Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Sådan redder vi os selv og verden

Thorkild Kjærgaard: Fremtid med fuglefløjt. Ud med biler og flyvemaskiner, ind med tog og cykler. Sådan bevarer vi det mest essentielle ved den moderne verden – den skal spoles tilbage til ca. 1955.

Tegning: Kamilla Wichmann Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det må efterhånden stå klart for alle, der kan og vil se, at ressource- og energiforbruget skal sættes væsentligt ned inden 2050. Dette grundvilkår for fremtidens samfund står fast uanset udfaldet af de igangværende bestræbelser på at udvikle alternative energikilder og uanset udfaldet af de igangværende økonomiske forhandlinger. Men hvor langt skal vi ned? Og hvad er det helt præcist, der skal væk? Herpå er der givet tusind forskellige svar, og det har ikke været muligt at nå frem til nogen som helst form for enighed. På den ene fløj er der dybdeøkologer, som vil have hele den industrialiserede verden væk, på den anden fløj er der dem – og det er vist for øjeblikket de fleste – der mener, at delebiler, økomælk og en smule omtanke må være tilstrækkeligt. Resultatet har været rådvildhed og næsten total mangel på handlekraft, alt imens tingene blot er blevet værre og værre siden miljødebatten tog fart sidst i 1960erne.

En ny, original tilgang til dette komplicerede og sprængfarlige, men helt afgørende spørgsmål er blevet lanceret af den verdenskendte britisk-amerikanske historiker Tony Judt (1948-2010), indtil sin nylige, alt for tidlige død leder af det prestigiøse Remarque Institute for moderne europæisk historie ved New York University. I stedet for den endeløse og umulige diskussion om, hvad man »med rimelighed« kan forlange af folk, at de skal undvære i den gode sags tjeneste, foreslog Tony Judt, at man samler sig om at finde frem til, hvad der er nødvendigt for at bevare det moderne liv med fødevaresikkerhed, mobilitet og sundhed i bred forstand, som vi skylder industrialismen, og som har skænket os alle et lettere, lysere og længere liv end nogensinde før i historien. Judts svar var, at vi kan undvære både bilen og flyvemaskinen, men ikke jernbanen og cyklen. Som Marshall-hjælpen og Den kolde Krig fremstår bilen og flyvemaskinen som en historisk parentes i kølvandet på Anden Verdenskrig. Anderledes med jernbanen, som vi har med os fra 1800-tallets første halvdel og som ved sin fremkomst for første gang i historien gav mobilitet i stor skala for både gods og personer og dermed muliggjorde et industrielt produktions- og distributionsapparat. Jernbanen er ikke bare grundlaget for den moderne verden, den er dens essens. Bevarer vi jernbanen (herunder sporvogne og metroer) og cyklen, jernbanens uundværlige supplement på korte afstande, har vi den moderne verdens grundstruktur i behold, og vi kan lade resten – motorveje, lufthavne og vildtvoksende, suburban sprawl, som ikke kan bestå uden bilen, helst to pr. familie – gå tilbage til landbrug eller springe i skov.

Afskeden med bilen og det ufattelige forbrug, der er knyttet til bilens verden, bliver smertefuld, og mange vil savne flyvemaskinerne og de lange, billige ferierejser med alt hvad dertil hører af spænding, eksotisk mad og overvældende, men almindeligvis dog tillige temmelig overfladiske kulturoplevelser. Men det vil også være en stor lettelse. Mobiliteten, som jernbanerne og cyklen gav os i 1800-tallet, er i bilernes og flyvemaskinernes periode blevet til hypermobilitet, et dagligt, dødsensfarligt og stadig mere ubetaleligt mareridt for hundredtusinder af pendlere alene i Danmark. Med bilen og flyvemaskinen bag os er vi allerede godt i gang med den nødvendige energi- og forbrugsnedstigning, der peger frem mod et liv og et samfund præget af enkelhed og tilbageholdenhed i valg af midler, men af rigdom og mangfoldighed ved realisering af livsmål og værdier, et liv hvor mænd og kvinder vil være i stand til og få mulighed for at trives og nyde livet ved at virkeliggøre og udfolde deres egne særlige evner og talenter på deres egne særlige måder.

En anden ting, vi ikke kan undvære, er det højproduktive landbrug. Uden det kan vi ikke mætte de mange millioner munde, som dog helst ikke skulle blive flere, gerne færre. Men det kan af objektive grunde ikke blive ved hjælp af det miljømæssigt og energimæssigt ubærlige landbrug med svinefarme og monokulturelt dyrkede kornmarker, som vi har i dag, hvor der bruges mere end dobbelt så meget energi, som der produceres. Vi må have et landbrug med energitilvækst (kolorieoverskud), som vi har haft det siden landbrugets begyndelse for 6.000 år siden og frem til midten af 1970erne, hvor balancen tippede.

Her skal energinedstigningen ske ved at vi griber tilbage til det, målt i udbytte pr. arealenhed, ikke nævneværdigt mindre produktive og miljømæssigt uendeligt meget mere skånsomme landbrug, vi havde før 1955. Vi skal tilbage til tiden hvor landbrug var lig med ægte produktion (dvs. energitilvækst) og ikke, som i dag, et eksorbitant forbrug af energi og andre ressourcer maskeret som produktion. Vi skal tilbage til tiden før traktorer og mejetærskere og den udbredte brug af sprøjtegifte og energiintensiv kvælstofgødning, som har tømt landbruget for mennesker, fjernet titusinder af kilometer levende hegn og erstattet det vekslende tavl af marker i rødt, hvidt, gult og grønt med endeløse, kemisk dopede hvedemarker i monokultur uden så meget som en kornblomst eller et græsstrå, hvorunder en hare kan søge skjul. Det vil bringe arbejde og dermed mennesker, den eneste ressource, som vi med fuldstændig sikkerhed vil have nok af i fremtiden, tilbage i landskabet, ligesom det vil bringe heste, græssende kvæg og andre dyr tilbage. Også fordrevne planter vil komme igen, herunder lucerne og den kvælstofassimilerende rød- og hvidkløver, der i 1950erne blev fortrængt af kunstgødning og i dag sammen med honningbien, kløvermarkernes tro og uundværlige følgesvend, står som industrilandbrugets mest tragiske og – biernes fundamentale betydning for fødevareproduktionen taget i betragtning – ildevarslende ofre.

Med disse to i og for sig simple foranstaltninger – eliminering af biler og flyvemaskiner og tilbagerulning af landbruget til status før 1955, som sammenlagt vil reducere energiforbruget til 20-25 pct. af det nuværende og lukke den parentes, som blev åbnet efter Anden Verdenskrig – vil vi være kommet langt med den økologiske, energimæssige og produktionsmæssige stabilisering af samfundet, som er så tvingende nødvendig, hvis vi skal bevare de essentielle træk ved den moderne verden, som mange har vænnet sig så meget til, at de betragtes som en selvfølge, hvad de dog på ingen måde er: fødevaresikkerhed, mobilitet og sundhed, som igen har muliggjort humanitet, solidaritet og demokrati. Først med industrialismen, som tillod os at sætte maskiner i arbejde, kunne slaveriet afskaffes, og drømmen om frihed og nok til alle blev praktisk mulig. Af nutidens kaotiske motorvejslandskab, som har forvandlet Danmark og det meste af Europa til ét stort støjhelvede, vil et nyt, om end på mange måder gammelkendt landskab langsomt stige frem. Byerne, som har måttet give plads til alle dem, der før boede på landet, vil blive reduceret til deres naturlige størrelse, folk vil atter bo og arbejde på landet og landskabet få liv og farve. Fuglesangen, som i dag er så godt som forstummet over agerlandet, vil atter løfte sig mod himlen og honningbien vil kunne »fylde sin kurv,« som det hedder i midsommervisen fra 1897.

Så meget skal der til, men så nok heller ikke mere for at bevare det, som virkelig tæller: fødevaresikkerhed, mobilitet, sundhed, humanitet, solidaritet og demokrati. Resten – radio, fjernsyn, telefon, computere, velopvarmede huse og hvad den moderne verden ellers har givet os – vil vi formentlig kunne beholde, da disse poster dels er langt mindre byrdefulde, dels er langt lettere at energi- og ressourceeffektivisere end bilen, flyvemaskinen og det industrialiserede landbrug. Tony Judts sidste ord til verden, som blev bragt i et posthumt essay i The New York Review of Books den 13. januar 2011, var: Bring back the rails! (giv os jernbanerne tilbage!). Havde han haft tid, før døden tog ham, ville han have tilføjet: Bring back the bees and the clover fields! (Giv os bierne og kløvermarkerne tilbage!)