Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Sådan går du til lægen i 2025

Det nære sundhedsvæsen, heriblandt almen praksis, står foran store forandringer. Det kommer til at kunne mærkes alle steder i sundhedsvæsenet.

Næstved Lægecenter, et modeleksempel, hvor fire lægeklinikker er gået sammen i ét stort hus og bl.a. er fælles om et laboratorium. Her er det ledende bioanalytiker Anette Jørgensen der er i færd med af tage en blodprøve af Niels Olsen. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En tilfældig tirsdag i min klinik så jeg, blandt mine patienter den dag, otte med symptomer, der potentielt kunne være alvorlige. Én kom ind med en mystisk knop på armen, én med ændret afføring og vægttab, én var mere træt, én havde en underlig fornemmelse i højre arm osv.

Kun én af mine patienter viste sig at fejle noget alvorligt. Bag de øvrige symptomer var der harmløse årsager, og jeg kunne afslutte forløbet med at berolige patienten.

Danskerne søger 38 mio. gange årligt egen læge. Når kroppen knager, eller når konen klager, kommer patienterne – med stort og småt. Heldigvis får de fleste den besked, at de ikke skal bekymre sig mere. At symptomerne er helt normale.

Det er den praktiserende læges fornemste opgave at holde de raske raske og kun indlægge de syge. Det er samtidig den mest værdifulde og den mest krævende del af arbejdet som praktiserende læge. For patienten er det vigtigt at undgå unødig ængstelse, for samfundsøkonomien er det essentielt, at de praktiserende læger kun akkurat visiterer de patienter videre, der har brug for det, fordi kontakten med sygehuset er meget dyr.

Det nære sundhedsvæsen, heriblandt almen praksis, står foran store forandringer. Med de vældige specialiserede supersyge­huse bliver afstanden for patienterne længere, og indlæggelses­tiden bliver kortere. Samtidig stiger antallet af ældre og kronikere. Det kommer til at kunne mærkes alle steder i sundhedsvæsenet, og der er næppe tvivl om, at almen praksis de næste mange år vil være præget af forandringer og en lang række krav og forventninger om nye opgaver, som vi skal løse, og ting vi skal gøre anderledes.

Det er ikke uvant for de praktiserende læger at tilpasse sig samfundet. Hvem husker ikke den sympatiske sygekasselæge Dr. Hansen i Matador i skikkelse af Ove Sprogøe, der med lægetasken under armen blev ringet akut op stort set hver gang, han havde en social stund? Endnu tidligere var de største opgaver for de praktiserende læger på landet blodudtømmelse, og hvordan man håndterede hyppige læsioner ved landbrugsmaskiner.

Meget har ændret sig, og de praktiserende læger er selvfølgelig klar til endnu en gang at tilpasse sig en ny virkelighed, et nyt sundhedsvæsen.

Udfordringen i dag er at sikre et sammenhængende, nært sundhedsvæsen, der griber alle patienter, hvad enten de stadig er alvorligt svækkede, men færdigbehandlet fra sygehuset, eller de lider af mange forskellige sygdomme.

Vi er i dag omkring 3.500 praktiserende læger. Sådan har det været i en del år, desværre med en let nedadgående kurve.

På hospitalet har kurven set helt anderledes opløftende ud. Her har man på 13 år formået at tilføre 4.500 flere læger, fordi man fra politisk side havde viljen og modet til det. Det er imponerende, og det har forbedret det danske sundhedsvæsen betragteligt.

De praktiserende læger er for de flestes tilfælde stadig en familie­læge, der kender patienterne og i mange tilfælde patienternes familie. Kendskabet og kontinuiteten spiller en enormt stor rolle, når man f.eks. møder otte patienter med diffuse og potentielt alvorlige symptomer som dem, skildret i indledningen.

Det kendskab, håber jeg inderligt, er bevaret i fremtidens nære sundhedsvæsen. Kendskabet og visitationen er for mig nøgle­begreberne i almen praksis, og de to elementer, mener jeg, at vi hele tiden skal have for øje, når vi indretter det nære sundhedsvæsen.

Den praktiserende læge har et varieret arbejde. Udover det, jeg allerede har beskrevet, ser vi i løbet af en dag akut syge, som skal udredes og behandles, vi følger og behandler patienter med f.eks. sukkersyge, KOL og demens, vi udfører forebyggende undersøgelser og giver rådgivning om børn og graviditet. Skal man have eksempelvis en kørekortattest, er det også hos os.

Alle er enige om, at der kommer endnu flere opgaver til det nære sundhedsvæsen og til almen praksis, men kommer der ikke flere hænder, har vi et problem. Vi ved allerede, at der i 2025 er en række udfordringer, der skal løses. Der vil være flere ældre borgere – den del af livet, hvor forbruget af sundhedsydelser er stort. Vi ved også, at borgerne tilbringer mindre tid på syge­husene, mere tid i eget hjem og på kommunernes såkaldte akutpladser. Vi forventer, at flere ambulatoriefunktioner flyttes væk fra sygehusene.

Hvad der ikke ændrer sig, er det fortsatte krav om høj kvalitet tæt på borgeren, som vi selvfølgelig skal forvente og kræve i et velfungerende samfund som det danske.

Med det in mente er der brug for handling nu, hvis ikke det skal gå ud over servicen og kvaliteten.

Derfor har jeg en vision for almen praksis i 2025.

I 2025 har borgeren fortsat let adgang til sin egen praktiserende læge. Borgeren kender lægen, og lægen kender borgeren.

Dansk almen praksis er, som i dag, stadig i toppen i internationale sammenligninger hvad angår kvalitet, lave omkostninger og patienttilfredshed.

Der er kommet 1.500 flere praktiserende læger, så vi nu er 5.000 praktiserende læger. Vi har ansat 3.000 flere sygeplejersker, SOSU-assistenter, sekretærer, bioanalytikere, fysioterapeuter, jordemødre og andre. Disse er målrettet uddannet til de nye opgaver i det borgernære sundhedsvæsen.

De praktiserende læger har moderniseret faciliteterne i både store og små klinikker. Vi har moderniseret, så det passer til borgernes behov, befolkningstætheden, afstanden til de øvrige tilbud i primærsektoren og afstanden til sygehusene. Bedre faciliteter og ny teknologi har også givet os mulighed for bedre samarbejde mellem vores klinikker og med det øvrige sundheds­væsen.

Almen praksis har aflastet sygehusene markant og løfter flere komplicerede opgaver tæt på borgerne. I 2025 tager praksis et større ansvar for og har en mere aktiv rolle i at følge kroniske patienter og kræftpatienter. Ved hjælp af mere personale har vi mulighed for at være mere opsøgende over for svage medborgere, der ikke nødvendigvis af sig selv kommer til den praktiserende læge.

De borgere, der befinder sig på kommunens institutioner og akutpladser, betjenes hele døgnet af udvalgte praktiserende læger i et tæt samarbejde med kommunens egne sygeplejersker.

Men har vi råd til det? Spørgsmålet er måske nærmere, om vi har råd til at lade være? Hvis ikke vi i almen praksis kan håndtere det stigende pres, har vi kun én mulighed – at sende patienterne videre til det øvrige sundhedsvæsen. Og det bliver dyrt.

Almen praksis er den absolut billigste del af sundhedsvæsenet. Derfor kan flere praktiserende læger – hvis de anvendes rigtigt – medføre en aflastning af presset på sygehusene til gavn for både patient og samfundsøkonomi.

Det er min vision, men jeg håber, at vi alle kan blive enige om, at målet, både i dag og i 2025, er at holde de raske raske og samtidig finde de syge.