Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Sådan sikrer kulturlivet sin berettigelse

Der kommer næppe flere offentlige kulturkroner, og fondene har bevæget sig væk fra den traditionelle mæcentanke. Hvis kulturlivet skal sikre sin fortsatte eksistens, kræver det en proaktiv indsats. Fra såvel kulturaktørerne og fondene som de private virksomheder og borgerne.

Publikums forventninger til kulturoplevelser bliver større og mere specifikke. Her violinisten Nikolaj Znaider. Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Fra i dag, 21. til 23. august, vil det danske kunst- og kulturliv samle sig på Mors. Kulturmødet holdes i år for anden gang, og således gentages denne helt særlige mulighed for at sætte kulturen på dagsordenen. For at gribe fat i de tematikker, der kræver tid og opmærksomhed, hvis vi for alvor skal videreudvikle vores forståelse af dem.

Blandt disse er der ét emne, der per definition må siges at være det vigtigste: Selve sikringen af kulturlivets fortsatte eksistensberettigelse.

Vi kan, kort sagt, ikke tage kulturlivets trivsel for givet. Både indholdsmæssigt og især finansieringsmæssigt står kulturen over for en række markante udfordringer, som vi bliver nødt til at tage alvorligt, hvis vi fortsat har et ønske om et vitalt, varieret og substansfyldt kulturliv.

På indholdssiden består hovedudfordringen i de øgede forventninger til kulturen, som både borgerne og det politiske system kun vil få flere af i de kommende år. Kulturen skal og må ikke blot være en afskåret, esoterisk størrelse. I stedet skal den være en skaber af oplevelser og meningsfulde relationer. En formidler af stærke værdier, som proaktivt bidrager til at udvikle vores individuelle og samfundsmæssige selvforståelse.

Læs også: Når der går penge i kulturdebatten

I et publikumsmæssigt perspektiv bliver hver enkelt kultur-oplevelse samtidig en mere og mere kompliceret størrelse, da publikums forventninger bliver større og mere specifikke. Det er ikke længere nok at være passiv tilskuer. Publikum forventer at kunne interagere med værkerne, forestillingerne og udstillingerne. At kunne komme på banen – før, under og efter en given oplevelse eller begivenhed. De ønsker at være medskabere og få lov til at fortælle deres egne historier. Og ikke mindst har de forventninger om at kunne kommunikere – og blive kommunikeret til – på et væld af digitale og sociale platforme.

Disse meget høje forventninger er i sig selv glædelige. Det er positivt, at der er denne interesse for og tiltro til kulturlivet, og det beviser, at vi én gang for alle har forstået det grundlæggende og opbyggelige potentiale, der ligger i kulturen.

Det fører os dog direkte videre til de finansieringsmæssige udfordringer. For som landet ligger nu, er der ingen ræson i at gå og vente på et øget offentligt engagement, hverken statsligt eller kommunalt. De strukturer, vi ellers har været vant til, er i fuld gang med at ændre sig i disse år. Og når prioriteringerne ændrer sig hos dem, der uddeler pengene, påvirker det nødvendigvis også vilkårene for dem, der ønsker at modtage dem.

Derfor opstår behovet for nye finansieringsmodeller og nye måder at samarbejde på, hvor kulturaktørerne indgår i partnerskaber med såvel fonde og det offentlige som private virksomheder.

Læs også: LÆST OG PÅSKREVET!:Claes Kastholm

Fondene er i gang med at flytte sig væk fra den traditionelle mæcentanke, hvor der støttes uden forventning om konkrete afkast og resultater. I stedet bevæger de sig i retning af den katalytiske filantropi, som er funderet i et ønske om at skabe positive, samfundsmæssige forandringer. Denne tilgang er allerede velkendt på det sociale område, og nu er den ved at vinde godt og grundigt indpas på kulturområdet også. Som en del af denne udvikling er de forskellige fonde blevet professionaliseret, så de nu lægger deres egne målrettede strategier i væsentligt højere grad end tidligere.

Således kommer fondene til at spille en større rolle. Tager man den negative kasket på, er det nemt at stille sig fortørnet an og holde fast i, at kulturstøtten burde være et rent offentligt anliggende.

For det første er dette dog en utopisk drøm, når man tager i betragtning, at fondene uddeler omkring halvanden milliard kroner til kulturlivet om året – svarende til en fjerdedel af statens samlede kulturbudget, hvoraf Statens Kunstfond blot har en halv milliard kroner at dele ud.

For det andet er vi nødt til at acceptere, at det har meget lange udsigter at gå og vente på, at de offentlige kulturbudgetter kommer til at stige i nogen væsentlig grad.

Læs også: DF glæder sig over opmærksomhed på danske værdier

For det tredje spiller fondene – uanset hvilket perspektiv, man anlægger på dem – en positiv rolle i så mange sammenhænge i det danske samfund, at der ikke er grund til at dæmonisere dem som oligarker, der ikke har almenvellet for øje.

Så når realiteterne er, som de er, kan vi lige så godt smide den negative kasket og i stedet iklæde os den positive. Dermed handler det om at frembringe de betydningsfulde, originale og inspirerende kulturprojekter, som man som kulturaktør selv brænder helhjertet for, og som fondene vil være ivrige efter at blive en del af.

Samtidig er den igangværende debat om fondenes rolle selvsagt positiv. Det er udelukkende af det gode, at vi som samfund får diskuteret, hvilket ansvar fondene bør tage. Ikke fordi vi skal lovgive om, hvordan private kroner må fordeles, men for at tydeliggøre den folkestemning, som fondene kan og forhåbentlig vil bruge som pejlemærke.

Hvad de private virksomheder angår, er det en nødvendighed, at de begynder at anskue kulturlivet som andet og mere end blot et sted, hvor de kan høste et par byggeklodser til deres respektive brandingprocesser.

Kulturen skal ikke blot være noget, som virksomhederne sponsorerer og støtter, men i stedet noget, som de foretager reelle investeringer i. Fordi de erkender, at der er et konkret potentiale for stærk og relevant værdiskabelse, når kulturen og erhvervslivet mødes i nye partnerskaber – et potentiale for begge parter, vel at mærke.

Virksomhederne – store som små – skal således tage et kulturelt ansvar, fordi de har en reel interesse i, at vi har et stærkt og mangfoldigt kulturliv. Corporate Cultural Responsibility skal blive et begreb, der vitterlig praktiseres fremfor blot at være noget, vi taler om.

Dette er naturligvis ikke kun en opgave, som hviler på erhvervslivets skuldre. Den kræver i høj grad også en villighed fra kulturlivets side. Kulturaktørerne skal ønske at inddrage virksomhederne gennem disse nye og anderledes partnerskaber. Og de skal evne at formidle sig selv på måder, der kan inspirere virksomhederne, give dem nye idéer og bidrage til udviklingen af deres selvforståelse.

Foruden det offentlige system, fondene og de private virksomheder repræsenterer borgerne en fjerde finansieringsmulighed for kulturen. Crowdfunding bliver mere og mere udbredt, og som finansieringsmetode rummer den markante fordele – både fordi den modsvarer publikums behov for at have medindflydelse på de enkelte kulturprojekter, og fordi den typisk er uafhængig af andre bidragydere.

Kulturlivet bærer i sig selv et stort ansvar for at optimere driften og udnyttelsen af de mange kulturhuse, teatre, koncertsale og øvrige institutioner, som har det med blot at være åbne få timer i døgnet. Det giver ret beset ingen mening at bygge et kulturhus til en milliard kroner for kun gøre brug af det ti procent af tiden.

Det er fuldt ud rimeligt, at de danske kulturinstitutioner har hver deres kerneydelse, som de ønsker at fokusere på som det primære, men de kan stort set alle sammen udnyttes langt mere optimalt, end det aktuelt er tilfældet. Udfordringen ligger i at få skabt et flow, der vækker institutionen til live og fylder det med aktiviteter, der kan styrke egenindtægten gennem et øget aktivitetsniveau og nye partnerskaber med virksomheder – og aktiviteter, der vil styrke publikums og lokalsamfundets ejerskab af den pågældende institution.

Således er der masser af nye veje for kulturaktørerne, fondene, virksomhederne og borgerne at gå, hvis kulturlivet skal sikre sin eksistensberettigelse. Men ingen af parterne kommer til at bevæge sig ad disse veje helt af sig selv.

Vi er nødt til at gøre en aktiv indsats for at få det til at ske. Venter vi for længe, bliver kulturlivet og dets altafgørende mangfoldighed afviklet, så vi i stedet blot sidder tilbage med overkommercielle megaevents uden spor af det demokratiske fundament og potentiale, som vores kulturliv med stolthed kan siges at rumme i dag.