. Uden kriminalitet.