Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Sådanne udrensninger er nødvendige ...

Yvonne Svendsen: Agnete Olsen, mor til den nu pensionerede rigsantikvar Olaf Olsen, rejste i 1946 til USSR, som hun gav en rosenrød beskrivelse af i sin bog ’Fra Moskva til Ararat’, 1947. Det kan belyse, hvorfor sønnen som ung mand under Den Kolde Krig afleverede en liste over 500 danskere til den sovjetiske ambassade.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Sådanne må fjernes, men ikke nok med det, de må fjernes så støjende som muligt, til skræk og advarsel for ligesindede. I virkeligheden er det også en særlig grov forbrydelse, når man i et socialistisk samfund, hvor alt søges indrettet så retfærdigt som muligt, bryder systemet for at berige sig selv. Sådanne udrensninger er nødvendige og vil vedblive at være det « var en af de konklusioner, Agnete Olsen, mor til den nu pensionerede rigsantikvar Olaf Olsen, nåede frem til efter sin rejse til Sovjetunionen i 1946.

Olaf Olsens forældre, Agnete Olsen og Albert Olsen, rejste fra 19. oktober 1946 og to måneder frem sammen med Adolf Stender-Petersen, professor ved Aarhus Universitet, rundt i Sovjetunionen for at danne sig deres mening om forholdene. Det var nemlig sådan, skriver Agnete Olsen i sin rejseskildring Fra Moskva til Ararat, udgivet af Gyldendal i 1947, at når der herhjemme tales om USSR, »bliver hver lille bemærkning sat under lup, vendt og drejet, udlagt politisk, forvrænget og udskreget«.

Begge Agnete Olsens rejsefæller var professorer. Albert Olsen med økonomisk historie som forskningsfelt og Adolf Stender-Petersen i russisk filologi, så hun havde en del af datidens ekspertise ved hånden. Besøget var arrangeret af VOKS, Selskabet for Kulturelt Samarbejde med Udlandet. Rejsen var tidsmæssigt placeret således, at den lille gruppe kunne opleve oktoberfestlighederne med den store parade den 7. november i Moskva som højdepunktet. Også en reception om aftenen den 7. november i det sovjetiske udenrigsministerium deltog den danske tremandsgruppe i.

Og hvordan oplevede Agnete Olsen så den store parade i Moskva i 1946?

De tre danskere startede i god tid - forsynet med adgangskort - fra deres værelse på Hotel National. Her havde de fra deres vinduer den herligste udsigt over mod Kremls gule bygninger og kunne også se et glimt af Den Røde Plads. En plads de »kender så godt fra filmene om de store parader, at vi næsten føler det som at træffe gamle bekendte«.

Selvom de var startet i god tid fra hotelværelset, nåede de først deres pladser i allersidste øjeblik. Der var stuvende fuldt af folk, så Agnete Olsen var »oprigtig talt helt glad for, jeg så tit har set paraden fra i fjor på film, at jeg nøjagtig ved, hvad der foregår, når den og den melodi spilles«.

Agnete Olsens helhedsindtryk af festlighederne er, at det ikke kun er en måde at mindes og fejre oktoberrevolutionen på. Nej, det er folkets tak for alt det, revolutionen har bragt, løfter om produktion for de kommende år og tilsagn om at opfylde planerne til mindst 100 procent.

Allerede ved ankomsten til Moskva havde Agnete Olsen været begejstret. Ganske vist var vejret gråt og billedet gråt, men »jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det, allerede inden vi er nået til hotellet, har byens rytme ikke desto mindre grebet mig. Jeg føler mig hjemme og mærker, at Leningrad i al sin storslåethed bare var provinsen, først her i Moskva har vi nået Ruslands hjerte her står jeg over for det sted, hvor kloge mænd allerede længe før krigen var klar over, at fascismen førte lige ind i ragnarok, og tog konsekvensen heraf«.

Agnete Olsens begejstring holdt sig stort set på hele turen. Faktisk fik jeg under læsningen af Fra Moskva til Ararat minder om mine mere eller mindre kommunistiske kollegers begejstring for DDR i 1970erne og i begyndelsen af 1980erne, når de skrev eller fortalte om socialismens fortræffeligheder. Indvendinger blev rask fejet af bordet som kapitalistisk propaganda eller midlertidige, nødvendige forholdsregler på vejen til det gode samfund. Når jeg omkring Murens fald indimellem i enrum spurgte de ofte både dygtige og flinke kolleger, hvorfor de dog ikke havde set det på deres DDR-rejser, var svaret ofte, at der havde været et omfattende planlagt program, og så fulgte nogle bemærkninger om den vestlige propaganda. Faktisk synes jeg, at de datidige danske fortalere og ihærdige aktører for kommunismens velsignelser i dag burde foretage en bodsrejse til Stasi-fængslet i Hohenschönhausen nær Berlin og høre tidligere indsatte fortælle.

På sin to måneder lange rejse så Agnete Olsen flere steder tyske krigsfanger. En dag under opholdet i Moskva køres de danske gæster ud til en kunstig forlængelse af Volga, hvor flotte nye bygninger, smukke parker og anlæg for svømning, roning og sejlsport er under opbygning. På vejen derud ser de en del tyske krigsfanger på vejarbejde. Ifølge Agnete Olsen »overanstrenger de sig ikke. De får som hårdt arbejdende en ret stor brød­ration, og de fleste gik med cigaretter i munden«. Også i Tbilisi (Tiflis), Georgiens hovedstad, ser hun tyske krigsfanger: »De overanstrenger sig sandelig ikke her i Tiflis. Vi så et hold på, jeg tror, fem mand, der skulle rense en kloak og åbenbart ventede på noget for at komme i gang. I de tre timer, vi kunne iagttage dem, røg de ustandselig, indimellem tog de lidt mad op fra lommen eller et æble, og ellers skete der ingenting«. Også i Armenien ser Agnete Olsen i november-­december 1946 tyske krigsfanger: »Selv tyskerne får lov til at bestille noget. Vi ser dem beskæftiget dels ved gadearbejdet og dels med nybygninger«.

Agnete Olsen og hendes to rejsefæller var ivrige efter at skaffe sig viden om Rusland. De første dage i Moskva kaster de sig ud i et vældigt studium af priser og løn for at kunne forstå, hvordan levefoden er og for at kunne skelne løgn fra sandhed i alt det, der er talt og skrevet om emnet i Danmark.

I bogen kan vi derfor læse, at i Rusland aflønnes mennesker efter deres produktivitet ifølge en meget stigende skala. Det er naturligvis betinget af, at staten er arbejdsgiver og stærkt interesseret i at fremme produktionen, så levefoden kan hæves, samt af mangelen på arbejdskraft. Det nævnes også, at videnskabsmænd og kunstnere er særlig godt aflagte. En ikke kvalificeret arbejder tjener ca. 400 rubler om måneden, kvalificerede ofte to-tre gange mere og universitetsprofessorer 6.000 rubler. Ifølge den danske professorinde er der »ingen, der tager de høje lønninger fortrydeligt op. Tværtimod ser man hen til dem som en fordel, der er opnåelig for alle«. Det beskrives som svært at sammenligne lønningernes købeværdi, da de dels består i rubler og i kort der tillader en at købe fordelagtigt - og dels for fleres vedkommende i materielle fordele som bil, lejlighed og andet.

Huslejen er også billig. Og dertil kommer - stadig ifølge Agnete Olsen - at når både mænd og kvinder arbejder, og når man af bolignøden tvinges til at bo mange sammen, så kan vi ikke, som vi er vant til i Danmark, gå ud fra én mands løn, fordi man så godt som alle steder har flere lønninger, der skydes ind i en fælles husholdning.

Agnete Olsen roser den russiske køkultur og fortæller, hvordan hun den første morgen i Leningrad så en meget lang kø af forholdsvis velklædte kvinder foran stormagasinet »Gastronom«. Det er en flot butik, fuld af varer, en stadig strøm af kunder og vanvittig høje priser. Køen af forholdsvis velklædte kvinder forklarer Agnete Olsen således: Butikken »har åbenbart reklameret i forvejen med en særlig fristende lækkerbisken«.

Under opholdet i Georgien besøger de tre danskere også Stalins fødehjem, der hver måned har ca. 8.000 gæster. Agnete Olsen tilskriver dette folkets store kærlighed til Stalin snarere end stedets seværdighed, og hendes konklusion på besøget i Georgien bliver, at når Stalin højt oppe fra bjerget i rød neon om aftenen skuer ned over Tbilisi, så er det ikke bare en lykkelig Sydens by, han ser, men også et levende og kultiveret folk.

Fra Moskva til Ararat er meget oplysende med hensyn til at forklare, hvorfor en velbegavet 18-årig universitetsstuderende kunne lave en liste til den sovjetiske ambassade over 500 danske videnskabsfolk og kunstnere, deres politiske ståsted og holdning til Sovjet. Den giver samtidig en forståelse af, hvorfor Agnete Olsen og hendes søn Olaf er moskvatro indtil 1956. En troskab der vel øges af faderen Albert Olsens tidlige og uventede død i 1949.

Bogen illustrerer også, hvordan et intelligent ægtepar som Albert og Agnete Olsen totalt ignorerer den viden om kommunismens forbrydelser, de må have haft kendskab til helt fra 30erne. Albert Olsen var socialdemokrat samtidig med Hartvig Frisch, Hans Hedtoft og H.C. Hansen. Moskva-processerne og det tidligere folketingsmedlem Arne Munch-Petersens forsvinden i 1937 i Moskva var kendt af Albert og Agnete Olsen. Også russernes angreb på Finland og myrderierne af de polske officerer i Katynskoven er kendt i København, inden familien Olsen rejser til Moskva i 1946.

Da jeg var barn og ung i Himmerland, troede jeg, at man blev et bedre og klogere menneske, hvis man var universitets­uddannet eller plejede omgang med veluddannede mennesker. Det tror jeg ikke mere på.