Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Sådan kommer vi bureaukratiet til livs for de udsatte danskere

Vi har skabt en systemvelfærdsmodel, der i værste fald forhindrer mennesker i at søge hjælp til at bryde ud af udsathed.

»Hvis den eneste løsning er flere anbringelser, så er jeg dybt bekymret. Derudover og lige så alvorligt, at hvis vi bruger flere penge på anbringelser, så vil der i sagens natur værre færre penge til forebyggelse, og hvor stiller det så de udsatte børn?« skriver Helle Øbo. Her giver statsministeren en officiel undskyldning for statens manglende tilsyn, da en række anbragte børn blev udsat for overgreb og svigt fra 1946 til 1976. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Danmark har siden sin første egentlige socialreform i 1933, også kaldet Kanslergadeforliget, været foregangsland for intentionen om, at vi som samfund holder hånden under de mest udsatte. Det at hjælpe mennesker godt på vej og sikre, at det ikke er vores opvækstvilkår, der bliver kendetegnet for vores liv, har været en styringsmekanisme, som de fleste er enige om, giver mening.

Vi bruger 46 milliarder kr. på socialområdet i Danmark og til trods for, at vi aldrig har brugt flere penge på at bryde den negative sociale arv, end vi gør i dag, betyder det ikke, at vi så får flere børn og unge til at få fodfæste og bryde med deres negative opvækstvilkår. Tværtimod må vi konstatere, at børn der bliver anbragt udenfor hjemmet, er i høj risiko for selv at ende i udsathed.

Ifølge Danmarks statistik er der 51.781 udsatte børn og unge, som grundet udsathed modtog mindst én social foranstaltning fra kommunen. Det er en stigning på 3,4 pct. sammenlignet med 2015.

Politikere, offentlige instanser, civilsamfundet og befolkningen er stort set enige om, at vi bør gøre det bedre, anderledes, mere målrettet og med større effekt. Der er en grundlæggende frustration over, at vi bruger så mange ressourcer med så lidt effekt.

Forkert fokus

En af de største systembarrierer for gode resultater er, at vi konsekvent arbejder med risikovurdering som det afgørende parameter for, om vi skal gribe ind. Det gør, at vi primært fokuserer på det, der kan gå galt, frem for det, der kan udvikles. Det ensidige fokus på risiko gør, at vi ikke ser på mulighederne, og for borgerne kan det blive en selvforstærkende oplevelse af, at de ikke kan styre selv, men skal styres af andre, der definerer vejen og målet.

I stræben efter at effektivisere og få kontrol over økonomien har vi overset den vigtigste forudsætning for forandring, nemlig relationen. Det at have tid til en uddybende samtale om de bagvedliggende årsager til, at man f.eks. er uden arbejde, har formentlig større værdi og effekt end et ensidigt fokus på, hvilken kategori man tilhører, om man er aktivitetsparat eller jobparat. Systemets stræben efter at monitorere tid og aktiviteter spænder ganske enkelt ben for den komponent af nærvær, som er afgørende for reelt at hjælpe mennesker videre til et liv med selvforsørgelse.

Et menneskes udvikling er ikke lineært - det går frem og nogle gange tilbage, og her er det afgørende, at tilliden til at spørge om hjælp og tiden til at udvikle sig, er til stede. Det kræver et indgående kendskab til hinanden, hvis vores hjælp skal have reel værdi for den, vi hjælper. Hvis vi skal forstå en anden virkelighed, og skabe forandring, skal vi lytte mere og være oprigtigt interesseret i, hvad den anden fortæller.

Prøv lige et øjeblik at forestille dig, at du har brug for hjælp og forhold dig til to følgende scenarier:

1) Du ringer til et nummer og kommer efter seks aktive valg om, hvad der er dit ærinde, igennem til en venlig person, der fortæller, at du har ringet til arbejdsmarkedsforvaltningen. Du bliver bedt om at opgive dato for sidste arbejdsdag og hvorvidt du er i gang med at søge arbejde selv eller skal have hjælp til det. Du fortæller, at det egentlig ikke er arbejde, der er dit største problem, men at du gennem længere tid har noget angst og lidt svært ved at sove om natten. Personen i røret svarer, at det da ikke lyder så godt, og at du kan få en tid hos en sagsbehandler om 14 dage. Du spørger, om det er hende, du taler med, som du skal møde, og til det svares der, at det er det ikke og at du ikke kan få navnet på vedkommende før du møder op på dagen.

2) Du ringer til et nummer og får et menneske i røret, der spørger, hvad du har brug for. Du svarer, at det ved du egentlig ikke helt konkret, men at du nok har brug for hjælp, fordi du ikke kan gå på arbejde på grund af angst og søvnproblemer. I taler en halv times tid og aftaler at mødes dagen efter, med henblik på at blive klogere på, hvordan du bedst kan få den rette hjælp.

Hvordan ønsker vi selv at blive mødt i en krise?

Jeg synes, at det er interessant, at vi har opbygget et system, som de fleste nok ikke ville have lyst til at søge hjælp hos, og jeg mener, at det er en falliterklæring at tro, at udsatte mennesker, har brug for at blive mødt helt anderledes end vi selv.

Hvis vi for alvor skal hjælpe mennesker ud af udsathed, kræver det et systemskift, hvor tid, tempo og respekt for det enkelte menneske kommer før systemer og lovgivning.

Grundforudsætningen for at tage ansvar og ejerskab for sit eget liv er, at man selv er med til at definere sit primære problem og lige så vigtigt, selv er med til at finde vejen til løsningen. Det er stort set det modsatte af, hvad der er tilfældet i dag. Vi har oparbejdet en kassetænkning og et system, hvor man først og fremmest bliver kategoriseret som en sag og hvor systemet på forhånd har defineret, hvad der er løsningen på ens problem.

Det kræver mod at søge hjælp og vi oplever dagligt i AskovFondens indsatser, at mennesker, der f.eks. søger hjælp for at stoppe med at udøve vold, har gået (alt for) længe med tanken om at søge hjælp.

Udfordringen er, at hvis man søger hjælp, bekender man også at der er et problem, som i sidste instans kan føre til, at ens børn bliver fjernet fra hjemmet.

Det eksistentielle dilemma

I det ideelle velfærdssamfund har vi fokus på at handle, lige så snart noget indikerer, at der er et barn i mistrivsel. Vi har masser af viden, der påviser, at tidlig indsats er afgørende, hvis vi for alvor skal ændre en destruktiv udvikling. Udfordringen er, at forældrene ofte ikke har den fornødne tillid til, at systemet kan og vil hjælpe dem, uden at det falder tilbage på dem selv, med evt. anbringelse eller andre indgribende foranstaltninger, som de ikke er med til at beslutte. Det at søge hjælp hos nogen, som også kan sanktionere en, er et indbygget dilemma i vores nuværende velfærdsmodel.

Hvis vi reelt ønsker at forebygge udsathed i Danmark, skal hele vores systemvelfærdsmodel gentænkes og ændres radikalt.

Vi skal tage problemer alvorligt, men i lige så høj grad fokusere på det bagvedliggende behov for hjælp, før vi reelt kan hjælpe et menneske, og det kræver tid til at bygge relationen op, så der er tillid mellem den, der skal hjælpes og den, der skal hjælpe.

Kun derved kan vi få flere til at søge hjælp og på sigt måske forebygge nogle anbringelser af børn, som i stedet får mulighed for at vokse op hos forældre, der har fået hjælp til selvhjælp samt forældrekompetencer.

Hvis den eneste løsning er flere anbringelser, er jeg dybt bekymret.

Derudover og lige så alvorligt, at hvis vi bruger flere penge på anbringelser, vil der i sagens natur være færre penge til forebyggelse, og hvor stiller det så de udsatte børn?

Det er en ligning, der ikke går op og derfor mener jeg, at vejen frem mod bedre vilkår for udsatte børn og familier i Danmark, er at starte med et grundlæggende systemskift, hvor det enkelte menneske kommer tilbage i førersædet og bliver hørt både når det gælder om at identificere sine problemer og finde løsningen fremadrettet.

Helle Øbo er adm. direktør for AskovFonden